Børnehavetanker - noget brok, noget om at starte og om at tage afsked

Egoistisk barsel? 10 arbejdsdage tilbage

Jeg har valgt at holde en lang barsel inden baby kommer. Dels fordi E kom et par uger før forventet – omend inden for terminsperioden og helt klart til tiden efter hendes krops indre ur. Dels fordi jeg har lyst og kan. Og dels fordi jeg husker den sidste måned inden barsel som noget, der virkelig bare skulle overstås. Dette er med overvejende sandsynlighed min sidste graviditet, og jeg har ikke lyst til at fortryde noget. Jeg har i stedet lyst til at have ro til at hvile mig, sysle, bygge rede og geare ned. At have tid selv – bare mig, helt egoistisk – inden et nyt, lillebitte menneske trumfer alle andres behov med sine egne. Pigerne? De kommer til at være i institution, mens jeg går hjemme. Det er vældigt egoistisk, men må man ikke også gerne være det af og til?

3. maj har jeg min sidste arbejdsdag i 2018, og jeg glæder mig virkelig til at trække stikket og skære kontoret ud af hverdagen for en lang periode. Jeg trives med at være barslende, og selvom jeg absolut anerkender, at andre kan have svært ved at finde sig til rette i at gå hjemme med en stor mave eller en lille baby, og meget hellere vil tilbage på arbejdet – så elsker jeg det. Ikke hvert minut eller hver time eller hver søvnløs nat. Men helheden. Muligheden for at rette fokus mod de(t) næreste og vigtigste i mit liv – og at bruge tiden på at lære et nyt menneske at kende og se de små og store udviklingsspring, det lille barn gennemgår, i mange måneder i træk er for mig fantastisk.

Lige nu glæder jeg mig næsten allermest til barselsperioden inden fødslen. Det er en næsten uhørt luksus at se frem til ugevis med mange timers alenetid hver dag. Pigerne skal nemlig stadig være i deres respektive institutioner, mens jeg tuller rundt derhjemme. Det er vildt egoistisk. Og det står jeg ved. Jeg har brug for det. For at være alene hjemme. For at holde præ-baby-barsel. Bygge rede. Sove middagslur. Strikke. Være mig selv og tænke tanker og rydde op i små og store bunker eller bruge en hel formiddag på at læse i en bog. Ikke mindst også at have den ro i løbet af dagtimerne, der giver mig overskud til at være en lidt sjovere mor og kæreste om eftermiddagen og aftenen.

De kommer sikkert til at have lidt kortere dage end de plejer og vores morgener bliver den slags, der ikke har nogen bagkanter. Jeg skal heller ikke afvise, at pigerne får fridage af og til, hver for sig. Afhængigt af humør og dagens overskud for mig.

En del af min pre-baby-barsel kommer desuden til at gå med børnehaveindkøring. Midt i maj siger vi farvel (og på gensyn!) til verdens ultimativt bedste dagpleje og goddag til livet som børnehavebarn lidt længere nede ad gaden. Det giver ro at tænke på, at vi ikke skal jonglere arbejdet for at få tid til en uges indkøring, men at E og jeg kan tage det i hendes tempo med en blid indkøring i hendes nye virkelighed.

30739609_10160345600740375_5478538739498090496_n

Så er der dét med redebygningen. Den del glæder jeg mig til. Meget, faktisk, for selvom det er tredje barn, bliver det første gang. Mens jeg var højgravid med K stod vi midt i flytterod, og derfor var indretningen af et babyhjørne eller få gjort pusleplads og kommode klar ikke en mulighed. I stedet var alle babysager samlet i en stor, blå IKEA-pose i Juno-sengen. Fødslen gik i gang dagen efter, vi var flyttet ind, så vi kom på plads lidt hen ad vejen med en kolikbaby på armen. Anden gang havde jeg under to ugers barsel inden jeg fødte og samtidig havde både Jonas og K sommerferie. Det er også hyggeligt at være sammen alle tre, men jeg kunne godt have drømt om bare et par uger med alenetid. Jeg er ikke sikker på, at Jonas er tryg ved, at jeg kommer til at have så rigelig tid for mig selv i hjemmet – risikoen for at jeg finder på forskellige projekter, som han skal lave, er overhængende.

Men for nu tæller jeg ned fra 10. Så må alt andet komme derefter.

8 kommentarer

  • Trine

    Jeg synes, det lyder dejligt. Jeg går på barsel fire uger før, og sidst gik jeg 11 dage over termin, så jeg regner med at have god tid. Jeg tænker da også, at min søn kommer af sted i børnehave nogenlunde, som han plejer. Som dig glæder jeg mig til at få helt ro på, få ryddet ud og op og få hvilet mig alt det, jeg kan. Lige om lidt skal ens krop og tid altid stå til rådighed for en anden og alle behov trænge i baggrunden for en andens, så jeg synes, det er helt på sin plads at tanke op på mig-tid inden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Det er SÅ velfortjent og man må gerne være egoistisk – specielt fordi du jo de næste mange måneder kommer til at sætte dig selv til side. Og desuden tror jeg på at hvis man er egoistisk engang imellem kan man være mere for ens familie bagefter.
    Jeg nød også tiden før fødslen alene hjemme med min store krop og nu nyder jeg at være på 24/7 for min lille bebs 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, du har født! Ih tillykke <3 Det er jo det – at egotid på sådan en måde her resulterer i et øget overskud, der er til gavn for alle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    God ide. Jeg har en på 3 og en på 2 mdr. Jeg havde 6 ugers barsel inden den lille kom. Og det var sådan en luksus! Al den tid til at træne, lave afspænding og bare være alene, inden vi igen stod med en kolikbaby på armen (ja, det med kolikken vidste vi jo heldigvis ikke på forhånd, men man kan så godt få 2 af sådan nogle).
    Jeg havde troet, at den store skulle holde meget mere fri, men i praksis har det vist sig, at han trives bedst med at være afsted, og kolikken (og generelt bare nyfødte-livet) taget i betragtning, kan institutionen også tilbyde ham mere lige nu. Så må vi se, når den lille og overskudet er lidt større.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Avs med endnu en omgang kolik – jeg håber, I er ved at være igennem det værste af det. Og ja. Der er heldigvis rum til at man kan planlægge efter sit overskud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Ha ha ha… Jeg venter lige ledes nummer 3 – og holder ego barsel! Frygtede at tiden ville snegle sig af sted, men det er tiltrængt!
    Og så meget tid er der heller ikke – ungerne skal afleveres, man rydder lige lidt op, sover middagslur og så skal ungerne hentes… Og så skal man jo lige nå alle små projekterne og hygge tid med de store…
    God barsel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Præcis – det er jo faktisk bare lige nogle timer i løbet af dagen, man reelt har. Og dem vil jeg gerne have så mange af som muligt inden baby. Jeg håber, du har en skøn ego-barsel <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnehavetanker - noget brok, noget om at starte og om at tage afsked