En status. Når grund-glæden er blevet væk
Der har været stille på bloggen, på Instagram og også inden i, relativt længe. Der er der flere årsager til, og det er langt fra alle, der er mine at dele og fortælle om.
En del af baggrunden er, at jeg ikke er det allerbedste sted selv. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg har været længe. Hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst var rigtig glad. Sådan helt-ned-i-maven-grundglad. Jeg elsker mine døtre og jeg glædes over dem og over vores liv som familie. Men følelsen af at hvile i det. Den er der ikke.
Det fylder. Ikke mindst indeni, og jeg har skullet tumle en masse med mine egne tanker, før jeg har været klar til at dele lidt af dem her.
^^Merinouldblusen er en gave fra MarMar og er i deres kvindekollektion HER – den kan kun anbefales til alle kuldskære typer med hang til luksus. Bukserne er fra Minimum. Støvlerne er Marc Jacobs købt second hand for maaaange år siden.
Det er næppe en kæmpe overraskelse eller stor hemmelighed, at det sidste år til halvandet – måske endda to – har været rigtig udfordrende. Endnu en kolikbaby, der aldrig sov, trak overordentlig store veksler på både mig og hele familiedynamikken. Ikke mindst i forhold til Jonas, der sandsynligvis havde en efterfødselsreaktion det første godt halve år efter M kom til verden.
Vi har holdt ved og hængt i med det alleryderste af neglene og jeg kunne så godt tænke mig, at det var noget andet og mere glædeligt, der havde fyldt det hele. Det har været så benhårdt. Virkelig.
Det er ikke for at sige, at jeg på nogen måde fortryder at vi valgte at få et tredje barn. Slet ikke. Hun manglede i vores familie og hun bragte og bringer dagligt glæde med sig for alle.
Grundtonen er blevet mørkere end den burde være, fordi der oveni har været nogle privat omstændigheder og udfordringer, der har krævet en kæmpe indsats. Et forhold, der ikke har været helt så nemt, som nogen af os drømte om og en masse svære samtaler undervejs.
Tilsammen og lagt sammen over et par år, så er vi nu, hvor det begynder at lette. Og det er her, jeg for alvor kan mærke en reaktion hos mig selv. Hvor jeg skal kæmpe for at finde overskuddet til hele dagen. Hvor nætterne er tankemyldrende urolige og hvor jeg nogle dage har virkelig svært ved at rumme pigernes konstante krav om nærvær og tilstedeværelse. Ikke at de er urimelige. De er bare børn. Men jeg er også bare et menneske, selvom jeg er en mor.
Jeg har en oplevelse af, at hele mit system er i en form for stresstilstand eller alarmberedskab, og jeg forsøger så godt som muligt at passe på mig selv, mens det også skal lade sig gøre at få hele familielivet og parforholdet til at hænge sammen.
Heldigvis er det snart jul. Og det er altid en glæde. I al fald for mig.
Ih, øv. Livet kan ind i mellem slå knuder, og det er røv og nøgler når overskuddet lader vente på sig i udmattelsen – sender god karma og krydser fingre for, det snart lysner 🙂
Jeg glæder mig også til jul – alt det, der der driller og synes mørkt, står også altid lidt mere i baggrunden i den tid, for mig 🙂