Det skal baby hedde og noget om hvad vi kalder vores børn

For rigtig mange er der en del overvejelser forbundet med at vælge navn til sit eller sine børn. Og man bliver pludselig bevidst om, hvor mange mennesker, man faktisk ikke kan lide i processen, for der er nogle navne, det absolut IKKE kan være. Under nogen omstændigheder. Jeg har personligt en håndfuld af den type. Udover dem, man af forskellige smagsmæssige årsager fravælger, naturligvis. Vi var ikke et øjeblik i tvivl med vores førstefødte, og det var også ret ligetil anden gang. Denne gang giver navnet lidt hovedbrud, men så er det jo godt, man har børn, der kan hjælpe.

Fra det sekund, jeg fandt ud af, at jeg var gravid første gang, var jeg helt sikker på, hvad barnets navn skulle være. Jeg var også helt sikker på, det var en pige, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at skulle have noget andet. Det viste sig, at jeg fik ret, og dermed var navnet også fastlagt fra 20 ugers scanningens afsløring af vores lille pige.

Jonas havde vist egentlig ikke så meget at skulle have sagt, men heldigvis synes han også godt om det eneste navn, jeg havde på skitseblokken. Eller. Skitseblokken var det jo reelt ikke, for navnet var helt fastmejslet i mig. Hun er opkaldt efter min elskede, fantastiske farmor. Det passer til hende. Virkelig. Stædigheden og selvstændigheden er spot on, og som det sker for de fleste, så ender ens navn med at blive en del af ens identitet.

Til anden pige i flokken havde vi et par navne i spil. Begge fra kvinder i bedstemorgenerationen, som havde haft betydning for os. Hun fik sit navn, da hun landede på mit bryst første gang.

For os føles det helt rigtigt at blive i familien, hvorved der skabes en kobling fra mennesker, vi har kendt og elsket og til de små mennesker, vi elsker mere end noget andet. Det er navne med historie og med mening. Der er tusind måder at vælge et navn på, og ingen er mere rigtige end andre, så hvis ens forfædre udelukkende har navne man ikke kan forlige sig med at overdrage til sit barn, kan man heldigvis vælge helt frit.

Ud fra et hensyn til barnet også, synes jeg. For der er også mange quirky og skæve og skøre navne derude og måske endda navne med lidt uheldige konnotationer. Med stavemåder eller stumme bogstaver, der betyder at barnet hele sit liv skal forklare sit navn om og om igen. Det, tænker jeg, kan man måske godt blive træt af i længden. Men igen. Føles det rigtigt, så føles det rigtigt.

Til lillesøster er vi imidlertid havnet i den situation, at de allermest oplagte pigenavne er brugte allerede, og det alternativ, vi havde i spil til E faktisk ligger ret tæt op ad det navn hun endte med at få. Selvom det er fint og jeg holder meget af navnet, er det derfor dømt ude.

Så. Vi kender ikke navnet endnu, og det er ikke sikkert, vi finder frem til andet end en lille håndfuld muligheder før fødslen. Til gengæld har vores børn nogle rigtig gode bud. Herunder ‘Prinsesse Rosamarieblomst’.

I går aftes, midt under middagen, siger E med stenansigt og nærmest professionel komisk timing:

“Jeg synes, babyen skal hedde ‘Bare Numse'”

Umiddelbart er det et ret fantastisk navn og helt sikkert et, som ikke er det samme som alle andres i hverken dagpleje, børnehave, skole eller voksenliv. Det er også et ret godt indianernavn, synes jeg. Men jeg tror nu nok, vi går i en anden retning og graver lidt dybere i familiearkiverne for at finde et pigenavn, der passer til vores kommende datter og som også matcher hendes søstres navne.

Hvordan har I valgt navne til jeres børn?