Frivilligt stavnsbunden – om at lytte til kroppen

Jeg havde egentlig planer. Ting at nå. Dejlige mennesker at se. Men kroppen ville det anderledes, og af og til er det både nødvendigt og vigtigt at lytte efter, hvad den siger. Det meste af tiden, egentlig, men nok især, når det ikke kun handler om mig selv. Jeg har både mig selv, to store piger og en lille at tage vare på også, så derfor er nogle dage bedre brugt stationært og uden andre planer end sofa, strik og kaffe end noget som helst andet. 

I takt med at dagene langsomt går, kan jeg mærke, at min energi skifter og jeg får mere og mere lyst og behov for at blive tæt ved den proverbiale hule. Lillesøster kan have flere uger endnu under mit hjerte, men hun kan også melde sin ankomst nu eller om en time, og instinktet til at holde mig tæt på hjemmet er ganske stærkt. Og meningsfuldt, for den sags skyld.

Jeg lytter. Og mærker efter. Om det er ok at tage ud eller om jeg har bedre af at give slip på (mine) forventninger om at kunne en masse stadig. I betragtning af hvor højgravid, jeg reelt er, føler jeg mig virkelig heldig. Jeg har det rigtig godt og jeg har stadig hverken problemer med vand i kroppen eller bækken eller andre fysiske gener. Udover at være ret tung og ikke kunne bevæge mig så langt på to ben. Turen op til tredje sal tages i meget moderat tempo og E har vist endelig fuldt ud erkendt, at jeg simpelthen ikke kan bære hende længere, så under protester går hun selv hele vejen også. Men det betyder omvendt ikke, at jeg bare kan give den gas på alle parametre. For min krop er på arbejde hele tiden – en fuldbåren baby er ikke en lille ting at bære rundt på og hele kroppen er presset. Det er let at glemme, når man egentlig har det godt, men for megen aktivitet hævner sig med det samme.

Det er egentlig vældigt symptomatisk, ikke? At nærmest skulle undskylde over for sig selv, eller arbejde på at nå til afklaring med at man ikke kan alting på en gang. Det er helt ok at have brug for tøffetid som voksen også. Tid til at lave absolut intet og til at lade krop og sind op igen. I al almindelighed og i særdeleshed, når der er en særlig udfordring eller begivenhed forude. Uanset om det er en fødsel eller noget andet.