En god kop kaffe

[ Indeholder reklame ] Følger man med på min Instagramprofil, ved man, at jeg er glad for kaffe. Og kage. Og strik. Og (som regel) mine børn. Men især kaffe. Jeg drikker i realiteten meget mindre kaffe, end de fleste nok regner med. En enkelt eller to kopper om dagen, mere bliver det til. Måske en ekstra kop decaf om aftenen. Til gengæld er det vigtigt for mig, at kaffen er ordentlig. At den smager helt som den skal. At mælken er skummet på den rigtige måde. Og – ikke mindst! – at koppen, jeg drikker af, føles rigtig i hånden. Faktisk fortrød jeg indtil flere gange, at jeg ikke havde pakket kopper, da vi var i sommerhus i påsken, og der...

Anmeldelse: 40 uger efter

I fredags svingede jeg cyklen forbi Andedammen for at fejre Cana og hendes nye ‘baby’, nemlig bogen ’40 uger efter’, der placerer sig et rart sted imellem faglighed og anekdoter om at være nybagt mor. Et sted mellem Babykalenderen (som jeg egentlig aldrig blev glad for) og nyklassikeren Hvor lagde jeg babyen, som er rigtig fin, men som jeg ikke helt kan se mig selv i. Bl.a. fordi jeg elsker at være på barsel og stor-nyder symbiosen med baby og ikke at skulle nogetsomhelst andet. Sidespring. For det første er jeg altid voldsomt imponeret og stolt på andres vegne, når de bliver udgivet og for det andet synes jeg grundlæggende, det er en rigtig god idé med en bog, der uhøjtideligt tager éen...

Ingen Dikkedarer – et stort egoprojekt

Jeg løftede sløret en smule for mit store egoprojekt i sidste blogindlæg, og nu er der nogenlunde nok masker løbet over pindene til at det giver mening at tage lidt billeder af processen. Jeg har (som nok en hel del derude i strikkeland!) kastet mig over Mettes Ingen Dikkedarer cardigan, der er mindst ligeså enkel, brugbar og fin som sin ‘søster’, sweateren, som jeg har strikket to eksemplarer af indtil videre. Bortset fra, at vrangmasker aldrig bliver mine yndlinge, så er jeg næsten endnu mere begejstret for cardiganen end sweateren. Det siger ikke så lidt. Det er også altid fint at lære noget nyt, og dette er mit første forsøg med Provisorial Cast On (jeg har indsat et videolink nederst...

Olivengrene og genfundet strikkemojo

‘Mor? Jeg vil gerne ønske mig nederdelen, du skal strikke, i sort’, sagde den fem-årige i går, mens vi gik i børnehave. … Således rakte hun håbefuldt og kærligt en olivengren ud ovenpå en af de mest rædsomme putte-sessioner, jeg kan huske. Hvor alt gik i hårdknude, hvor konflikten eskalerede og hvor vi begge endte tårevædede og udmattede. Sort er den farve, jeg bruger mest, og dermed oplever K den som min yndlingsfarve. Så når hun beder om at få en nederdel i sort, handler det i mindre grad om, at hun faktisk ønsker det og i større grad om, at hun siger undskyld med andet end netop det ord. Vi havde allerede fundet hinanden igen, inden vi gik ud...

Overspringshandlinger, leoprint og restauranter forbudt for voksne

[ Indeholder reklame ] Det er blevet lidt tungt herinde på det sidste, synes jeg. Det fylder bare så pokkers meget i øjeblikket. Det med raseriet, med børn der afsøger grænser og som mangler at kunne selvregulere temperamenter henholdsvis. Jeg trænger til en pause. Ikke mindst fra at skrive om det. Så i stedet vil jeg fortælle let og overfladisk om noget af det gode, der sker. Om en ny, fin termojakke, K har modtaget i gave, og som hun er evigt glad for. Om at tage på restaurant forbudt for voksne. Om rare ting. Det kan man godt have brug for. Ikke mindst en tung torsdag i silende regn. Jakken kom ind ad døren forleden, og det er en...