Sorgens sprog. Kan du tale om døden? Pt. 1/3

Jeg beklager på forhånd, hvis nogen har klikket sig forbi for at læse om strik, hyggelig mad eller børns udvikling. Så skal du komme tilbage en anden dag eller bladre lidt i arkiverne herinde. Det er du meget velkommen til, men lige nu har jeg brug for at skrive om døden og det at tale om netop den. Jeg har valgt at dele indlægget op i flere afsnit, for ellers drukner både I og jeg i tanker og tekst.

Det er mærkeligt skizofrent i mit hoved i øjeblikket. Eller, det har det sådan set været længe. Lige siden min far døde i oktober sidste år. For 8 måneder, præcis siden i dag, slog hans hjerte for sidste gang. Den bevidste kognition hos mig er en relativt klart opdelt blanding af almindeligheder og logistik: Tanker om børnene, min mand og omgangskreds og verden omkring os. Og så er der den anden del. Den med sorgen og savnet. Udefra set fylder den ikke så meget til hverdag. Indefra set måske heller ikke, bortset fra at den er en del af mig hele tiden, selvom det ikke er den eneste følelse, jeg føler. Jeg har dem alle. Lykke, glæde, kærlighed, vrede, frustration, irritation og alt imellem. Inklusive sorg.

Dødens (manglende) hverdags-sprog

Det er undervejs i min sorg gået op for mig, hvor mangelfuldt og småt et sprog vi har om døden. Om sorg. Ikke når jeg kigger med litteraturblikket, for der findes smukke og hjerteskærende bøger og digte og ord om at miste – at miste en elsket, miste fodfæstet og sig selv til døden. I det sprog vi taler sammen mangler rigtig mange af os – mig selv inklusive, i al fald tidligere – ordene til at tale om det. Måske også fordi vi egentlig, sådan helt grundlæggende, ikke begriber døden. Det er ganske simpelt ikke til at forstå i sit fulde omfang, hvor endegyldigt det er, når vi mister et menneske. Ikke engang for mig, der står midt i tabet.

Når vi ikke forstår noget, er det svært at tale. Det bliver endnu sværere, når det ikke er os selv, der mister. For man ved ikke, hvad det er, før man selv har prøvet det. Uden på nogen måde at underkende nogens sorg eller sorgproces, så er der forskel på, hvordan man mister – og hvilken relation man havde til den døde. Det ved jeg, for jeg lever i den forskel.

Jeg følte også stor sorg, da jeg mistede min farmor og siden min mormor. De var betydningsfulde kvinder i mit liv og to af mine døtre er opkaldt efter dem. Men de var begge i 90’erne, da de gik bort. De havde levet et fuldt liv med børn, børnebørn og oldebørn. Med oplevelser og med kærlighed. De var mætte af dage. Vigtigt: Det var ikke unaturligt, at de døde. De var og er savnede stadig, men jeg har aldrig i sorgen over dem oplevet den fortrydelse, den afmagt og uretfærdighed, som det er at miste min far. Hans død var alt for tidlig, for voldsom, forkert. Hans liv skulle ikke slutte. Der var så meget, han endnu skulle have gjort, og sagt og oplevet. Det var ikke tid til at sige farvel til ham.

Eller. Det var det jo, for han døde og han er død, men det var på absolut ingen måder en afklaret afsked. Heller ikke selvom vi havde seks dage på intensivafdelingen til at sige farvel.

–

Lægerne, sygeplejersker og -plejere og bedekvinden og præsten havde alle et sprog til døden. Et fagligt sprog og et erfaringssprog – et formelt sprog, som måske kan virke stift og upersonligt, men som til gengæld også udstikker en ramme at færdes i for en samtale, der er umenneskeligt svær. Det kommer næste del til at handle mere om.