At downsize børnefødselsdage og noget om at stå af præstationsræset

Det ville kun være alt for nemt at lade sig mig rive med af præstationsræs, instagram-overskud og hvert år forsøge at overgå sig selv med endnu vildere, mere gennemførte og omfattende børnefødselsdage. Det skal bare helst være af lyst. Til næste år kan det være, jeg har lyst til at gå all in på den sidste børnehavebarns-fødselsdag, Bean får?

Sidste år, da Bean blev fire, holdt vi både fest for den nærmeste familie, en ren pigefødselsdag og Jonas var på barsel og havde børnehaven hjemme og en lille Lillesøster at holde styr på samtidig. Den gamle børnehave, faktisk. Tænk at det allerede nærmer sig et år, siden vi flyttede institution. Det kunne være, jeg skulle skrive en update på det ved lejlighed og vores tanker omkring skiftet før, under og efter. I digress.

I år gør vi det noget anderledes. Bean bliver fejret på søndag af familien, hvor hun faktisk har fødselsdag. Onsdag har vi et frugtmonster med i børnehaven, så hun kan blive fejret dér i stedet for at fylde hjemmet med en hel børneflok. Done. Ikke noget med flere fejringer herhjemme. Ikke noget med pigefødselsdage. Ikke noget med noget.

Jeg ved det godt. Jeg er virkelig ikke mit speltagtige, overskudsmor-postnummer værdig.

Sagen er bare, at jeg ikke orker. Jeg ORKER ikke at bruge timer og dage på at lave kager, pynte op, skrue overskuddet på og fylde hele huset. Måske har det også noget at gøre med, at vi ikke har haft en rolig weekend siden før påske. Fritiden er blevet brugt med rare mennesker i godt selskab, men vi trænger alle til ro på nu. En enkelt fødselsdag må række.^^Det bliver med garanti ikke den her slags kage, der kommer på bordet i år. Den var til gengæld et hit til den lyserøde kagefest hun ønskede sig som 3-årig.

Til gengæld får Bean lov at lave og dekorere sin helt egen lagkage præcis som hun vil, og hun får også de kartoffelkager fra Lagkagehuset, som hun så brændende ønsker sig. Hun får morgenmad på sengen, hvis hun husker at blive liggende og hun får det mest entusiastiske fødselsdags-hurra fra sin lillesøster. Og hun har valgt, at aftensmaden skal være vafler (som åbenbart har slået all-time favoritten boller i karry af pinden!). Vores vaffeljern er nu ganske fornuftigt at arbejde med, men måske skulle man på et tidspunkt gå all in og vælge et, der kan bage to vafler ad gangen. Det koster ikke engang særligt meget lige HER

Bean får ikke så frygtelig mange gaver (og eftersom hun faktisk fik en sminkedukke ved et tilfælde i søndags, så er Jonas og jeg ærligt talt lidt på bar bund med gaven til vores store pige), men det er hun nu egentlig vant til og det tænker hun ikke videre over. Ikke endnu i al fald. Siden hun var helt lille har vi bestræbt os på at begrænse antallet af gaver. Dels får hun, hvad hun har brug for løbende med lidt ekstra hygge on the side, og dels har børn og Bean reelt ikke behov for så mange ting, som de fleste (inklusiv vores børn!) har.

Forstå mig ret. Jeg er fuld af beundring over de mødre og fædre, der med ægte glæde, begejstring og ikke mindst lyst kaster sig ud i de mest fantastiske og gennemførte fødselsdage. Jeg synes oprigtigt talt, det må være skønt for deres børn. Hende her er et glimrende og imponerende eksempel på når det går godt – fordi Lisbeth også selv hygger sig med projektet.

Jeg synes til gengæld ikke det giver mening, at man partout skal lave en regnbuefarvet kage for 32 mennesker og holde 3 separate fester alene fordi det forventes. Af andre eller af en selv. Hvem gavner det at der står en udkørt mor i en martyrdragt et sted i hjørnet og er træt helt ind i sjælen ved tanken om oprydningen allerede inden gæsterne er kommet.

Jeg vil hellere holde den ene fest, som jeg har overskud og lyst til og så til gengæld være rigtigt glad og til stede i den. Og som sagt. Måske bliver det næste år en totaloplevelse af fest, musik og kage. Måske gør den ikke. Måske er det helt ligemeget, så længe den er planlagt med ægte glæde og lyst.