Halloween - nemme DIYs til kostumer, mad og pynt

En status. Når grund-glæden er blevet væk

Der har været stille på bloggen, på Instagram og også inden i, relativt længe. Der er der flere årsager til, og det er langt fra alle, der er mine at dele og fortælle om.

En del af baggrunden er, at jeg ikke er det allerbedste sted selv. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg har været længe. Hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst var rigtig glad. Sådan helt-ned-i-maven-grundglad. Jeg elsker mine døtre og jeg glædes over dem og over vores liv som familie. Men følelsen af at hvile i det. Den er der ikke.

Det fylder. Ikke mindst indeni, og jeg har skullet tumle en masse med mine egne tanker, før jeg har været klar til at dele lidt af dem her.

^^Merinouldblusen er en gave fra MarMar og er i deres kvindekollektion HER – den kan kun anbefales til alle kuldskære typer med hang til luksus. Bukserne er fra Minimum. Støvlerne er Marc Jacobs købt second hand for maaaange år siden.

Det er næppe en kæmpe overraskelse eller stor hemmelighed, at det sidste år til halvandet – måske endda to – har været rigtig udfordrende. Endnu en kolikbaby, der aldrig sov, trak overordentlig store veksler på både mig og hele familiedynamikken. Ikke mindst i forhold til Jonas, der sandsynligvis havde en efterfødselsreaktion det første godt halve år efter M kom til verden.

Vi har holdt ved og hængt i med det alleryderste af neglene og jeg kunne så godt tænke mig, at det var noget andet og mere glædeligt, der havde fyldt det hele. Det har været så benhårdt. Virkelig.

Det er ikke for at sige, at jeg på nogen måde fortryder at vi valgte at få et tredje barn. Slet ikke. Hun manglede i vores familie og hun bragte og bringer dagligt glæde med sig for alle.

Grundtonen er blevet mørkere end den burde være, fordi der oveni har været nogle privat omstændigheder og udfordringer, der har krævet en kæmpe indsats. Et forhold, der ikke har været helt så nemt, som nogen af os drømte om og en masse svære samtaler undervejs.

Tilsammen og lagt sammen over et par år, så er vi nu, hvor det begynder at lette. Og det er her, jeg for alvor kan mærke en reaktion hos mig selv. Hvor jeg skal kæmpe for at finde overskuddet til hele dagen. Hvor nætterne er tankemyldrende urolige og hvor jeg nogle dage har virkelig svært ved at rumme pigernes konstante krav om nærvær og tilstedeværelse. Ikke at de er urimelige. De er bare børn. Men jeg er også bare et menneske, selvom jeg er en mor.

Jeg har en oplevelse af, at hele mit system er i en form for stresstilstand eller alarmberedskab, og jeg forsøger så godt som muligt at passe på mig selv, mens det også skal lade sig gøre at få hele familielivet og parforholdet til at hænge sammen.

Heldigvis er det snart jul. Og det er altid en glæde. I al fald for mig.

18 kommentarer

  • VenterPaaVinBlog

    Ih, øv. Livet kan ind i mellem slå knuder, og det er røv og nøgler når overskuddet lader vente på sig i udmattelsen – sender god karma og krydser fingre for, det snart lysner 🙂

    Jeg glæder mig også til jul – alt det, der der driller og synes mørkt, står også altid lidt mere i baggrunden i den tid, for mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Det lyder som et vaskeægte annus horribilis. Sådan en alt for langstrakt periode af at alt er op ad bakke og man helt oprigtigt ikke længere kan genkende sig selv fordi man er så tyndslidt. Du er ikke alene. Jeg er selv (forhåbentlig) på ved ud på den anden side af en langstrakt omgang relocation/bo separat fra mand og børn i månedsvis/omstrukturering på nyt og super stressende arbejde/svær søvnløshed/flytning og skoleskift osv osv. og jeg ved dårligt nok hvem jeg selv er længere. Tak fordi du deler, for det er der immervæk ikke mange der orker at gøre når de står midt i det. Og jeg håber at når du går tilbage og læser dine skriverier efter du er helt igennem på den anden side, så vil du selv kunne se hvordan du har været en helt fantastisk mor i en helt umulig situation. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for at dele dig selv også – det lyder virkelig som en hård omgang, du er i også. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Puha- det lyder som en hård nyser og en typisk Mor- reaktion, først at komme til at mærke sig selv når der er ved at være roligere vande .
    Det er så vigtigt at passe på sig selv og det er lige så svært at udføre det . Jeg brugte massage hos en kropsterapeut til at finde mig selv igen , oven på den sidste fødsels og (suk) kolikbaby. Min mand havde OGSÅ en efterfødselsreaktion efter vores yngste datter og gik til samtale hos vores læge som oveni sin læge uddannelse var stresscoach.

    Det har været rigtig godt for os. Jeg må dog også sige , at først da efternøleren startede i børnehave , følte jeg vi efterhånden alle 6 havde næsen helt oven vande igen og havde overskud til mere end nærmest blot overleve

    Kæmpe kram til dig , din mand og de 3 småpiger ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for at dele dine erfaringer! Det er benhårdt, og det hjælper ikke på noget, at man aldrig nogensinde bliver rigtigt udhvilet heller. Jeg ville ønske, der havde været mere fokus på efterfødselsreaktioner hos mænd, og at min havde været mere åben og ærlig omkring det, så han måske kunne have fået noget hjælp dengang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Jeg kan VIRKELIG relatere! Jeg tror på, at tiden arbejder for mig og for os nu. Og så vil vi prioritere lidt pasning ind i mellem og en årlig kærestetur. Jeg håber sådan, at det over tid kan bringe grundglæden tilbage. Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Det tror jeg også. Især når vi selv arbejder med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Åh. Kram til dig. Kender det godt. Det er bare benhårdt. Dejligt ja, men OGSÅ benhårdt. Jeg synes specielt at nr 2 gør det ekstra hårdt. Især hvis der så også følger lidt ekstra med som kolik, seriøse søvnudfordringer, spise issues osv. Men specielt søvn og gråd, det ødelægger bare nervesystemet. Hvertfald for en stund.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Tak! Heldigvis er det meste faser, men for pokker, den her er hård.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Stine. Det lyder som nogle ualmindeligt hårde år, I har været igennem som familie. Udover et tredje barn med kolik, så er der også det faktum, at man bare aldrig kan være der for alle tre på én gang, hvis de har brug for det. Det synes jeg personligt har været svært og har givet mig konstant dårlig samvittighed over for det barn, jeg følte blev svigtet. Og det trækker på de mentale ressourcer. Jeg håber du får passet på dig selv og at du har nogle nære, som kan støtte op om dig. Mange tanker herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære du – ja, det trækker veksler med sol og vind. Vi har heldigvis gode mennesker omkring os <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du er ikke alene,

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Halloween - nemme DIYs til kostumer, mad og pynt