En vigtig milepæl - let the waiting game begin

Hildestad Copenhagen – bæredygtighed, socialt ansvar og æstetik

Forleden tilbragte jeg formiddagen i ualmindeligt godt selskab i den hyggeligste lejlighed på Frederiksberg med søstrene Carina og Cecilie, der står bag Hildestad Copenhagen, til en snak om bæredygtighed, social ansvarlighed – og at få GOTS-certificering på plads før produktionen er helt klar.

Carina og Cecilie bød mig velkommen i den skønne lejlighed, som de to enæggede søstre deler og som huser både privatliv og basen for deres fælles baby, Hildestad Copenhagen. Tvillingesøstrene har altid drømt om at starte en forretning sammen, og selvom de ikke selv har børn (endnu), så har de begge følt sig draget mod at skabe smukke og funktionelle og ordentlige produkter målrettet mod de allermindste og deres forældre. Det er for dem en klar styrke, at de er søstre og kender hinandens styrker og svagheder, og selvom ‘baby’ har en tendens til at komme til at fylde alle aspekter af livet (det kender de fleste forældre vist alt til!), så sørger de også for at opdele arbejdsopgaver og ansvarsområdet og sidder ikke sammen på kontoret.

^^ Det vævede tæppe er perfekt til sommerdage, hvor dyner er for varme. Og dejligt blødt til at putte med i det hele taget. Sengetøjet er i den blødeste, GOTS-certificerede bomuld (indeholder reklame, da begge dele er modtaget i gave) Det strikkede sæt kan du se og læse mere om her og broderiet er frihånd.

Jeg forelskede mig hovedkuls i Moseskurvene, da jeg så dem første gang på CIFF Kids i vinter (læs mere her), men Hildestad Copenhagen er en hel, organisk portefølje af produkter til baby og børn. Fællesnævneren for både kurve, tæpper, sengetøj og babynests er, at alt handler om funktion og æstetik snarere end sæsoner og ‘fast fashion’. Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Henover det hele lyser bæredygtighed som en ledestjerne, og faktisk sørgede søstrene for at have GOTS-certificeringen på plads som det allerførste – endda før produktionen.

Hildestad Copenhagen er enkelt, tidløst design med gennemtænkte detaljer. Både dem, man ser og ikke mindst alle dem, der er lidt mere skjulte. Det handler især om materialevalg og funktionalitet, og så snart snakken drejer i denne retning, bliver det tydeligt, at søstrene brænder for at skabe genstande, der giver mening og som har den længst mulige levetid. Det drive er nødvendigt, ikke mindst når man er GOTS-certificeret, for det er hverken specielt nemt eller omkostningsfrit at få den godkendelse. Det er bestemt ikke ligegyldigt for Hildestad, hvordan deres produkter rent faktisk fungerer ude hos familierne, og skabelsesprocessen er tydeligvis en kæmpe passion. Derfor er det heller ikke voldsomt overraskende, at deres hjertebørn er noget af det, der har krævet mest at få til at fungere optimalt.

Cecilies personlige favorit er den quiltede Playbag, som var det første på tegnebrættet og som kun er blevet til ved en masse arbejde for at få alt til at indgå i en højere enhed. Funktionelt, æstetisk og med gennemført ordentlige materialer. En løbende undersøgelse af, hvordan den grå kanvas ville arte sig både foldet ud og samlet sammen, hvor kraftig quiltningen skulle være – og så videre. Den er tænkt som et praktisk indslag i familielivet. Både for børnene, der har samling på deres legetøj på en måde, der er lettilgængelig – og for forældre, som let kan få orden på børnerodet efter sengetid, når hjemmet gerne må føles lidt mere som en voksen-base også.

Carina fremhæver deres Babynest, som ikke ‘bare’ er en babynest, for sådan nogle vokser småbitte mennesker alt for hurtigt ud af. Skulle Hildestad i det hele taget have en babynest i sortimentet, var det helt essentielt at dens levetid kunne forlænges i en sådan grad, at produktet giver mening. Kanten kan derfor tages af og bruges som sengerand, når baby er vokset ud af nest-delen, mens underlaget kan tages med ind i stuen som en lille legemadras. Fyldet er polyester – fordi babyprodukter naturligvis også skal kunne vaskes, og fordi det viste sig at være umuligt at få naturfyld, der er bæredygtigt fremstillet og som samtidig er vaskbart og ikke har tendens til at mugne, når det har været vådt. (Pro-tip: køber du en nest inden fødslen, kan du også tagen kanten af og bruge som sovepartner til den runde mave)

… og så er der Moseskurvene. De er – sammen med det bløde, vævede tæppe – mine favoritter. Moseskurvene er decideret kunsthåndværk og komplimenterer alle de fine produkter, som Hildestad Copenhagen selv designer. Samarbejdet er håndplukket ud fra både kvalitet og social ansvarlighed og pointen med at inddrage kunsthåndværk som både de små, vævede kurve og Moseskurvene, er, at den samlede produkt-portefølje med blandingen af egen produktion og unika kunsthåndværk føles som en tidløs, organisk sammenhæng. Det er bl.a. også derfor der ikke er sæsoner i kollektionen, men i stedet tilføjes nye produkter, når det giver mening.

Hver eneste kurv er håndvævet af elefantgræs, og det foregår under ordentlige forhold i det nordlige Ghana. Der er helt neutrale kurve, men kunsthåndværket kommer endnu tydeligere til sin ret i de mønstrede udgaver. Håndtagene er gedeskind, der er naturligt forarbejdet og farvet med plantefarver, som er blevet brugt igennem generationer i Ghana. Moseskurvene er ikke beregnet til at bære baby rundt i, men jeg ønsker mig en til lillesøster som et ‘helle’ – et sikkert sted, hun kan være eller sove og som er en meget tydelig (og ualmindeligt smuk!) visuel afgrænsning af hendes område over for hendes søstre. Så er det bare lige at vælge blandt de mange, smukke muligheder. Egentlig troede jeg, at jeg hældte mest mod en neutral vævning, men jo mere jeg kigger på mønstrene, desto mere begejstret bliver jeg for dem.

Jeg er personligt alt for meget en kylling til at turde kaste mig ud i iværksætteri, men jeg er fuld af beundring for de dygtige kvinder, der har talentet og modet. Dem kender jeg efterhånden en del af – og jeg glæder mig sådan til at se, hvad fremtiden bringer for Hildestad Copenhagen. For jeg tror absolut, at kombinationen af tidløse, smukke, funktionelle produkter, der er fremstillet bæredygtigt og ansvarligt, er fremtiden. I første omgang glæder jeg mig til at se, hvad efteråret byder på – jeg har fra et par meget pålidelige kilder, at det bliver noget med strik og unika læder. What’s not to love?

 

Hvad er GOTS:

GOTS er en forkortelse for Global Organic Textile Standard. GOTS er med til at sikre ordenlige arbejdsforhold for producenterne og sikrer samtidig at et produkt er helt igennem økologisk, fra høst til færdig produkt. Alle de krav GOTS stiller en producent vil blive tjekket. Fra forarbejdning, producering, indpakning, mærkning, handel og forsendelse af varen skal alle skridt kunne godkendes for at et produkt kan få GOTS-certificeringen.

GOTS har strenge, miljømæssige kriterier (herunder også til indpakning og transport) samt sociale krav, der bl.a. stipulerer, at arbejdsforhold skal være sikre, at arbejderne er der af fri vilje (og børnearbejde er ikke tilladt!), der skal være en mindsteløn og arbejdstiden skal være rimelig. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En vigtig milepæl - let the waiting game begin