Det bedste – og det værste – fra 2017

Det hører sig til, gør det ikke. Et tilbageblik på det år, der næsten er omme og et genbesøg i tankerne til det, der har været lykkeligt, og det der har været lidt tungere.

Jeg har lyst til at starte med det svære, og gemme glæden til sidst. For at slutte indlægget og min egen tankerække på en positiv note. Jeg synes 2017 har været lidt hård at komme igennem, hvis jeg skal være helt ærlig, så jeg ser frem mod et nyt år, der forhåbentlig bliver fyldt af anderledes glæde og overskud.

Hej chef. Nogen er syge. Igen.

Noget, der har fyldt rigtig meget i den sidste del af året, har været sygdom. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men bare rigtig, rigtig meget sygdom af den trivielle, men opslidende børnefamilieslags. Forkølelser, feber, mavevirus (i flere omgange, for at det ikke skal være løgn) og en væmmelig kold lungebetændelse for Jonas’ vedkommende, der gjorde ham decideret ukampdygtig i over en uge. Vi har efterfølgende talt om, at det er en ualmindeligt dårlig idé at tage på arbejde med 40 i feber. Heldigvis har vi forstående arbejdsgivere, mulighed for at være relativt fleksible med vores timer og dertil pensionerede forældre, der har trådt til. 10 uger sammenlagt har en eller flere af os været syge siden september. Det behøver vi ikke nogensinde at opleve igen, for det har i dén grad været drænende.

Børnehave-udfordringer

Efteråret har også været fyldt af en anden slags svære tanker. Og et børnehaveliv med nogle relativt alvorlige udfordringer og en dagligdag, hvor det var almindeligt at nogen blev slået eller skubbet eller sparket eller fik ødelagt deres eller stuens ting. Det har været et rigtig dumt forløb, især fordi vi absolut ikke har følt os hørt eller mødt fra ledelsens side, men i stedet er vores bekymringer affejet som at vi ikke ønsker inklusion og i stedet er ekskluderende. Det, som vi og flere andre forældre, har sagt, har handlet om en bekymring på vores børns vegne om en dagligdag med bl.a. vold som vi ikke synes er rimelig eller fair for nogen. Vi har slet ikke følt, at vi har fået relevant information om hvad der er sket eller skal ske fremadrettet. Jeg synes inklusion som princip er positivt, NÅR og HVIS der sættes relevante ressourcer af til den. Hvis ikke, så kan man risikere at alle taber af en ikke-fungerende inklusion. Og det er simpelthen ikke alle børn, der trives bedst i en helt almindelig børnehave. Der kan være faktorer og diagnoser, der betyder, at det gode børneliv og trivslen skal findes i andre typer rum. Rigtig mange af jer var så søde at bakke op, sende tanker og spørge ind. Tak for det. Jeg skrev en opfølgning på situationen HER.

… derudover er det heldigvis mest af det dejlige, der har fyldt i 2017. Bl.a. nogle skønne rejser.

Dyreparken – en rejse i tosomhed

Blandt de fineste oplevelser i år har været tosomhed med min førstefødte. Det giver noget helt særligt at være sammen, bare os to. Vi fik muligheden for at besøge Kristiansand og Dyreparken gennem Visit Sydnorge, og det var en udsøgt fornøjelse. Både K og jeg var behørigt imponerede over selve parken og alle de fantastiske oplevelser, der gemmer sig her. Især husker K, hvordan røverne i Kardemommeby næsten røvede mig med hjem i deres optræden, hvordan vi susede ned ad 16 meters frit fald i en træstamme og hvordan en giraftunge føles, når den tager en gulerod ud af ens hånd. Hun elskede også togturen gennem Hakkebakkeskoven, hvor vi oplevede alle de herlige karakterer fra bogen (og den skønne film, der kun kan anbefales). Kristiansand var også besøget værd og vi var så heldige med strålende sol. Især museet for samtidskunst med det gennemførte børneområde kan anbefales, ligesom den tilstødende café med virkelig god kaffe. Strikkebutikker, barkbåde og krabbefiskestænger, friskpillede rejer og smovsende lækker fish’n’chips fra Fiskebrygga gjorde alle deres til at gøre vores miniferie mindeværdig. Og hotellerne. Både temahotellet i Dyreparken og ikke mindst det lækre, lækre Scandic Bystranda med en udsigt over fjorden, der var to die for. Vi vil begge virkelig gerne tilbage og vise det hele for Jonas og E. Jeg har skrevet meget mere om selve Dyreparken HER og Kristiansand HER

Bjergbestigning for hele familien

Af andre fine rejseoplevelser er jeg nødt til at nævne Skotland. Det Skotland, som Jonas har været forelsket i længere end vi har kendt hinanden, og som jeg faldt for mens jeg så Outlander. Det var en fantastisk familierejse og Edinburgh er absolut børnevenlig, når man tilpasser den til at være det. Den mest mindeværdige oplevelse var at bestige Arthur’s Seat. Jeg er vildt imponeret over pigerne. K gik hele vejen op og ned selv – og lille E ville frygtelig gerne det samme. Men nogle steder skal man være lidt sikrere på ben og balance end en knap 2-årig kan mønstre… og på vejen ned faldt hun i søvn i bæreselen mod sin fars ryg. Det er hårdt arbejde at bevæge små ben opad. Det havde i øvrigt været det perfekte sted for et frieri, hvis nogen havde tænkt den tanke… 😉

Drømmeseng og selvbyg

Årets største (og bedste!) investering var vores drømmeseng. Min drømmeseng, som jeg har sukket efter i flere år. En Aupingseng er en investering for livet (bogstaveligt talt. Sengebunden har livstidsgaranti!) og Essential-sengen er Cradle-to-Cradle certificeret og dermed så bæredygtig som det næsten kan blive. Som bonus er den en af de pæneste sengerammer, jeg kan komme i tanke om. Markant pænere i mine øjne end en klodset boks på ben, som mange andre – også high end – senge. Vi kan kun anbefale at sove i Auping. Især når man aldrig får en fuld nats søvn er kvaliteten afgørende! Hold endelig øje med deres gode tilbud. Der kan være mange penge at spare på en samlet løsning. Jeg skriver lidt mere og viser billeder HER

Udover vores seng har pigerne også fået ‘nye’ senge. Jonas byggede selv en svævende seng til K, som hun knuselsker og er uendeligt stolt over – og E overtog den vintage Juno-seng, som jeg købte i januar 2012, mens jeg var gravid med K. Stadig med den originale maling og patina fra års brug. Jeg elsker den. Læs i øvrigt Jonas’ guide til en hjemmebygget, svævende seng HER og find glimt fra pigernes nye værelse HER

Balletmagi

Endnu en oplevelse i tosomhed må med på listen. For første gang var K med i det Kgl. Teater og opleve vaskeægte balletmagi i Nøddeknækkeren. Sidst jeg så den, bar jeg hende under mit hjerte, og det var den fineste følelse af at slutte kredsen at opleve tindrende øjne og åndeløshed i samfulde to timer. Musikken har hun sunget siden, og nationalscenens take på et juletræ lavet udelukkende af balletsko blev behørigt beundret. Det er en ganske særlig glæde at have et barn, der er så stort, at hun kan inddrages i sådanne oplevelser. Hun har været i balletten før. To gange, faktisk, men det har været til børneforestillinger. De er også utroligt fine, men det er nu noget særligt at være i teatret om aftenen til en hel forestilling. Jeg glæder mig til hun også engang kan komme med og høre Messias fremført live, men der går nok en god håndfuld år endnu. Trods alt!

De bedste damer

Noget af det, der også har fyldt 2017 med lykkeglimt er de damer, jeg holder allermest af. Naturligvis de små, som jeg selv har lavet, og hvis forhold stadig bliver finere, kærligere og stærkere. De kan også blive uenige og især den lille kan være efter den store, men når en lille hånd finder en lidt større, og en stor bliver smeltende øm i blikket og må kysse en lille, sovende på kinden – og når deres overgivne, fælles latter fylder hele hjemmet – så er det alle tigerspring, al afbrudt nattesøvn og selvstændighedskrigeriskhed værd. 100 gange værd. Jeg er også mere end taknemmelig for mine veninder. Både dem, jeg har kendt i mere end halvdelen af mit liv, og som både kalder mig ud, når jeg trænger til det, og som forstår så meget uden ord. Og dem, jeg har lært at kende inden for de senere år og hvis selskab altid er varmt og omsluttende (og underholdende og ofte også inkluderer god mad og drikke). Der er også min søster, som vi og især pigerne kommer til at savne næste år, hvor hun skal udleve den amerikanske drøm. Det bliver så spændende et eventyr for hende, og vi under hende det virkelig – selvom vi kommer til at mangle de stort set ugentlige moster-besøg.

Manden

Man kommer ikke sovende til et langvarigt parforhold. Det ved alle, der er i et. Det kræver investeringer og arbejde og vilje. Det kræver, at man lærer at elske hverdagen og levepostejsfarverne og hinanden selv når man ikke er den bedste version af sig selv. Til næste år har Jonas og jeg kendt hinanden i 9 år. Nyforelskelsen er for længst forsvundet og afløst af en dybere følelse af tillid, samhørighed og kærlighed. Af viljen til hinanden – til et liv sammen. Det har ikke været uden blod, sved og tårer undervejs. Og vi kan sagtens blive bedre til at være mere kærester end småbørnsforældre – men vi elsker begge dele, og når vi en sjælden gang er ude og spise eller laver noget andet sammen, bare os to, så er der ingen tvivl om, hvorfor Jonas skal på listen over mine yndlingsting i år. Igen. En af de fineste oplevelser i år var en særlig og følelsesladet intim jazzkoncert i en ombygget lade – lidt uden for Farum af alle steder.