Et vemodigt farvel til amningen

Svære samtaler med børn

I sidste uge skete noget helt forfærdeligt, noget der bare ikke må ske, i en børnehave i Aarhus. En lille pige, der blev bortført fra børnehavens legeplads og som heldigvis kom levende, men ikke uskadt tilbage.

Jeg fik kvalme, da jeg så nyheden, og ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg føler med den lille pige og hendes familie – og med pædagogerne i børnehaven. For naturligvis skal der være hjørner og kroge i en børnehave og på legepladser, hvor man kan lege i fred og hemmelighed uden voksne øjne på en. Det er en børneret, synes jeg. Mine piger skal have lov at lege i krattet på legepladsen og gå om bag skuret og være i fred med deres små børne-universer. Sådan som jeg fik lov til for snart 30 år siden.

Man kan ikke forudse eller gardere sig mod mennesker, der gør så syge ting, som den mand, der tog pigen med. Til gengæld kunne man næsten forudse de ganske ulækre selvtægtsforslag, der kom i diverse kommentarfelter. Vi lever i en retsstat, og dermed har vi et retsvæsen, der sørger for at retsforfølge og dømme gerningsmanden. Det skal borgerne ikke gøre selv. Vi skal ikke slå folk ihjel eller lemlæste dem, fordi de har begået en forbrydelse. Uanset hvilken forbrydelse, det måtte være. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg ville føle, hvis det utænkelige skulle ske for en af mine piger – men selvtægt er ikke svaret. Sidespring. Det var ikke det, jeg ville skrive om her.

Den ulykkelige sag gav anledning til en svær samtale med mit eget børnehavebarn. Hvordan vægter man sine ord og hvor meget skal man forklare til en pige på 5. En pige, der skal forstå alvoren, men som ikke skal gøres unødigt nervøs eller bange for fremmede. Langt de fleste fremmede her i vores lille hjørne af verden, er heldigvis (og naturligvis) ganske almindelige og flinke mennesker, der ikke ville drømme om at gøre børn ondt.

Jeg holdt samtalen til det overordnede plan. Jeg talte med hende om, at hun aldrig, aldrig må gå afsted med fremmede. Heller ikke selvom de siger, at de har kattekillinger eller slik derhjemme. Heller ikke selvom de siger, at Jonas og jeg har sendt dem for at hente hende. Vi talte om, at hendes far og jeg aldrig ville sende en fremmed for at hente hende. Vi ville altid sende en, hun kender.

Vi talte om, at man skal sige NEJ til en fremmed, der vil have hende til at gå med. NEJ og GÅ VÆK. At man skal råbe HJÆLP. At man skal finde en mor eller en far (eller en mormor eller en anden voksen) med børn og bede dem hjælpe en, hvis der ikke er nogen voksne i nærheden, man kender. At man gerne må slå og sparke. Og bide.

Vi talte om, at nogle voksne er dumme ved børn. Det er voksne, der lyver og siger, at man godt må gå med dem. At man skal holde en hemmelighed sammen med dem. Vi har ikke hemmeligheder hos os. Vi har overraskelser. En hemmelighed er noget, der skal skjules og aldrig siges højt. En overraskelse er en sjov ting, som man afslører og fortæller til andre.

Vi talte om, at de allerfleste voksne er søde og rare og hjælpsomme.

Vi har talt om det flere gange siden. At man aldrig, aldrig må gå med fremmede. At man altid skal råbe så højt man kan, hvis nogen forsøger at få en til at gå med. Jeg tror, den sidder der. Vi bliver ved med at tale om det løbende. Den skal sidde på rygradden som en refleks.

Mine tanker går til pigen og hendes familie, og knuden i maven håber, at jeg aldrig får mulighed for at vide, hvad de går igennem nu.

Hvordan og hvornår har I talt med jeres børn om hvordan man skal forholde sig til fremmede?

img_3337

2 kommentarer

  • Signe Op.

    Det er virkelig en forfærdelig sag. For alle implicerede parter. Jeg læste en udtalelse fra pigens mor, og jeg kan kun være fuld af beundring for deres måde at tackle det på.
    Nu er vores børn ret store (13 og 15), men vi taler stadig om “grimme ting” med jævne mellemrum. Og også ret meget om sikkerhed på internettet; at man på Instagram og Facebook kun er venner med dem, man kender i virkeligheden. At man aldrig sender billeder af sig selv i kompromitterende situationer(eller stillinger, åh Gud!). At man aldrig aftaler at mødes med nogen, man ikke kender. Osv. Og at de fortæller os, hvis de bliver kontaktet af fremmede, som beder om at mødes med dem, at de skal sende billeder osv. Men det ér sgu svært! Vi har sagt til dem, at heldigvis er de fleste mennesker søde, rare og ærlige. Men at der også findes nogen, som ikke er raske i deres hoved, og som derfor fx kan have lyst til at dyrke sex med børn (de har haft seksual-undervisning i skolen)- og som ikke ser noget forkert i dét.
    Og igen; mine børn er store, og forstår jo tingene på et andet plan end hos mindre børn. Men jeg tror grundlæggende, man som forældre kommer længst ved at være ærlig. Og nogle gange sortere lidt i sandhederne, og måske kun fortælle dele af den. For det sidste, vi ønsker, er jo at gøre vores børn angste. For de fleste mennesker ér vitterligt søde, rare ogkomplet uskadelige. Heldigvis!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Vi er helt enige, kan jeg læse. Jo ældre børn er, des mere kan de forstå og jeg tænker at jeres samtaler også har en anden karakter end vores. Som det skal være! Jeg har ikke tænkt mig at tale om seksualitet med Bean, før hun selv bringer det på bane – og så skal jeg hjertens gerne finde bøger og læse og tale (muligvis mens mine tæer krummer en smule) – og slet ikke den sygelige seksualitet som nogle mennesker desværre har. Jeg tror i øvrigt også, det er rigtig rigtig vigtigt at tale om online sikkerhed, som I gør! Den verden var der slet ikke, da vi var børn (udover nogle lidt mystiske typer på Ofir-chatten, men altså. Det var jo før man sådan rigtig kunne sende billeder og da man havde en fælles mailkonto i hjemmet)

      De fleste mennesker ER søde. Men snakken er vigtig alligevel. Tak for en fin kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et vemodigt farvel til amningen