Små børn, små problemer. Når klichéer bliver sandhed

‘Små børn, små problemer. Store børn, store problemer’

‘Bare vent til de bliver store – så kommer de rigtige problemer’

Du kender sikkert remsen. Har hørt den fraseret og parafraseret i forskellige former. De er lige irriterende og aldeles ubrugelige, når man står midt i kolik, fragmenteret søvn og børn, der skal være under konstant opsyn for ikke at komme til skade, spise fra skraldespanden eller splitte bøger og resten af hjemmet ad. Det er endnu en ting, nye mødre eller småbarnsmødre kan slå sig selv i hovedet med. Små børn, små problemer. Fri mig. Ærligt talt er det et kæmpe problem, når et barn har kolik. Eller ikke sover igennem. Fordi det tærer så ubarmhjertigt på overskuddet og på sindet.

… desværre er der ikke sjældent gemt en sandhed i klichéen. Det ved jeg, fordi jeg lige nu står begge steder. Med ‘små problemer’ og med de større, som følger med det større barn. Dem, der ikke kan ammes væk eller klares ved at være håndholdt og følge lige i hælene på en halvandenårig på udkig efter nye udfordringer.

Selvom timer af gråd og år uden søvn er opslidende, så er løsningen – i absolut citationstegn – ‘nem’. Nærvær. Kontakt. Kærlighed. Det fylder rigtig meget, men det er slet ikke så komplekst.

Til gengæld fylder det på overfladen mindre, men løber dybere, det, der handler om mit skolebarn. En del af løsningen er stadig nærvær og kærlighed (åh hjerte. Tænk ikke på de gange, jeg har glemt eller overset at give et ekstra kram, fordi et mindre barn ikke kunne give slip, når det måske i virkeligheden var det største, der havde brug for det). Men det er også meget mere kompliceret og sværere at løse.

I takt med at de voksne omkring børnene bliver færre og desværre også med lidt for ustabil struktur, for mange vikarer og måske også for lidt gennemslagskraft og erfaring, er det alt for let for uhensigtsmæssige kulturer og mønstre at opstå. Børnene søger stabilitet gennem andre fællesskaber og det bliver så let en junglelov der i nogle henseender tangerer Fluernes Herre, hvor de stærke dikterer og hvor alle i virkeligheden bliver usikre og utrygge.

Fortæller dit barn dig alt, der foregår i skoletiden? Mit gør ikke. Jo. De gode ting. Det svære holder hun oftest tættere på kroppen, og her skal vi bruge tid og tosomhed for at hun åbner op.

Måske er det en af årsagerne til, at hun og jeg har haft lidt flere konflikter end vanligt på det sidste. Og hvor har jeg uendeligt dårlig samvittighed over det nu. For hun har haft brug for os og for mig. Det har jeg ikke bemærket igennem hendes himmelvendte øjne, tvære miner og kontrære humør.

Børnegruppen har bevæget sig i en retning, som selv min ualmindeligt socialt anlagte datter ikke trives ordentligt i. Hvor nogen vil bestemme, hvem man må og ikke må lege med. Hvor drenge kommer hjem med blå mærker efter alt for voldsom leg i et forsøg på at determinere et hierarki. Hvor vi af omveje må høre, at vores datter nok er en af dem, som en af drengene er fysisk efter næsten dagligt. Hvordan kan man som forælder vide, at man skal huske at stille det spørgsmål. ‘Er du blevet slået i dag?’ Det er grotesk.

Problemerne er opstået siden sommerferien, og det siger ikke så lidt om, hvor vigtigt det er med stabile, tydelige voksne, der skaber faste rammer. Ikke mindst i starten af en skolekarriere. Selv klasser i gymnasiet kan blive urolige og uregerlige, når der er for stor udskiftning i lærerstaben. Så er det ikke så mærkeligt, at flere ugentlige vikarer siden skoleårets start har indvirkning på klassens trivsel.

Det er – absolut og naturligvis – i høj grad et forældreansvar at lære sine børn at opføre sig ordentligt. Helt og aldeles. Men børn kan ikke lære hjemmefra at færdes i en gruppe som klasse. Det er skolens opgave, for det er helt andre mekanismer, der er på spil. Og det er absolut skolens ansvar at sikre at der ikke hver eneste uge er vikardækning i en nystartet klasse. Her ville det være at foretrække at teamet dækkede hinanden ind, så det kun var kendte ansigter og kendte regler, børnene mødte.

Forældregruppen vil rigtig gerne have vendt udviklingen og dynamikken i klassen, så vi håber at en fælles indsats og en styrket kommunikation fra lærersiden betyder, at vi sammen kan bakke op om at få den gode klasse tilbage. Så der ikke er børn, der skal ringes hjem med ondt i maven. Så det bliver rart at og dejligt at gå i første klasse igen.

Gode erfaringer med at vende en dynamik modtages med kyshånd. For os er det unchartered waters og jeg kan mærke, at det er svært for mig ikke at kunne være inde over hele tiden.

^^Strikhue fra NordicLabel (gave), mormorstrikket halstørklæde og vamset jakke fra Soft Gallery købt hos Heidi&Bjarne

For nu vil jeg forsøge at løfte blikket fra de mindste og deres små problemer og nemme løsninger, drikke en ekstra kop kaffe og gøre alt jeg kan for at rumme min ældste datters frustrationer og ked-af-det-hed og skabe et frirum med positiv respons og gode relationer til hende – og hendes venner – herhjemme.