7. uge med sygdom
Vi troede lige. Energiniveauet havde været stigende siden torsdag og appetitten på vej tilbage. Vi lod endda skuldrene sænke lidt tættere ned på deres normale niveau og forestillede os en uge uden kig i kalendre og afvejningen af hvem der havde mindst på dagsprogrammet eller hvem der lettest kunne aflyse dagens planer. Hvem der kunne flexe timer, lave aftaler med kollegaer og bruge omsorgsdage eller købe sig fri for egen regning.
Vi troede lige, at vi kunne have en helt almindelige børnefamilieuge for første gang siden før efterårsferien.
Indtil E stod op fra sin middagslur med blanke øjne, blussende kinder og varm pande. Indtil hun brugte resten af dagen på at hvile sig eller sidde på mit skød.
Vi går ind i syvende sygdomsuge i træk, og vi er alle ved at være trådt helt ned til sokkeholderne. Der har ikke været nogen af os, der har været syge i alle syv uger, men vi har ikke haft en eneste uge uden at et eller andet barn eller voksen har været ramt. Hosten har vi efterhånden fået styr på, eftersom vi (endelig!) har fået konstateret at begge piger har arvet min barndoms astmatiske bronkitis, og der derfor kan sættes målrettet ind. Så er der bare alt det andet.
Det er helt grotesk, og hvis jeg kunne få en julegave på forskud, ville jeg virkelig blive glad for en pause. For noget normalitet og helt almindelig hverdagstravlhed og logistik uden den ekstra dosis dårlig samvittighed, der følger af ikke at kunne slå til eller være fuldt tilstede hverken hjemme eller på arbejde. Over at glemme at pleje forholdet, fordi vi synker om i hver vores bløde møbel om aftenen og forsøger at indhente noget af det forsømte eller slet ikke har energi til andet end at tænde fjernsynet.
Det lille menneske har fået en dosis børnepanodil og jeg håber sådan for hende og for os alle, at vi får en rolig nat. Og at vi kan ryste sygdom af os i løbet af den kommende uge. Det tænker jeg ærligt talt ville være fair nok…
^^Hun tager det meste i stiv arm, min lille E. Og hun er ikke nærig med omsorg og medicin til dukker og bamser. Eller den lille gris i lægens venteværelse, for den sags skyld.
Stakkels jer. Det er opslidende <3 Folke var også hårdt ramt af astmatisk bronkitis som lille, og sygdomsperioderne rullede derud af. Man føler slet ikke man får den der pause fra det.
Jeg håber det snart vender for jer.