Et vemodigt farvel til amningen

Kære amning

Tak for denne gang. Tak for alt.

For de smukke stunder og tæt samhørighed. For den ekstra søvn. For at skabe ro og tryghed.

Du ved, jeg har elsket dig. Jeg er så taknemmelig for, at du har givet mine døtre næring og transformeret dem fra små, rynkede spædbørn til buttede babyer. For at du har gjort det nemt for mig altid at have mad, drikke og trøst ved mig.

Mit moderskab har været nært forbundet med dig, og de valg, jeg og Jonas har truffet, har involveret dig. For os og især for mig har du været det helt rigtige og det absolut mest oplagte. Vi har aldrig ønsket at begrænse eller skemalægge dig, og du har altid været tilgængelig.

Jeg er taknemmelig for, at du har været der hele vejen. At pigerne hver især har fået lov at stoppe, når de var klar. At det aldrig har været forceret.

Nogle af mine kæreste minder om tiden med babyer er stunder med amning. Uanset om du har beroliget et ulykkeligt lille, mættet en sulten baby, dækket behovet for en tår væske i sommervarmen eller lullet dem til ro til en ekstra times søvn eller til ventetiden i en kø i lufthavnen.

Lillesøster er videre nu. Hendes behov har forandret sig, og der er ikke længere brug for dig. Det er vemodigt, men vi er alle klar nu. Om en måned bliver hun to år gammel og hendes tætte bånd til mig bliver langsomt, ganske langsomt, strakt længere ud. Med tiden vil de være så lange, at hun føler sig tryg og klar til at flytte hjemmefra og indtage verden på egen hånd.

En æra er forbi. En vigtig periode er afsluttet, og den giver mig en gammelkendt og alligevel ny frihed, som jeg først skal lære at kende igen.

Måske er det sidste gang, jeg skal opleve det, du kan. Måske en dag, jeg får muligheden igen. Det kan kun tiden vise.

En dybfølt tak med en dråbe vemod iblandet for alt det, du har givet os. Jeg ville aldrig have været det foruden.

/Stine

^^Photo cred: Anne Bett Witte