Ærmestrik og noget om at tilpasse strikke opskrifter

Hvis der er noget, rigtig mange strikkere er enige om at hade, så er det ærmestrik. Jeg melder mig som udgangspunkt også under den fane, men dagens indlæg skal handle om mine tricks til at gøre ærmestrikkeriet til en bedre oplevelse. Jeg skriver også lidt om kunsten at tilpasse en strikkeopskrift, for vi er jo (heldigvis) allesammen forskellige, og selvom der er noget råderum inden for en størrelse, så skal der af og til hugges en hæl og klippes en tå for at få den bedste pasform. Det er slet ikke så svært, som det lyder, og tilpasninger giver ofte et bedre og mere professionelt resultat.

^^(Næsten) klar til påskefester. Jeg har lovet K, at hendes Camille Cardigan bliver færdig så hun kan have den med på påskeferie… Kjole fra H&M (jeg kan ikke finde denne online, men den her er også virkelig fin i den stribede version!) og chelsea boots fra Angulus.

Jeg ved ikke helt, hvad det er med ærmestrik, der giver så mange en sammenkneben hønsemund og/eller akut opslagssyge. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv, selvom jeg plejer at være ret god til at afslutte et projekt inden jeg kaster mig ud i det næste.

Måske er det udsigten til det lidt ensformige i processen og at man skal gentage sig selv (som regel skal der jo være to ærmer…), måske er det tanken om at slås med strømpepinde, der får en til at kaste hede blikke mod strikkelisten og garnlageret.

Jeg er ikke gode venner med strømpepinde. Overhovedet. Jeg får irriterende riller i strikken og jeg synes det er så bøvlet at jonglere 5 pinde hele tiden. Jeg er heller ikke venner med MagicLoop-teknikken. Jeg har forsøgt men det bliver aldrig rigtig godt. Til gengæld gør jeg noget andet, der hjælper min proces og det færdige resultat.

Jeg strikker rundt på to rundpinde (jeg har skrevet mere om hvordan HER). Det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra strømpepindene, men der er kun to at skifte imellem, og selvom det er noget mindre fotogent undervejs, så bliver det pænere for mig i sidste ende. Og mindre irriterende.

Jeg har også helt korte rundpinde på bare 20 cm. Dem bruger jeg som regel til ærmer i babystrik eller når jeg når afslutningen på ærmerne ved håndleddet. Så er det bare at strikke rundt uden at forholde sig til overgange og skift mellem pinde. Det kræver lidt øvelse at holde på de meget korte rundpinde, og jeg ved, at de ikke er for alle. Jeg kan godt lide dem til præcis dette formål.

Normalt er jeg på forhånd træt af at skulle strikke ærmer, men når det handler om cardigans, så er ærmerne en kærkommen afveksling fra vrang-maskerne! Så lige præcis her – efter 7 cm peplum med mere end 300 masker på en omgang – glædede jeg mig til nemheden i bare at strikke ret og ret og ret.

Jeg regnede egentlig med, at jeg i skrivende stund kun manglede et halvt ærme på cardiganen, men morgenens prøvning med det (not so much) færdige og aflukkede ærme viste, at det liiiiige kunne bruge 1,5 cm mere i længden. Trods opmålinger og prøvning i går aftes.

Hvilket leder mig videre til…

Tilpasninger og kunsten at få den rigtige pasform i sin hjemmestrik

Det har taget mig lidt tid at lære det her med tilpasninger, og det har hidtil mest af alt været når jeg strikker til mig selv. Jeg er nemlig lidt højere end jeg er bred til de fleste opskrifter, så jeg skal lægge ekstra længde ind i krop og ærmer som regel. Den lektie lærte jeg første gang jeg strikkede Ingen Dikkedarer Sweater, og nu sørger jeg altid for at måle efter når jeg strikker til mig selv. Og som udgangspunkt pigerne også, selvom det kan glippe eller målebåndet driller som i går.

Især til K har jeg skullet tilpasse strikken, for hun er som sine forældre højere end hun er bred, og dermed svarer hun i bredde til sin alder, men i højde er hun et par år foran.

Til Camille Cardigan har jeg derfor målt hende om bryst og i længden og strikket med udgangspunkt i bredden. Jeg har tilføjet ekstra længde i kroppen inden peplumskørtet, og ærmerne er også strikket længere (omend stadig lige 1,5 cm for kort… det må jeg ordne, når ærme to er færdigt)

Det er nemlig slet ikke så svært at tilpasse mønstret, så du får den pasform, der matcher dig bedst. Længden er klart det nemmeste at ændre på. Så skal der bare strikkes kortere eller længere end opskriften viser, og det er en fordel at prøve løbende undervejs.

Lidt færre eller lidt flere omgange med raglan kan også give en bedre pasform, og igen er det en god idé at tilpasse undervejs.

Strikkefasthed og garntype har kæmpe indflydelse på det færdige resultat, og hvis du (som jeg) som oftest ikke gider at lave en strikkeprøve, kan du med fordel kigge lidt nøjere på resultatet undervejs og tilrette med længde og bredde, hvis det viser sig nødvendigt.

At ændre i opskriften

Når man vælger en anden garntype end den foreslåede, kan det også være nødvendigt at ændre lidt i opskriften – det er en smagssag. I Camille Cardigan strikker jeg i Sandnes Duo i farven Karry. Den er tænkt som en forårs/sommercardigan og her ved jeg alpakka bliver for varmt til K. Det betød til gengæld at de raglanudtagninger, der var beskrevet kom til at stå alt for åbne og kantafslutningerne blev for ‘knoppede’. Derfor trævlede jeg op, startede forfra og lavede mere diskrete udtagninger og en anden kantafslutning undervejs. Der kan også være foretrukne knaphuls-strikninger og så videre.

Det kræver naturligvis lidt mere overblik og erfaring, men giver også en hel ny række muligheder for at customize og få præcis det resultat, man ønsker.

Nu synes K egentlig bare, jeg skal se at rubbe neglene og få hendes cardigan klar, så den kan komme i brug. Og E ser faktisk gerne at jeg lige får strikket en til hende også… Og selvom det tager noget længere tid at strikke i str. 6-8 end i str. nyfødt, så elsker jeg at pigerne stadig gerne vil have hjemmestrik, og at de hjemmelavede ting ikke sjældent er garderobefavoritter.