Hvor heldig har man egentlig lov at være? Kan man have tre fantastiske fødsler?

Jeg vender blikket lidt indad i øjeblikket. Der er en barsel og dermed også en fødsel, der kommer nærmere, og det er slet ikke uventet for mig, at det medfører lidt tankemylder og overvejelser i generel forstand. Men en dum, lille jantelovstanke omkring mine graviditeter, fødsels- og barselsoplevelser har sneget sig ind denne gang. For hvor heldig har man egentlig, sådan reelt, lov at være?

Jeg er blevet gravid på ganske naturlig vis og relativt hurtigt efter ‘projekt baby’ er startet alle tre gange. Alle graviditeter har været ukomplicerede med raske børn og rigeligt spark hver eneste dag (og nat) allerede fra omkring 16.-17. uge og jeg har ingen gener. Næseblod og nu mild halsbrand er upraktisk, men lige til at overskue. Jeg er ikke angst eller nervøs for at føde, jeg stoler på min krop og på min baby, og jeg har to intet mindre end fantastiske fødsler med i bagagen. Helt igennem vidunderlige oplevelser på hver deres måde. Jeg er så overmåde taknemmelig for dem begge og for hvad min krop kan – og det samarbejde, jeg har haft med Jonas undervejs.

Jeg har elsket at være på barsel, jeg har haft dejlige, naturlige ammeforløb (omend det første lige havde en opstartsperiode på 3 ugers tid før alle sår var lægt) og jeg har hele vejen igennem lyttet til min egen mavefornemmelse omkring amningen og lagt pigerne til, når de gav udtryk for at have behov for det frem for at holde mig til mere eller mindre arbitrære og rigide skemaer.

Ja, min ældste datter havde kolik i 4 måneder og ja, det var rædselsfuldt at gennemleve. Nej, ingen af pigerne har sovet igennem før de er omkring 3 år, og ja, jeg har været mere end træt i flere perioder. Det betyder bare ingenting for mig i det store billede.

Jeg kan ikke helt slippe tanken om, at jeg måske er lige lovlig heldig. For hvor heldig har man lov at være? Kan man godt have tre fantastiske fødsler? Eller er det for meget at forlange. Både min jordemoder i offentligt regi og min søde kæreste synes det er lidt noget pjat at tænke sådan. At det er janteloven, der sniger sig ind, hvor den ikke har noget at gøre. At alle odds taler for, at den kommende fødsel også bliver en god en – selvom fødsler i sagens natur har hvert deres unikke forløb. Hver deres rejse.

Det ændrer bare ikke på, at den grimme, lille tanke bliver ved med at dukke op i overfladen af tankemylderet som en korkprop. Jeg satser virkelig på at få plads i budgettet til et par gode jordemodersamtaler med en helt fantastisk privatpraktiserende jordemoder, jeg har lært at kende gennem mit arbejde. Det ville også være skønt med smukke, professionelle billeder af maven, men det andet er vigtigere. Rationelt ved jeg godt, at man kan have tre fantastiske fødsler. Emotionelt har min gravide hjerne brug for at tale det igennem med en professionel, der har mere tid og viden at dele ud af end det, der gives i en konsultation i offentligt regi.

^^Kjolen er efterhånden mere end et par år gammel, men den holder stadig, og er klart investeringen værd. Den er OGSÅ flot selvom man ikke er gravid. Samme model i andre farver findes HER og jeg kan ikke anbefale draperinger nok. Alle ammedepoterne på hofter og bagdel bliver diskret camoufleret i kjolens folder!

 

 

… og nej. Jeg har absolut ikke brug for at høre om alle mulige skrækscenarier, så de bliver slettet, hvis der kommer nogen. Det er der i øvrigt ingen gravide, der nogensinde har, så hold den slags historier for dig selv. Hvis det er dine egne oplevelser, skal du naturligvis have lov at tale om dem igen og igen. Selvfølgelig! Bare ikke med din gravide veninde – eller blogger.