Skal pigerne med til fødslen?

For en del måneder siden bekendtgjorde K, at hun da skulle være med, når lillesøster skulle fødes. Det havde jeg ikke set komme, men jeg var egentlig heller ikke afvisende over for konceptet. Derfor brugte vi noget tid på at læse bøger, kigge billeder og tale mere om, hvad der egentlig sker under en fødsel, så hun fik mulighed for at træffe sit valg på en oplyst baggrund. I ved. Den slags beslutningsproces, som vi akademikertyper er så glade for. Nu hvor fødslen er ret nært forestående, er vi nået frem til et svar på, om pigerne skal med til fødslen – og hvordan vi har truffet vores beslutning.

Jeg er en fødenørd, og jeg har efterhånden set mig igennem ikke så få billeder, læst ikke så få fødselsberetninger og indsamlet et relativt stort indre bibliotek over de muligheder og valg, man kan træffe i forhold til fødsler. Eftersom min personlige erfaring er naturlige fødsler med gode forløb, er det også i denne retning, jeg hovedsagligt har orienteret mig. Ikke mindst når det handler om hjemmefødsler har jeg været en ivrig læser af, hvordan andre har gjort. Herhjemme og ude i den store verden. Jeg er dybt fascineret af de kvinder, der har naturfødsler – helt konkret føder i naturen, men det danske klima og vores umiddelbare omgivelser er ikke just oplagte til den slags. Jeg tror ærligt talt, det ville skabe en del furore i vores lokale park med en plein air-fødsel, og jeg befinder mig ret godt i min egen ‘hule’.

Fødekar kommer vi (heller) ikke til at have denne gang, for selvom jeg som udgangspunkt synes om konceptet, så har det ikke været nødvendigt eller føltes som noget, der var eller er vigtigt for mig. Fødslerne har fungeret så fint uden vand og jeg har aldrig savnet muligheden. For Jonas’ vedkommende føles hele logistikken omkring karret som noget nær uoverkommelig – ikke mindst at få fyldt og især tømt det igen giver ham stresspletter for øjnene med de vand-forhold, vi har i lejligheden. Omend han havde været med på idéen, hvis det var vigtigt for mig.

Jeg har også set og læst rigtig mange smukke beretninger, hvor søskende har været med til fødslen. Billeder af kommende storesøstre, der empatisk aer rygge eller står pande mod pande med deres mor, sidder på nethinden som smukke billeder på det naturlige og rolige, som en fødsel for mig repræsenterer. Og netop derfor var jeg slet ikke afvisende overfor K, da hun som det mest selvfølgelige i verden fortalte, at hun skulle være med, når lillesøster skulle fødes. Faktisk blev hun ret fortørnet over at høre, at det jo ikke var sikkert, det kunne lade sig gøre. ‘Men det er jo MIN lillesøster’, var hendes modsvar. Det har hun ret i, og derfor var det også kun rimeligt, at vi brugte tid på at overveje forslaget seriøst.

Længe har jeg hældt mod at pigerne skulle have mulighed for at være med på deres præmisser. Fordi jeg kender mine børn og deres grænser og jeg ved, at de nok skal trække sig, hvis de ikke vil være med. Og fordi jeg har set og læst og hørt at det kan være så smuk og samlende en oplevelse for alle. Ikke mindst når fødslen er i hjemmet, hvor børnene i forvejen er trygge og i alle ordets betydninger har deres eget rum.

Det, der talte imod – for os – var at hvis pigerne skulle være med, så skulle de også have deres egen voksne som backup. En, der sørger for at skifte en ble, give mad og drikke og tage dem med lidt ud, hvis det skulle blive relevant. Eller tage dem med sig, hvis de ombestemmer sig undervejs. Og selvom jeg absolut er tryg ved min mor og har gode veninder, så er det i stigende grad blevet tydeligt for mig, at jeg foretrækker ro omkring mig under fødslen. Muligheden for absolut fokus på samarbejdet mellem min krop og baby – og Jonas som den støtte og fødselspartner, han har været under de to foregående fødsler.

Efter min første samtale med jordemoder Krista (her) blev jeg sikker i min sag. Så meget som jeg i princippet elsker konceptet med søskende som deltagere i fødslen, så er det ikke det rigtige for mig. Det blev cementeret i lørdags, hvor Krista var forbi med sin rebozo og pigerne deltog on-off i forløbet. For selvom de var søde og omsorgsfulde og uddelte kys og kram og aede både mig og baby, når det passede i deres leg, så blev det for mig meget tydeligt, at det, jeg har brug for er ro og tosomhed frem for bløde barnehænders omsorg, når jeg skal føde igen.

Der er ikke nogen facitliste, når det kommer til fødsler og fødselsønsker. Der er i stedet dét, der er rigtigt for dig, der skal føde. Enhver fødende bør have ret til at vælge ud fra sin egen mavefornemmelse og træffe sine beslutninger på et oplyst grundlag – med respekt fra sine omgivelser. Det er hendes fødsel, hendes krop. Hendes ønsker og drømme. Det er heri, muligheden for den allerbedst mulige fødselsoplevelse ligger. Uanset hvordan den måtte være. Uanset om det er med eller uden børn, hjemme eller på hospital. Med planlagt kejsersnit eller helt au naturel.

Så nej. Pigerne skal ikke med til fødslen. De får lov at møde deres nye lillesøster så hurtigt efter som det giver mening. Det er det rigtige for os. Og selvom K ikke var med til sin søsters fødsel, så har det bestemt ikke gjort deres bånd mindre tæt <3

^^Foto: Freja Troelsen

… med det lille aberdabei, at hvis fødslen går igang midt om natten, vækker vi som udgangspunkt ikke pigerne. Vi tilkalder mine forældre (eller en af dem, vi har på backup listen, skulle det gå meget stærkt) og så kan de få råderum over soveværelserne, indtil pigerne vågner. Herefter må de gerne tage afsted, men så længe de sover, skal de have lov til det.