Terrible two’s

Jeg skal da lige love for, at lille E er blevet en vaskeægte to-årig med alt, hvad det indebærer af højdramatiske humørsvingninger. Det skete nærmest dagen efter hendes fødselsdag, og nu går der nærmest ikke en dag uden hun smider sig i raseri på gulvet, råber og skriger og generelt bare er en bølle. Hun er begyndt at stikke af, når vi er ude og lytter ikke, når vi siger stop, når vi er ude at gå. Det er ikke bare vældigt irriterende. Det er også farligt.

Ingen af os mindes, at det vi oplevede de sagnomspundne og frygtede ‘terrible two’s’ med K – hun gik til gengæld all in på at være ‘threenager’, da hun ramte sin tre-års fødselsdag. Tværtimod husker vi begge året fra 2-3 som et aldeles nemt og rart år med K. Bevares, alle børn tester grænser af, men det har nok været kombinationen af en svær babyperiode og et par år med sporadisk søvn, der fik hendes andet leveår til at virke som en sommerbrise snarere end en efterårsstorm. Hun begyndte samtidig også at sove bedre, efter hun blev to, ligesom sproget kom og hun kunne gøre sig forståelig for os. Det hele blev bare så meget lettere, hun blev mere selvhjulpen og fandt mere ro i sig selv.

Lille E har generelt været vældigt let at have med at gøre. Jo, vi har været udfordret på søvn og utallige opvågninger i løbet af natten, men hun har hele tiden udvist et markant mildere temperament end sin søster. Måske er det derfor, kontrasten virker så stor nu?

Det er en fase, vi alle lige skal lære at kende og at navigere i, og den, det er allersværest for, er naturligvis min to-årige. Det ér ikke let at lære at løsrive sig, at teste grænser af og at blive mødt med modstand og krav. Hendes verden bryder sammen, når hun ikke må løbe direkte ud på kørebanen, men er nødt til at indordne sig under vores normer (tarvelige forældretyper, I know). Når hun er nødt til at vente på at maden bliver klar, eller at det ikke er hendes tur til at få opmærksomheden, fordi hendes søster (der er virkelig dygtig til at vente og tage hensyn) også skal have lov at komme først engang imellem.

Det bliver lettere. Både for hende og for os, og selvfølgelig skal hun have lov at rase og ruske i tøjret og mærke hvor grænserne går og hvilke rammer, vi stiller op i vores familie. Og ja. Det sker, at vi springer over, hvor gærdet er lavest, og tænder for Netflix og Gurli Gris. Nogle eftermiddage er bare ikke den ekstra konflikt værd.

På en eller anden måde er det nok også meget sundt for lille E at lære at udtrykke sin mening så kontant, så hun er sikker på at blive hørt. Det er trygt og sikkert – omend frustrerende – at gøre hjemme hos os, men det er en lærdom, hun kan tage med ud i verden, hvor det er ok at hævde sin ret til et stykke legetøj eller at tale højt nok til at bestemme den næste sang.