Ændrede planer og barsk læsning

Jeg havde tænkt mig at overskriften skulle være ‘It’s all good’ og handle om den hyggeligste weekend fyldt med rare planer og forårsherligt vejr; om strik og nørderi, en pimpet cowboyjakke og trafiklegepladsen, spontane middagsaftaler og biografer fyldt med hyggelige norske skovdyr.

Så kom jeg til at læse denne artikel, og den tog pusten fra mig i en sådan grad, at jeg har haft tårerne trillende ned ad kinderne i 20 minutter.

Det er så barsk og så ømt beskrevet på en og samme tid – og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hjerteknusende hårdt det må være at træffe et valg om at slutte et liv, endnu før det er begyndt. Og netop fordi jeg selv har været så taknemmelig for og elsket hvert eneste puf og spark indefra, så var dette sætningen, der satte mig helt ud af spillet:

»Jeg kan mærke Alma slå kolbøtter i min mave hele vejen op ad trappen.«

Jeg græder for den lille pige, der levede under sin mors hjerte i 23 uger, men som aldrig kom med hende hjem. For alle de børn, vi aldrig holdt i armene, men som altid bor i hjertet. For forældre, der har og som skal træffe et valg, ingen nogensinde burde stå overfor.