Udfordringen ved barn nummer to
Der er ret mange ting, der er forskellige fra første til andet barn. I al fald i min erfaring. Lige fra den spirende graviditet til barselsperioden og helt overordnet når det kommer til barnets udvikling.
Nyhedsværdi og tid er begge væsentlige faktorer, når det handler om barn nummer to (og tre og fire og så videre, kan jeg levende forestille mig!) I den første graviditet er altid nyt og spændende og lidt utrygt også, og man kunne have vækket mig på ethvert givent tidspunkt for at få det på klokkeslet-nøjagtige svar på, hvor mange uger, jeg var henne og hvor den spirende bønne var i sin udvikling. Der var uendelige mængder tid til at føle, tænke og forestille sig livet med en baby og rollen som mor. At virkeligheden så endte med at være en anden, en mere barsk, hudløs, rå og uendeligt smuk virkelighed, er nok sandheden for mange.
Ethvert udviklingstrin hos den førstefødte er betagende og spændende og bliver nøje dokumenteret, journaliseret og ikke mindst iagttaget og italesat af de stolte forældre.
Barn nummer to får ikke samme opmærksomhed. Hverken mens det endnu er et spirende liv (for der skal også stå aftensmad klar 17.30, pustes på knæ og puttes andre børn) eller i barslen, der engang var udstrakt tid i babyboblen, men nu er reduceret til tiden mellem 9-15, hvor den førstefødte er i institution. Weekenderne går fra at være rolige og med masser af ekstra hænder til at blive småstressende, fordi der nu er to børns behov at tilgodese 24/7.
Alt er set før. Oplevet før.
Det er ikke for at sige, at det ikke er fantastisk at få det første smil fra sit yngste barn. At opleve dem indtage en helt ny verden. Det er det. Virkelig. Det fylder bare ikke helt ligeså meget.
Måske er det i virkeligheden meget sundt for barnet ikke konstant at være syltet ind i konstant opmærksomhed. Måske er det helt ok at få lidt friere tøjler til at udforske og udfordre sine omgivelser?
For mit eget vedkommende skal jeg huske på, at lille E faktisk er en stor pige på to år. Da K var to år gammel var hun kæmpestor og kunne alting. Sådan oplevede vi det i al fald. I sammenligning med en fem-årig er to ikke særlig stort. I sammenligning med en fem-årig, motorisk stærk pige, virker det slet ikke så imponerende at knække koden til at hoppe med begge ben på samme tid.
Men det ér det jo. Stadigvæk. Når jeg hæver blikket fra hverdags-sumpen og for alvor kigger på min lille, store to-årige, så går det op for mig, hvor dygtig hun er ved at blive. Hvor dygtig hun allerede er. Ikke mindst til at udtrykke sig verbalt omkring både sine omgivelser og følelser.
Jeg skal huske, at det rent faktisk er imponerende at en to-årig kan sige og bruge fire-stavelsesord i helsætninger. At hun siger ‘Jeg har brug for noget hjælp’, hvis det er dét, hun har. Min yngste datter har brugt sin tid på at udvikle en imponerende finmotorik og forståelse for at sætte puslespil sammen og lege rollelege fulde af omsorg og familiedynamik ganske nænsomt med sin søsters dukkehus og Playmobil. Hun har efterhånden også opgraderet sin grovmotorik, så den er helt alderssvarende. Men det er det andet, der har hendes største opmærksomhed. Og sproget. Åh, sproget.
I sammenligning med en fem-årig, der kun tier stille, når hun sover (og ikke engang altid da), virker det ikke som meget. Når det står for sig selv, taler hun fantastisk flot. Jeg skal huske mig selv på at se hendes udvikling som sin egen og løsrevet fra sammenligningen med hendes storesøster og dermed også at give mig selv oplevelsen af at blive imponeret over hendes brug af deskriptive fyldord i et sprog, der stadig er i rivende udvikling.
Måske er det i virkeligheden dét, der er udfordringen ved at have flere børn. At give dem hver især fokus løsrevet fra sammenligninger og forstået på helt egne præmisser.
Er der nogen, der sender mere tid til det, tak?
Tak for de kloge ord igen – jeg vil prøve at huske på dem, efterhånden som vores lille nyfødte bliver større.
Og en observation i forhold til den store: Hvor bliver han/hun dog kæmpestor i det øjeblik den lille bliver født…!