Godnat og sov godt - søvntræning af en 2-årig

Turen går til – Dyreparken

[ ANNONCE – vi var inviteret af Dyreparken og Innovasjon Norge ]

Sommerferien er i den grad og desværre slut for mit vedkommende – faktisk var den forbi allerede i sidste uge. Tre uger er bare slet ikke nok, og jeg ville ærligt talt elske at kunne trække en måned eller to ud af kalenderen og bare tanke op på tid med mine allernærmeste. Det har været en dejlig sommer, og selvom vi ikke har oplevet megen sol og varme, så har den alligevel været fyldt med skønne oplevelser.

Forleden fik vi sommerens fotobøger ind gennem døren, og det var en herlig anledning til at huske tilbage på turen til Sydnorge og i særdeleshed Dyreparken ved Kristiansand. K og jeg blev hurtigt enige om, at dér ville vi gerne have både Jonas og E med til, så de også kunne se og opleve det hele.

dsc_0011

Der er virkelig meget at opleve i den gigantiske park. For 50 år siden var Dyreparken netop det, navnet siger. En park for vilde dyr, og dyrene har stadig dejligt meget plads. Så meget, at det ikke lykkedes os at se et eneste dyr, da vi vandrede omkring i området for de nordiske dyr! Heldigvis havde vi set en masse andre dyr på noget nærmere hold – bl.a. brugte vi omtrent en halv time på at kigge på en flok sovende smågrise og deres mor, der tøffede rundt og spiste i grisestien. Stor var begejstringen, da de alle vågnede på samme tid og alle skulle die på samme tid. Jeg havde kun sympati til overs for grisemor, der håndterede 14 ivrige og relativt hårdhændede grislinger vældig fint. Jeg var blevet markant mere irriteret end hende.

Vi brugte halvanden dag i parken, og vi kunne sagtens have tilbragt mere tid. Vi nåede langt fra alt. Fx var vi slet ikke forbi vandlandet, som ellers skulle være rigtig godt, hvis man er til den slags udskejelser.

Der er meget mere end dyr i Dyreparken. Der er forlystelser, temaer, smuk natur og så er Thorbjørn Egners fine universer gengivet meget smukt – især er hyggelige Kardemomme By et besøg værd. Ikke mindst, hvis man kan ramme et tidspunkt, hvor der opføres et lille skuespil. K sang med i Tante Sofies kor (det var heldigt, at vi havde husket at vaske ørerne ekstra godt den morgen!), mens jeg var lige ved at blive røvet af Jesper. Det var vist meget godt, at røverne besindede sig og ikke røvede noget kvindfolk alligevel den dag, for som K sagligt konstaterede: ‘Så havde jeg jo været helt alene i Dyreparken’.

dsc_0103

dsc_0061

Man kan også komme i cirkus, for Dyreparken har fået lov at fortsætte historien om de tre røvere, der blev lovlydige, så derfor kan man i Cirkus Jesper opleve imponerende dygtige akrobater og (næsten) ægte dyr. Vi var begge trætte lørdag aften efter en tidlig morgen og lang rejsedag, men selv med rødmossede kinder var der fuld opmærksomhed mod manegen i den times tid, som forestillingen tog, og det var især akrobatikken, der blev klappet af. Og så den farlige løve, som hun ikke helt var sikker på, om var ægte eller ej. Man kan kun knuselske børns uskyldige og fantasifulde syn på verden.

dsc_0022

Seneste udvidelse i Dyreparken er Hakkebakkeskoven. Et besøg i filmstudiet er en spændende introduktion til hvordan den søde stop-motion-film er blevet til (og at en god arbejdsdag producerer 4 sekunders færdig film i den genre!) og ikke mindst tribunetoget gennem skoven med små live-teaterstykker af historien om den kække Klatremus, den farlige Mikkel Ræv og Harepus’ peberglade bagersvend er herlige – især set igennem sit barns øjne.

dsc_0075

dsc_0095

Vi blev indkvarteret på Dyrehotellet, hvor K forelskede sig hovedkuls i en kæmpe plys-gepard i receptionen og vi kom med på en morgensafari og fik lov at fodre giraffer (der har overraskende slimede tunger, skulle jeg hilse og sige!). Min modige datter fik en smuk, lille kvælerslange draperet om halsen inden hun fik en tarantel i hænderne, og guiden på denne tur var mindst ligeså venlig, let at forstå og serviceminded som alt andet personale vi mødte i parken.

dsc_0032

Jeg og K kan kun og absolut anbefale et besøg i Dyreparken. Det er en kæmpe oplevelse, og der er noget for både store og små. Det er så gennemført med smuk natur, gode områder og masser af muligheder for at udfordre sig selv. Uanset om det er ned af 13 meter frit fald i en træstamme, på en bobslæde igennem junglen, en rolig togtur gennem Afrika eller bare at gå rundt og opleve det hele. Jeg vil klart anbefale at man downloader Dyreparkens app (findes i App-store) – her kan man notere, hvad man gerne vil opleve, og så får man både kort, overblik og reminders over parken. Det er også en fordel at planlægge nogle af dagens oplevelser på forhånd og fx sørge for at booke tur til Hakkebakkeskovens tribunetog, for der er så meget, man kan lave, at planlægning giver de bedste muligheder for at nå det, man gerne vil. Men lad også tid være til at følge en pludselig indskydelse eller lyst. Til at bruge 30 minutter i en grisestald eller tage en ekstra klatretur op af et oppusteligt bjerg.

dsc_0082Der er fine oplevelser for både små børn, større og eventyrlystne børn og for voksne, så det er en mere end oplagt familietur. Det er lettest og hurtigst (men også dyrest) at rejse med fly, hvis man bor i København eller på Sjælland, men der er også en fornuftig færgerejse fra Hirtshals. Dyreparken er åben 365 dage om året, så der er masser af muligheder for at kigge forbi. Man kan nå en hel del på en forlænget weekend som vores, men udvider man rejsen lidt, så er der også mange andre grunde til at besøge Sydnorge. Bl.a. Kristiansand, som er en dejlig by med masser af fine oplevelser også. Det kan du læse mere om HER

dsc_0077

2 kommentarer

  • Maja

    Hvordan kom I derhen? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Vi fløj fra Kastrup – ud med mellemlanding i Oslo og hjem direkte. Der er en lille time fra København til Kristiansand. SAS har bl.a. ruter ligesom der er et stort, norsk selskab, der flyver direkte. Det er også muligt at flyve via Oslo, og så tager er flyvetiden ca 1 time fra København til Oslo og ca 30 minutter fra Oslo til Kristiansand.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godnat og sov godt - søvntræning af en 2-årig