Når babyen bare ikke sover. Fem gode råd fra en ekspert i søvnmangel

Nogle babyer sover igennem fra de er ganske få uger. Sådan en var jeg, siger min mor. Det har ingen af mine døtre arvet, og dermed har jeg efterhånden 7 års erfaring i at være i søvnunderskud. I sidste uge skrev jeg frustreret på min story på Instagram om endnu en aften med opvågninger hvert 20. minut og om til sidst at kapitulere og gå i seng længe før min sengetid. Det var der rigtig mange af jer derude, der kunne relatere til, for det væltede ind med beskeder. Både sympatitilkendegivelser fra jer, der har været der – og så beskeder fra jer, der er samme sted lige nu og kæmper med det. Derfor har jeg summet lidt videre over søvnløse babyer og afbrudte aftener og her er mine bedste råd – og en kæmpe, kollektiv krammer og påmindelse til os alle.

Jeg er så garvet en søvnløs mor, at jeg ved, at det er en fase. Jeg ved, at på et tidspunkt vender det og jeg får mine aftener igen til voksentid og til den relative frihed og luft og overskud, som en aften ude giver. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke bliver træt af og frustreret over – og faktisk også kan blive ked af – at jeg ikke får det pusterum, jeg kan have sådan brug for. Bare en eneste uforstyrret time. Det lyder slet ikke urimeligt, vel? Det er det heller ikke.

Det er helt ok at være træt og frustreret, når ens baby slet ikke giver en pauser. Hverken dag eller nat. Det er det. Det er kun menneskeligt. Specielt når man hører om andres børn, der bare sover som om de blev betalt for det. Det er på ingen måde, fordi jeg ikke under andre mødre (og babyer) deres søvn. Jeg synes helt oprigtigt, det er skønt for dem. Det må være dejligt. Jeg får hverken mere eller mindre søvn af at andre sover godt, ligesom jeg ikke bliver mindre ved andres succes på alle mulige andre fronter.

Til gengæld kan jeg blive rigtig træt af at høre om, at den dårlige søvn sikkert skyldes, at vi samsover/jeg ammer for meget/hun skal lære at falde i søvn selv/hun nok lider af x,y eller z. Jeg er eksperten på mit barn – det siger min dygtige læge i øvrigt også – og hun vokser, trives og udvikler sig, nøjagtig som hun skal. Hun sover bare ikke særligt meget eller i særligt lange stræk. Sådan er hun. Sådan har de andre også været, og selvom jeg VED det, kan man ikke undgå at føle sig ramt eller forkert på en dårlig dag. Så.

Hvis du kender en mor, hvis barn sover virkelig skidt, så kom med en kop kaffe, en krammer og tålmodigheden til afbrudte samtaler – i stedet for alle mulige forslag til hvad hun gør forkert. Tro mig. Vi har prøvet det meste alligevel, og det virker ikke.

Til dig derude, der kan mærke stressen sidde i kroppen hver aften, mens du venter på, at du bliver afbrudt af en spæd kalden fra soveværelset. Du er en god mor. En rigtig god mor. Sig det til dig selv også. Højt. Mens du ser dig selv i øjnene i spejlet. Du er en god mor, og der er absolut intet galt med dig eller din baby. Nogle børn sover bare ikke i lange stræk, før de er relativt store. Det bliver bedre. Det lover jeg. I mellemtiden har jeg samlet mine bedste råd til at overleve tiden indtil det sker. De er sendt herfra med en skævt smil og masser af kærlighed.

Det er ikke dig. Det er baby.

Det lyder måske fjollet, men det er rigtigt. Det er jo ikke dig, der er født med et lidt halvsløjt sovehjerte, og selvom det giver mening at hjælpe sit barn med at sove og med at komme videre i søvnen, så kan man ikke gøre fra eller til om de gladeligt og uden assistance tager lure på 3 timer eller om de er et af de (mange) 30 minutters børn. Det udjævner sig med tiden, men ligesom med næsten alt andet, så er børn forskellige.

Kaffe hjælper. Det gør chokolade også

Det kræver det altså en vis mængde koffein og sukker at holde den kørende. Ikke mindst på 8. måned. Og ja, selvfølgelig burde jeg spise sundt hele tiden, men helt ærligt? Livet er for kort til at undvære sukker og kaffe, når man ikke sover.

Det er en fase

Lige pludselig en aften bemærker du, at det er flere dage siden, du skulle løbe i pendulfart mellem soveværelse og stue for at ende med at kapitulere og gå i seng før kl. 21. Lige så stille går der længere og længere mellem opvågninger og på et tidspunkt har du et barn, der sover i gode, lange stræk. Mine to store piger har ikke sovet sådan rigtigt igennem før omkring deres 3-års fødselsdag (beklager!), men nu sover den store så dybt at man kan vælte huse ned omkring hende uden at hun vågner. Den mellemste er på vej i samme retning. Der går flere år før børns soverytme minder om voksnes, så det er helt normalt at din baby eller lille barn vågner mange gange hver nat. Forhåbentlig har I fundet en god måde at komme videre i søvnen på, så alle får mest mulig søvn. Hos os er det friamning og samsovning, der fungerer. For andre er det måske noget andet.

Du er ikke alene

Det er så rart at vide. Det er ikke din (eller min) skyld, at vores børn ikke sover. Vi er ikke de eneste, selvom det kan føles sådan, når man hører om andre og hvad de kan nå eller får gjort i løbet af en dag og aften. Jeg bliver også ramt af en følelse af ikke at slå til, når jeg endnu en dag kan se, at jeg kun har nået en brøkdel af, hvad jeg havde regnet med. Og igen må se aftenen gå op i røg. Så er det godt at vide, at vi er flere i samme båd.

I øvrigt er der vist endda en facebookgruppe, der hedder noget med ’30 minutters børn’ eller noget i samme dur – jeg er generelt virkelig dårlig til at være med i grupper på den platform, men måske andre derude kan finde et tiltrængt pusterum og fællesskab her?

Det er ok at blive frustreret – men det er rarere at finde roen

Hvem ville ikke blive frustreret over ikke at kunne bestemme over sin egen tid nogensinde? Vi kan ikke være rummelige og overskudsagtige og forstående hele tiden. Jeg kan i al fald ikke. Det gør hverken dig eller mig til et dårligt menneske eller mor at sukke dybt eller lige knytte hænderne i afmagt, når man knap når at sætte sig før man igen skal ind og putte videre og trøste og amme.

… når det er sagt, så er det helt klart rarere de aftener, hvor det lykkes mig at finde ro i det. At trække på skuldrene og sænke barren og kunne rumme og bare være i det. At være tilstede lige nu og give min datter det, hun har allermest brug for. Mig. Nærhed og tryghed og fysisk kontakt – alt det, der på sigt giver hende ballasten til at hvile roligt i sig selv. Jeg kan bedre rumme situationen og frustrationerne, når jeg retter fokus mod, hvad jeg egentlig gør. Jeg opfylder ganske enkelt min babys behov. Det er lige nu et behov, der går voldsomt ud over min egen lyst til en uafbrudt aften, men sådan er det med alt muligt med børn, og det kan jeg godt forholde mig til. Jeg bliver ikke irriteret på hende. Jeg bliver gal på situationen, og den kan jeg ikke ændre lige nu uanset hvor skønt det ville være med en magisk sove-tryllestav. Den vil ændre sig over tid, og pludselig en dag bliver det igen mig, der sender sympatitilkendegivelser til andre, der er midt i perioden med søvnløse nætter og alt for korte aftener.

Indtil da – så hæng i, mor! Det bliver bedre. På et tidspunkt. Og du er ikke alene <3