Graviditets-status

Jeg er efterhånden ganske rund i faconen – omend jeg endnu ikke har mistet den visuelle kontakt til mine fødder – så for min egen hukommelses og for mindernes skyld tænkte jeg, at det måske var på tide med en graviditetsstatus. Det har ikke handlet meget om den del af vores liv på det sidste, og det er ikke helt tilfældigt.

Graviditeten fylder slet ikke på samme måde som sidste gang – og slet ikke i nærheden af monumentaliteten fra første graviditet. Forstå mig ret. Jeg elsker at være gravid. Ja, der er ting, der er mere besværlige og begyndt at blive lidt anstrengende fysisk. Ja, jeg savner tartar og hellefisk og et køligt glas rosé. Og bløde oste. Men jeg holder oprigtigt af at være gravid og at være førstehåndsvidne til det mirakel, kvindekroppen er i stand til at skabe. Og jeg glæder mig til at opleve endnu en fødsel og ikke mindst til at kunne holde mit barn i armene og indsnuse den nyfødtes helt særligt berusende og magiske duft.

Jeg elsker de små spark og puf indefra og at fornemme, hvordan de lige så stille bliver mere kraftige og insisterende i takt med at ugerne går. Det er ultimativt det mest fantastiske ved at være gravid. At mærke det barn, der vokser under mit hjerte.

Da jeg var gravid første gang kunne man på ethvert givent tidspunkt få en helt nøjagtig angivelse af, hvor langt jeg var henne. Nærmest på klokkeslet. Anden gang havde jeg også ret godt styr på ugerne, omend jeg forholdt mig til en fem-ugers terminsperiode frem for en 24-timers terminsdato.

Jeg ved helt oprigtigt ikke, hvilken uge jeg er i lige nu. Inden for en margin på et par uger ved jeg, hvor langt jeg er henne og mine uger skifter om torsdagen. Og jeg ved, at jeg relativt snart rammer 3. trimester, men det fylder ikke så meget. Jeg forestiller mig, at det kommer til at fylde mere i min bevidsthed, når jeg kommer tættere på terminsperioden, og ikke mindst når jeg går på barsel i starten af maj. Når jeg rent faktisk får tid og ro til bare at være gravid og ikke samtidig nogens kollega, nogens kæreste eller nogens mor, selvom det bare er i nogle timer hver dag.

Det er ok. Der er ikke den samme tid til at dvæle ved hver eneste detalje, og selvom jeg egentlig havde lovet mig selv at holde fast i hver lille udvikling fordi det her (med overvejende sandsynlighed) er min sidste graviditet, så har alle mulige andre omstændigheder betydet, at jeg i perioder har haft ganske lidt fokus på mig selv. I mellemtiden har baby sparket dagligt siden uge 17 og er vokset støt og roligt. Jeg kan fra ydersiden se på mit tøj, at jeg bliver rundere foran – men billedbeviser har jeg stort set ingen af denne gang. Måske jeg skulle begynde at overveje at få taget professionelle billeder igen. Det var jeg rigtig glad for sidst, for det er let at føle sig hvalagtig når man ser sig selv og de fødedygtige hofter med ammedepoterne forfra det meste af tiden.

Så småt begynder jeg at skulle tage hensyn til, hvad jeg rent fysisk kan overkomme. Det er altid noget, der lige skal sluges, når man ikke er vant til begrænsninger på den front, men det er ok. Jeg skal bare lige (gen)lære at tage mere hensyn til mig selv.