Tillykke med din første fødselsdag, min sidste baby. Et år med M

10-minutters nem og lækker ‘hvad er der i køleskabet’-lagkage

Tredjebarnets lod i livet er åbenbart, at hendes mor slet ikke detailplanlægger på samme niveau som med de første to. Således blev lagkagen til 1-års fødselsdagen noget, der kom til at afhænge af køleskabets indhold og at Jonas havde købt lagkagebunde. Fordi jeg havde skrevet det på indkøbslisten, tilsyneladende. Det kunne jeg ikke engang selv huske.

Kagen blev rigtig god og det var så nemt og hurtigt, at jeg tænker at dele herinde. Det behøver ikke at være til en fødselsdag. Alle slags anledninger kan kræve en hurtig kage. For eksempel gode nyheder fra Pladsanvisningen (!), at den nyslåede 1-årige pludselig kan stå selv i et par sekunder (!) eller at det er fredag, jazzfestivalen starter eller noget helt femte.

Lynhurtig ‘tøm køleskabet’ lagkage

OBS: Det er en moussekage, så den skal laves 3-4 timer i forvejen.

Du skal bruge:

  • Kagebunde (Karen Volf laver ganske fornuftige bunde, og ellers har jeg af og til nogle i fryseren)
  • Piskefløde (ca 1,5-2 dl)
  • 2 blade husblas
  • Noget frugtkompot/marmelade/frossen frugt
  • Nutella (eller andet smørelse; karamel, lemon curd, etc)
  • Pynt – fx friske bær eller hvad nu der kan findes i køkkenet

Husblas udblødes i koldt vand i ca 15 minutter.

Jeg skar 2 af bundene til i fri hånd, så de fik en mindre omkreds – den tredje blev udstukket med en rund form til en minilagkage til fødselaren. Sådan er traditionen hos os. 1-års fødselarer får deres helt egen kage til fri spisning og udforskning.

Jeg havde en rest rabarberkompot i køleskabet, men man kan bruge frosne bær eller marmelade eller chokolade også. Kog op, vrid husblassen for overskydende vand og smelt i den varme masse. Lad køle af.

Pisk fløden til relativt fast skum. Vend en smule flødeskum sammen med kompot, så det tempereres bedre og vend derefter forsigtigt resten af fløden i kompotten til det er en ensartet masse.

Smør den nederste lagkagebund med et tyndt lag Nutella (eller lignende), læg det meste af rabarberkompot-moussen herpå og læg toppen på. Fordel det sidste mousse herover og stil kagen på køl til den skal pyntes og spises, så moussen kan sætte sig.

Jeg pyntede af med friske blåbær og jordbær, en rest hjemmebagte marengskys – og pynt fra skuffen. Samt en hund fra legekassen, der blev vasket af og fik en lille festhat på. Sådan må det være, når fødselsdagsbarnet er umådeligt begejstret for hunde.

Nemt, enkelt, hurtigt – og lækkert.

Minikagen var også med et lille lag Nutella, et lag mousse og så friske bær på toppen skåret i mundrette bidder. Det hele blev spist.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tillykke med din første fødselsdag, min sidste baby. Et år med M