Lykke

Har hun lyserødt hår?!

‘Ej, har hun lyserødt hår?!’

Det spørgsmål og kommentarer omkring ovenstående faktum får vi ret ofte i disse dage.

Jeg havde lovet Bean, at hun måtte få farvet håret lyserødt til sin fødselsdag – og man skal holde hvad man lover (i al fald det meste af tiden!)

Derfor har hun i øjeblikket lyserødt hår. Det var hendes egen idé – inspireret af min Instagramkonto, hvor hun af og til kigger med. Hun spottede et af billederne på svenske Maria Nilas profil og blev helt forelsket (og småbesat!) af tanken om at kunne få hår i yndlingsfarven. 18342829_10158591818765375_5675682447822255104_n^^Pink hair, don’t care!

Det er ikke en permanent hårfarve – det er en hårkur med farvepigmenter, der vaskes ud efter en god håndfuld hårvaske. I mellemtiden har Beans hår et lyserødt skær, som hun elsker. Det vakte ret stor opsigt i børnehaven, og der er nærmest ingen af pigerne, der ikke har ønsket sig tilsvarende kulør på toppen efterfølgende. Men også når vi bare er rundt i byen er der også løbende kommentarer. Heldigvis flest positive og med et smil, men også nogle med rynkede bryn. Og nej. Det er helt sikkert ikke særlig speltagtigt at lade sit barn farve hår. Hvis man synes det er helt ude i hampen, kan man heldigvis lade være med at gøre det. Det er ret nemt at lade være med at gøre ting, man ikke vil.

Jeg bryder mig på min side ikke om øreringe til små piger. Bean skal være minimum 10-12 år og det skal være et længe overvejet ønske fra hendes side, før hun får lov at få skudt øreringe i sine ører. Sådan har jeg det. Det er et permanent indgreb, der er nogle hygiejnehensyn, noget med leg og noget med ansvar, med smerte og forståelse for netop det permanente, som jeg vil have at hun skal være stor nok til at fuldt ud forstå. Andre har det på en anden måde. At få lavet øreringe på helt små børn, der netop ikke selv kan vælge til og fra, det har jeg ret svært ved at begribe. Men igen. Det er ikke mine børn. Ikke mit valg.

Hårfarven er midlertidig. Det er for sjov og det forsvinder igen uden permanente spor. Bean elsker sit hår og er så stolt af det. Jeg overvejer faktisk også at lege med det lyserøde ved en eller anden anledning. Jeg tænker, at det bliver noget mindre markant i mit brune hår end i Beans lyse krøller.

18403428_10158591818850375_1702726472188073218_n^^Når man lige er fyldt 5, er lyserød (tydeligvis!) stadig en klar favorit. Jeg forudser, at fascinationen af netop den farve kommer til at aftage over det næste års tid, men lad os nu se. Tapetet er fra Ferm Living, plakat fra Louisiana (og egentlig tiltænkt en placering i stuen, men Bean forelskede sig i den og hvem er jeg til at fornægte barnet kulturelle input), sengetøj i lyserøde nuancer fra Auping og cardiganen er hjemmestrik. Opskrift her

Hvis man er til andre farver, så er der masser af muligheder for at lege. Der er både røde, brune, sorte, grå, hvide, lilla og blå midlertidige kulører. Maria Nilas Colour Refresh findes i små størrelser på 100 ml til omkring 130 kr – Beans farve hedder Pink Pop.

4 kommentarer

  • Fru.Torbensen

    He he 🙂 Herligt! Og fedt at det vaskes ud stille og roligt. Til fastelavn skulle Daniel være Harry Potter og jeg købte glad sådan en sort hårspray til børn – for Hr. Potter er jo som bekendt sorthåret. Det så også s…. godt ud – men jeg siger dig et cirkus da det skulle vaskes ud igen… Den sorte farve var OVERALT – troede seriøst Daniels krop og normalt lyse krøller skulle være mørkegrå for evigt… 3 vaske og en omgang balsam senere så det da nogenlunde normalt ud – og vi var rørende enige om at Harry Potter altså måtte være lyshåret til skolens fastelavnsfest den følgende dag….. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – ja, det lyder også som noget af et svineri! De her er noget mere milde og mindre svinende at arbejde med. Det kan være, at det skal prøves til Halloween eller næste fastelavn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnes

    Jeg har kigget så mange gange på det her indlæg og er så fascineret af Bean’s fine, lyserøde hår. Så nu har jeg bestilt Maria Nila hjem. Til mig selv. For selvom man er blevet 28, kan den 5-årige pige med trang til lyserødt godt komme til at tage over.

    Og så tak for din ellers dejlige blog! Jeg nyder at læse med om jeres liv på Østfronten 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, hvor lyder det som en god idé! Jeg er virkelig også fristet, når jeg står i badet. Og tusind tak for de pæne ord. Dem er jeg så glad for!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykke