Søstersolidaritet, velmente råd og en rædselsfuld aften

I går, for første gang, skulle jeg stå for at putte alle tre piger. Alene. Det havde jeg faktisk ikke set komme, før Jonas fortalte fredag morgen, at han jo skulle til skoleåret-begynder-igen-fest med sine kollegaer i forlængelse af dagens maratonmøder. Jeg husker første gang jeg skulle være alene om aftenen med to børn, og det var udfordrende nok. Det vil det være, så længe man har en lille baby, der ikke følger resten af børneflokkens aftenrutiner bare nogenlunde – og/eller som er en urolig og ked type, så snart vi rammer eftermiddagen. Det blev næsten ligeså slemt, som jeg havde forudset. Bare værre.

Jeg vidste, det ville blive en hård omgang. E er så længe om at falde til ro og i søvn i øjeblikket, at chancerne for at lille M ville sove under hele putteseancen var lig nul. Min baby vil IKKE være i vikle om aftenen. Hun gider i det hele taget IKKE slyngevuggen – og de store (især hende på tre) responderer absolut ikke på børnemeditationer eller lydbøger. Det har nærmest den modsatte effekt. Der skal kartes rundt og energien lader bare til at stige på den uheldige måde.

Derfor troede jeg egentlig, jeg havde rustet mig til udfordringen, men jeg blev selv overvældet og rigtig ked af hvordan det endte med at gå. For K har haft sin første skoleuge, og selvom hun er vild med at gå i skole, så bruger hun enorme mængder mental energi på det. Så meget, at overskuddet til at putte selv var ikke-eksisterende.

Jeg endte derfor med at have tre grædende børn. En, der stille lod tårerne trille ned ad kinderne og som jeg ville ønske, jeg havde kunnet tage på skødet og ae til hun blev rolig og tryg. En, der hylede hjerteskærende hysterisk og blev ved og ved med at stå ud ad sengen. Som havde sådan brug for at jeg sad ved siden af hendes seng og holdt hende i hånden til hvilen indfandt sig. Og en, der græd sin babygråd og hverken kunne finde ro eller hvile ved amning, putning eller noget som helst andet.

De store endte mere eller mindre med at måtte græde sig i søvn. Det lyder forfærdeligt, når jeg skriver det. Det var rædsomt at være i, og jeg hader at jeg ikke kunne gøre mere for nogen af dem i går. Det føltes virkelig som om jeg kom til kort på alle områder. Ikke nok tid, ikke nok hænder. Ikke nok mor.

I det mindste mistede jeg ikke fatningen. Selvom mit hjerte gik lidt itu indeni, så var jeg i stand til at bevare roen udadtil og kramme og kysse og tale roligt indtil der faldt ro over hjemmet. Indtil der kun var et enkelt, lille barn der krævede min opmærksomhed. Helt indtil i morges, hvor jeg kom til at råbe af Jonas.

Det væltede ind med kærlige tanker på Instagram. Med ønsker om varm kaffe, chokolade og medsøsterlige tilkendegivelser af, at vi er flere i samme båd. At vi er flere, der har været nøjagtig samme sted. Med tak for at være ærlig og dele også når det er svært. Og med forslag der måske kunne gøre det hele lidt lettere (og undskyldninger i samme åndedrag for at komme med råd, når jeg ikke havde bedt om nogen). Jeg ved godt, det normalt anses for at være dårlig stil og endda lidt anmasende at give uønskede råd. Men jeg læste dem – hver og en – hvor de kom fra. De blev skrevet fra moderhjerter, der ved alt om at føle sig utilstrækkelig. Med ønsket om at lette kampen for en anden mor. Så tak. For jer.

Det lykkedes til sidst. Ikke på den måde, jeg havde ønsket. Men det lykkedes. Om nogle måneder bliver det lettere. Om lidt er M så stor, at vi ikke længere skal kæmpe så meget med gråden. For nu holder jeg fast i alt det, der lykkes. Når M sover og jeg har tid til at kigge en kogebog igennem efter opskrifter på lækker skolemad med min 6-årige eller lime blade på papir med min 3-årige. Når alle tre piger er vågne og jeg kan se, hvordan den yngste begynder at være opmærksom på de store og følge dem med blikket. Når hun sender et stort smil afsted eller laver en kær lille lyd.

Alting bliver lettere med øvelse. Også at være mor til tre.