Sart mor?
Min yngste datter bliver 2 år om mindre end to uger. I løbet af den tid har vi sovet hver for sig fire nætter. To af dem i december sidste år, hvor hun var indlagt på Hvidovres børneafdeling, og to i sidste weekend, hvor K og jeg var i Norge for at opleve Kristiansand og Dyreparken.
En enkelt gang har hun sovet helt uden sine forældre, men dog i sine trygge, hjemlige rammer. Det var også i sidste weekend, hvor hendes elskede Mormor kom ind for at passe hende.
I sammenligning med sin storesøster er hun blevet passet forsvindende lidt af andre end os – både i aften- og dagtimerne. Jeg troede egentlig, det var meningen, at man blev mindre ‘sart’ med den slags efter første barn. Sådan har det ikke været for mig. Ret langt fra, faktisk.
Det har naturligvis en hel del at gøre med pigernes forskellige personligheder og med hvor længe de hver især har ammet. K var meget langt fra en ‘nem’ baby, og hvis ikke jeg havde haft mulighed for at tage en times pause af og til, så havde jeg grædt en del flere tårer, end det var tilfældet. Vi stoppede desuden med at amme om natten, da hun var omkring 9 måneder og hun stoppede selv helt, da hun var 13 måneder.
K har altid været enormt udadvendt og aktiv, frygtløs og vader ind i alle omkring sig med store, larmende kærligheds-støvler på. Lille E er min bløde, milde kramme-datter. Soft-spoken og underspillet kærlig. Hun er den, der uddeler allerflest kram og kys i løbet af en dag her i huset, og både bamser, dukker og hendes familie bliver favnet i hendes bløde arme. Hun stoppede med at amme for kun halvanden måned siden.
Siden jeg blev mor for første gang for over fem år siden, har jeg lært uendeligt meget om at være mor. Om børns udvikling og at understøtte den. Allermest den læring, der kommer gennem erfaringen, men absolut også den, man kan læse sig til. Bl.a. igennem vores kontakt med Institut for Psykologi, hvor K har været forsøgsbaby og siden forsøgsbarn i et studie om tilknytning. Som at helt små børn, i deres første leveår, kan knytte sig og skabe trygge omsorgsrelationer til to og måske tre mennesker. Som at det bestemt ikke er barnets behov at skulle i institution før de nærmer sig tre-års alderen og er klar til at møde verden uden deres nærmeste omsorgspersoner tæt på.
Det har ikke været en reel mulighed for os at en af os kunne hjemmepasse i pigernes første år. Vi har holdt omkring et års barsel tilsammen og begge piger er startet i institution omkring 13 måneder. Vi har lykkeligvis arbejdsforhold og arbejdstider, der tillader, at pigerne det meste af tiden har relativt korte dage i institutionerne, og vi har valgt en dagpleje med ualmindeligt fantastiske rammer. Vi kompenserer, så godt vi formår, for de rammer, samfundet har skabt til børneliv.
Måske jeg også har kompenseret ved at være en mor, der har holdt sit barn tæt. Bogstaveligt talt, for måske nogen husker, at lille E først krøb og kravlede, da hun var over 11 måneder. Men jeg har også i høj grad understøttet – og elsker! – hendes behov for nærhed, for kram og for kys. Jeg skal vænne mig til, at hun nu er på vej væk. I fysisk forstand er hun efterhånden ved at komme efter sin søsters trang til at udforske sin motoriske kunnen og verden omkring sig. Hun er ved at være klar til at møde verden uden sin mor – så længe hun har andre af sine yndlingsmennesker omkring sig.
Jeg har aldrig haft lyst til at sende mine børn på omgang til familiesammenkomster eller haft behov for at introducere dem for flasker tidligt, så jeg kunne få fritid. Det har ikke været rigtig for mig. Så ja. Måske er jeg en sart mor. Det lever jeg med. Det er min mor-stil, og jeg ser resultatet hver eneste dag i et par trygge, kærlige piger. Piger, der tør udfordre os og afprøve grænserne på en måde, som kun børn, der er absolut sikre på kærlighedens uendelige væsen, tør.
Det tæller også for noget.
Kære Stine.
Dit indlæg ramte mig lige i hjertekulen.
Jeg er også mor til 2 børn og nummer 2 på 9 måneder, er blevet passet meget lidt i forhold til den store på 5 år. Det er virkelig gået op for mig at det ikke er babys behov at blive passet af andre. Det har taget mange konflikter at nå her, hvor jeg tør stå ved at jeg ved hvad der er det bedste for mit barn. Så tak for dit indlæg.