Egoistisk barsel? 10 arbejdsdage tilbage

Jeg har valgt at holde en lang barsel inden baby kommer. Dels fordi E kom et par uger før forventet – omend inden for terminsperioden og helt klart til tiden efter hendes krops indre ur. Dels fordi jeg har lyst og kan. Og dels fordi jeg husker den sidste måned inden barsel som noget, der virkelig bare skulle overstås. Dette er med overvejende sandsynlighed min sidste graviditet, og jeg har ikke lyst til at fortryde noget. Jeg har i stedet lyst til at have ro til at hvile mig, sysle, bygge rede og geare ned. At have tid selv – bare mig, helt egoistisk – inden et nyt, lillebitte menneske trumfer alle andres behov med sine egne. Pigerne? De kommer til at være i institution, mens jeg går hjemme. Det er vældigt egoistisk, men må man ikke også gerne være det af og til?

3. maj har jeg min sidste arbejdsdag i 2018, og jeg glæder mig virkelig til at trække stikket og skære kontoret ud af hverdagen for en lang periode. Jeg trives med at være barslende, og selvom jeg absolut anerkender, at andre kan have svært ved at finde sig til rette i at gå hjemme med en stor mave eller en lille baby, og meget hellere vil tilbage på arbejdet – så elsker jeg det. Ikke hvert minut eller hver time eller hver søvnløs nat. Men helheden. Muligheden for at rette fokus mod de(t) næreste og vigtigste i mit liv – og at bruge tiden på at lære et nyt menneske at kende og se de små og store udviklingsspring, det lille barn gennemgår, i mange måneder i træk er for mig fantastisk.

Lige nu glæder jeg mig næsten allermest til barselsperioden inden fødslen. Det er en næsten uhørt luksus at se frem til ugevis med mange timers alenetid hver dag. Pigerne skal nemlig stadig være i deres respektive institutioner, mens jeg tuller rundt derhjemme. Det er vildt egoistisk. Og det står jeg ved. Jeg har brug for det. For at være alene hjemme. For at holde præ-baby-barsel. Bygge rede. Sove middagslur. Strikke. Være mig selv og tænke tanker og rydde op i små og store bunker eller bruge en hel formiddag på at læse i en bog. Ikke mindst også at have den ro i løbet af dagtimerne, der giver mig overskud til at være en lidt sjovere mor og kæreste om eftermiddagen og aftenen.

De kommer sikkert til at have lidt kortere dage end de plejer og vores morgener bliver den slags, der ikke har nogen bagkanter. Jeg skal heller ikke afvise, at pigerne får fridage af og til, hver for sig. Afhængigt af humør og dagens overskud for mig.

En del af min pre-baby-barsel kommer desuden til at gå med børnehaveindkøring. Midt i maj siger vi farvel (og på gensyn!) til verdens ultimativt bedste dagpleje og goddag til livet som børnehavebarn lidt længere nede ad gaden. Det giver ro at tænke på, at vi ikke skal jonglere arbejdet for at få tid til en uges indkøring, men at E og jeg kan tage det i hendes tempo med en blid indkøring i hendes nye virkelighed.

Så er der dét med redebygningen. Den del glæder jeg mig til. Meget, faktisk, for selvom det er tredje barn, bliver det første gang. Mens jeg var højgravid med K stod vi midt i flytterod, og derfor var indretningen af et babyhjørne eller få gjort pusleplads og kommode klar ikke en mulighed. I stedet var alle babysager samlet i en stor, blå IKEA-pose i Juno-sengen. Fødslen gik i gang dagen efter, vi var flyttet ind, så vi kom på plads lidt hen ad vejen med en kolikbaby på armen. Anden gang havde jeg under to ugers barsel inden jeg fødte og samtidig havde både Jonas og K sommerferie. Det er også hyggeligt at være sammen alle tre, men jeg kunne godt have drømt om bare et par uger med alenetid. Jeg er ikke sikker på, at Jonas er tryg ved, at jeg kommer til at have så rigelig tid for mig selv i hjemmet – risikoen for at jeg finder på forskellige projekter, som han skal lave, er overhængende.

Men for nu tæller jeg ned fra 10. Så må alt andet komme derefter.