Langtidsamning, ammestop og at være privilegiumblind

‘Hej, det er fra børnehaven. Der er faldet en gren ned på din datter’

Med moderskabet følger en sårbarhed, der er ulig noget andet, jeg har oplevet. Det starter med den positive graviditetstest og jeg tror aldrig, det stopper igen. Den iboende grundfrygt for, at der skal ske noget med ens børn. Det er en proces at tøjle og lade dem slippe fri fra mine arme og ud i verden, hvor de kan komme til skade. Nu, hvor jeg stadig har små børn, er det mest af alt skrammer og sår og at falde og slå sig. Om ikke så længe bliver det trafiksikkerhed. Engang i fremtiden bliver de unge kvinder, der skal ud og begå sig i en verden, hvor jeg ikke kan skærme dem mod nogle af de ubehageligheder, som en meget stor del af kvinder oplever – på den ene eller anden måde.

Det kan ikke lade sig gøre at undgå uheld og skrammer. Babyer og børn kommer til skade. De vælter, går ind i ting, tumler ned fra stole, falder på cykler. Det er en del af deres motoriske læring og udvikling – og det er ok. Det har jeg lige skrevet om HER. Jeg står klar med plaster, kys og et kram.

^^ Vaccinationsplaster fra et stik, der gjorde ondt, men ‘jeg sagde IKKE en lyd, mor!’ og det skønneste smil med smilehuller øverst på kinderne. Og en virkeligt lækker bil fra CandyLab Toys, som vi spottede på modeugen, og som jeg nok kommer til at fortælle mere om, når de lander herhjemme. 

Der er de andre ting, som gør lidt mere ondt – også på mig. Som for eksempel, da K gled i et stykke papir på gulvet og brækkede håndleddet. Eller når en meget ny turnuslæge ikke er videre god til at være hurtig og blid med vaccinen, så både babyen og den 4-årige får blå mærker. Og så er der de ting, der får det til at vende sig i maven og løbe koldt ned ad ryggen.

I sidste uge ringede børnehaven med den slags en besked. E havde siddet i sandkassen og leget, og pludselig var der faldet en gren fra et træ ned på hende. HELDIGVIS kom hun ikke mere alvorligt til skade end en bule og et blåt mærke på underarmen og knoerne. De voksne havde naturligvis trøstet, kigget på hende og på armen og undersøgt almen bevægelighed. Pædagogerne var blevet ligeså forskrækkede som mig.

Jeg pakkede mig selv sammen og tog ned for at hente hende. Egentlig ret rolig omkring det hele. Hun var som udgangspunkt jo ok, men skulle bare lige tjekkes om der var noget med den arm. På vejen fik jeg akut kvalme og det hele vendte sig en ekstra gang i maven. For tænk nu HVIS. Hvis den gren havde landet anderledes. Været større. Ramt hende i hoved eller over nakken. Det kunne være gået helt galt. Det er måske det, der er så skideuhyggeligt. Især når man har børn. At uanset hvad pokker vi gør, hvor godt vi forbereder dem og hvor omhyggelige, vi er, så kan der ske en ulykke. Ud af det blå, som ingen så komme, og ændre på alting. Hvis man dvæler for meget ved det, bliver man lammet. Så det gør jeg ikke. Jeg lader dem lege og klatre og tumle og cykle og alt det andet, der hører med til at leve. Og kysser dem lidt ekstra, når jeg kan komme til det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Langtidsamning, ammestop og at være privilegiumblind