Perspektiver

Da Lillesøster var to dage gammel, var Jonas og Bean væk næsten en hel dag, fordi de havde Cirkus Summarum-billetter. Han spurgte om det var ok, Jonas, inden de tog afsted. Jeg nød at være alene – at have en hel, rolig dag med en nyfødt, der bare ammer, sover og skal nusses og skiftes. Ahh.

Hvis han havde spurgt, om det var ok at tage væk en hel dag, dengang Bean var to dage gammel, havde jeg muligvis slået ham ned med et kanonkugletungt ammebryst og bundet ham fast til radiatoren. Aldrig i livet om det var muligt at være alene med et spædbarn! Hvad nu hvis jeg skulle på toilettet. Eller have noget at spise?

Vi elsker at have to børn. Det er fantastisk at se deres indbyrdes forhold udvikle sig – og jeg synes ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’. Til gengæld er det utroligt nemt at have et barn, når man er vant til at jonglere tid og opmærksomhed mellem to. Et barn til to voksne er piece of cake. Set herfra hvor vi står nu, kan ingen af os begribe, hvordan vi nogensinde syntes, det var vanskeligt at få logistikken til at gå op med bare et lille menneske i regnestykket.

Da Bean var næsten to, syntes vi hun var enormt stor. At hun kunne alverdens ting og at hun nærmest var et ‘rigtigt’ barn. Lillesøster bliver to om et par måneder, og jeg tager dagligt mig selv i at tænke på hende som en baby endnu. Det kræver en aktiv kognitiv indsats at italesætte hende som en stor pige. Selvom hendes sprog er markant mere udviklet end Beans var på samme alder, og selvom hun kan utroligt mange ting – sikkert ligeså mange som hendes søster kunne for tre år siden.

Det hele handler om perspektiver.

Vi syntes, vi havde travlt, inden vi fik børn. Nu aner vi ikke, hvad vi brugte al vores tid på dengang. Alle de frie stunder til at læse, lave mad, når man var sulten og måske en halv time senere. Gå ture om aftenen. Spontane udflugter. Jo, vi arbejdede, skrev speciale og sådan noget. Men der har været masser af uplanlagt tid indimellem, som er fyldt ud nu at børn. Ikke at det er hverken godt eller dårligt. Sådan er det bare.

Vi synes Bean var stor som næsten to-årig, fordi hun var vores eneste målestok. Sammenlignet med en fem-årig er enhver to-årig ret lille og babyagtig. Og omvendt. Sammenlignet med en to-årig er en fem-årig kæmpestor og enormt kompetent. Men en fem-årig er stadig et relativt lille barn, og lur mig, om ikke vi synes Lillesøster er meget lille om tre år, når hendes søster er otte.

Verden forandrer sig i takt med at vi selv udvikler os – og virkeligheden ser anderledes ud, afhængigt af hvilket sted og synspunkt man tager udgangspunkt i.

I dag er Bean sammen med sin elskede moster. De har tilbragt dagen med at lege, bage, være i biografen, spise livretter og have masser af tid til hinanden. Det er fantastisk for dem. I mellemtiden nyder vi enkelheden i at have et enkelt barn hjemme. Muligheden for at trille en lang tur i solskinnet med en glad tumling i Bugaboo’en, en kop kaffe i hånden og en lang samtale. Den luksus, der ligger i at kunne tilbyde sin udelte opmærksomhed til Lillesøster, der har måtte dele hele sit liv. At være to voksne til at læse godnatbogen.

I morgen bliver vi atter en familie på fire på Indre Østerbro. Alt bliver som det plejer – og som det skal være, for hvor er det dejligt at vi er netop os fire. Det er vores verden og vores virkelighed. Det er rart og sikkert også sundt at prøve noget andet af og til. Men det er nu allerbedst at være samlet alle sammen.

^^Flashback til Beans fødselsdag og to yndige piger der kobler af efter en lang og hyggelig dag. Kjolerne er fra MarMar