Øverst på strikkelisten

… men hun har stadig bløde kinder og buttede hænder

Jeg ved ikke om det er den relative klarhed efter en lille uge med relativt god søvn, om det er sæsonernes snarlige omskiften eller lyset, der begynder at vende tilbage. Efter en lang, mørk og sygdomstung vinter synes jeg pludselig, at pigerne er blevet så store.

Både min førstefødte, der om et halvt år er en skolepige, og som reflekterer, argumenterer og udviser så stor omsorg og empati for sin omverden. Som er lang og smal og som efter sigende ligner mig mere og mere – omend jeg ikke ser det selv. Jeg ser hende i stedet. Hendes træk, hendes temperament. Hendes interesser. Hun har knækket koden til at brodere og kan sidde i en hel time og nørkle med benene trukket op under sig i lænestolen. Hun tegner og tegner og tegner, digter fortællinger og sange og har den mest skønne fantasi. Så jo. Hun er bestemt min datter. Og hun er bestemt sin egen.

Min lille, bløde E er jo heller ikke spor lille længere. Der er også sket noget med hende i løbet af de sidste uger. Efter en meget mor-syg, pyldret og urolig periode er det som om, hun igen har fundet sig selv og fundet roen. Pludselig har hendes sprog endnu flere snirkler og nuancer. Hun kan træffe valg, overskue konsekvenser (i nogen udstrækning) og hun kan følge med og deltage i sin søsters lege (når K tilpasser dem og forklarer lidt undervejs)

Samtidig er de første små tegn på tiden med en kommende threenager under overfladen. Med en selvstændighed, der folder sig ud. Med tramp i gulvet og arme over kors – kombineret med en akut brug for kram og at sidde tæt sammen. Med en middagslur, der lige nu er en lille time i stedet for godt halvanden.

De bliver så store, så hurtigt. Alt for hurtigt til at jeg kan følge med lige nu. Heldigvis er deres verden stadig allermest hos os. Og heldigvis har E stadig det lille barns runde mave, bløde kinder og buttede hænder. Der er smukke momenter og skønhed i ethvert udviklingstrin. Glæden ved at se de to piger sammen i takt med at de kan tale sammen, dele lege og hemmeligheder. Men også en vemodighed ved det, der er forsvundet for stedse.

img_7400

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Øverst på strikkelisten