Date night

Capsule closet – udfordringer og fordele

Det er efterhånden noget tid siden, jeg ryddede ud i pigernes og min egen garderobe med henblik på at skabe en capsule closet.

Formålet var og er både at skabe fysisk plads til alt vores tøj på relativt begrænset plads, men det handler bestemt også om at gøre garderoben overskuelig og kun at have tøj, der faktisk bliver brugt, som passer og klæder mig – og som jeg er rigtig glad for.

Jeg fjernede cirka halvdelen af min garderobe og omkring 40% af hver af pigernes. Det er gået over al forventning, og jeg har her samlet og forsøgt at svare fyldestgørende på nogle af de spørgsmål, jeg har fået fra jer. Når jeg har mere erfaring med hele konceptet vil jeg meget gerne lave et indlæg hvor jeg helt konkret gennemgår, hvad vores garderober indeholder, men det bliver ikke i denne omgang.

21192453_10159243531230375_4220620688313096642_n

Er der nok tøj?

Ja! Helt enkelt. Ja. Der er rigeligt tøj stadigvæk, men jeg har heller ikke holdt mig strengt til 33 stykker tøj til mig selv eller 20 til hver af pigerne, som en del af capsule-tankerne anbefaler. Det kommer måske en dag, men man skal starte et sted.

Vi vasker ca. ligeså ofte som før og vi kan stadig fylde en hel maskine med henholdsvis lyst, mørkt og uld/skånevask i løbet af en uge. Så intet miljøsvineri her med halvfulde vaskemaskiner, som der ellers var flere af jer derude, der spekulerede i. Det var jeg også lidt spændt på selv, så at det ikke er tilfældet er for mig kun en bonus.

Mangler du ikke noget?

Jo, det gør jeg. Men jeg mangler intet af det, jeg har sorteret fra. I stedet er det gået op for mig, hvilke huller der er i min garderobe, og som jeg har forsøgt at fylde med alt muligt andet i løbet af årene, fordi jeg ikke har haft overblikket, når jeg har shoppet. Eller fordi jeg er blevet grebet af en bestemt trend. Nu er det eksempelvis tydeligt for mig, at jeg mangler gode, velsiddende basis-tees i sort og hvid. En klassisk, hvid skjorte er også på ønskelisten, og en lækker trenchcoat og måske en blød, fin natskjorte, nu hvor jeg ikke har så mange tees at inddrage til den slags længere. Jeg mangler i den grad også undertøj efter at have ryddet ud i alle de bh’er jeg ikke kan passe længere. Det bliver ikke lige nu og her, jeg kommer til at investere i nyt tøj, men jeg har listen skrevet ned, og så kan jeg shoppe målrettet efter det, når jeg får mulighed eller (større) behov. Når jeg til den tid investerer i de dele, der mangler, så kan jeg med bedre samvittighed gå efter en rigtig god kvalitet, selvom det er lidt dyrere i første omgang. Det giver mening at vælge en langtidsholdbar løsning, når man kommer til at bruge tøjet meget.

Pigerne mangler ikke noget. Det gør de virkelig ikke. Med undtagelse af E, der mangler et par lune, strikkede bloomers eller to i sin efterårsgarderobe og en ekstra uldbody, når det bliver koldt. Og på et tidspunkt skal vi også finde et par nye jeans til min langlemmede fem-årige og vinter-egnet nattøj til begge piger. Men derudover? De har mere end rigeligt tøj selv efter min heftige udrensning. (Mangler dine børn noget, så er der stadig fine sager til salg på min Reshopper-profil. Til rigtig gode priser!)

Tøjkriser og shoppe-cravings?

Markant færre end før. Faktisk stort set ingen. Hverken for mig eller K. Det er bare meget mere simpelt at finde noget, der kan bruges. Det, der er i vores klædeskabe, kan i nogen grad bruges på kryds og tværs. Det skal jeg i endnu højere grad blive bedre til fremadrettet, så stort set alt vores tøj kan mikses og matches. Det betyder dog, at jeg oftere kommer til at have de samme genstande på, men så handler det bare om stylingen. Og måske at investere i et tørklæde også, for dem har jeg åbenbart ingen af længere. Der var ellers en håndfuld for nogle år siden, som jeg ikke ved, hvor er blevet af? Jeg skal lige vænne mig til, at jeg ‘kun’ har en enkelt sort kjole, som derfor må komme på en del gange. Til gengæld sidder den virkelig godt, den er i god kvalitet og jeg er rigtig glad for den. Som bonus har jeg også genopdaget tøj, som har levet en hengemt tilværelse bagest i skabet, men som stadig fungerer. 9 år efter det blev købt!

Jeg kan stadig godt kigge på mine veninder, på stilfulde damer på Instagram eller på diverse webshops og få kløen i hænderne efter et smukt stykke tøj, men eftersom jeg ved, at jeg ikke mangler det, så er det lettere at holde kortet i pungen. Jeg øver mig også i at notere, hvad det præcis er ved andres styling, jeg tænder på. Om det er en krave, der er foldet op eller ned på en særlig måde, hvordan blusen er sat i bukserne eller noget helt tredje. Så kan jeg overføre de små detaljer til min egen styling frem for at købe nyt tøj for at få samme effekt. Det er lidt sværere at holde igen på pigernes vegne, fordi jeg grundlæggende synes, det er noget så hyggeligt at finde lækkert tøj til dem. Men igen: jeg har holdt mig fra det, fordi det er helt tydeligt, at de ikke mangler noget. I øvrigt bliver der al rigeligt at shoppe i den kommende tid med efterårs- og vintersko og andet udstyr til koldt vejr…

Opsummering

Alt i alt kan jeg kun anbefale processen i at skabe et capsule closet. Jeg er slet ikke færdig med processen endnu og har helt sikkert en masse at lære stadigvæk, men spørg endelig løs, hvis der er mere I vil vide.

21231578_10159243530735375_7628535037252634447_n

^^Pt et af mine yndlings-outfit. Den oversize silkeskjorte fra Kokoon var et udsalgsscoop og jeg knuselsker både farve, pasform og kvalitet. Tasken og uret er begge gaver fra Jonas for et par år siden – klassiske, enkle og anvendelige. Strikblusen er ældgammel og fra Ganni, perlearmbåndet (gave) fra Relove and Roses (hos Normas på Saxogade), Tiger-jeans med et år på bagen og vældigt ofte brugt, og sko fra Tamaris, der er mere end et par sæsoner gamle, men ualmindeligt behagelige at have på og noget af det fodtøj, jeg har, der oftest får komplimenter med på vejen. De er en blanding af blå, grå og sort ruskind og helt enkle i looket. Hvem siger en capsule closet kun skal være i neutrale farver 😉

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Date night