Taknemmelighed

Tusind tak for de mange, mange rare tanker, kommentarer og mails på indlægget om perspektiv , om issues i parforholdet og om når det ikke er lykken at være græsenke. Jeg sætter uhyre stor pris på dem alle. Det betyder meget for mig at vide, at mine tanker og ord om følelser, om det svære, det hårde og alt det andet, kan bruges som klangbund eller som perspektiv for andre.

Derfor handler det om taknemmelighed her til aften.

Efter en periode med en stor pige, der har kæmpet imod med næb og kløer, gået efter alle konflikter og alle potentielle dramaer, lader vi til at have vendt bladet og fået vores søde, skægge Bean igen.

I går – efter en hyggelig og skæg eftermiddag med en sød veninde – cyklede vi hjem igennem den silende, kolde regn. Spontant udbrød Bean de mest fortryllende ord, der gjorde mig lykkelig helt ind i sjælen.

Mor. Jeg har det bedste liv

Det bedste liv. Det er stort. Jeg ved, hun mener det. Hun elsker sin søster uendeligt højt. Hun elsker os. Hun har veninder. Familie. Hun er tryg, og hun er elsket. Mere end hun aner. I eftermiddags tog vi ind til byen for at opgradere forårsgarderoben for mit langlemmede barn og have et par timer sammen. Det var en boblende lykke, der fulgte med os på vejen hjem og mens hun stolt viste sit nye tøj frem sammen med de ting, hun havde fundet til sin søster.