Noget om olivengrene

I går var Bean vred på mig. Rasende, faktisk. Så gal at hun ikke ville sige endsige kysse farvel om morgenen, og jeg skulle i HVERT fald ikke hente hende fra børnehaven. Hun foretrak at blive hentet meget sent af sin far frem for af mig til sædvanlig tid. Selvom vi forklarede hende, at hun ville være en af de sidste i børnehaven. Det var hun helt med på. Alternativet var åbenbart markant værre.

Det handlede om en kjole. Som hun ikke kunne finde og som vi mente måtte være fra sommeren og dermed for lille og ikke længere i skabet. Hun rasede og forsøgte frustreret at fortælle hvilken det var. Vi forsøgte tilsvarende pædagogisk at fortælle, at en sådan kjole ikke længere eksisterede.

Det lyder banalt, men når man er knap 5, er det virkelig et stort problem. Tydeligvis.

Hun blev hentet sent (omend hun bemærkede, at hun faktisk slet ikke var den sidste i børnehaven kl lidt i fem), spiste middag sammen med underboerne og nåede derfor kun lige at se mig en time inden sengetid.

I morges fandt hun selv tøj. Bukser og en bluse. Kender man Bean, ved man, at det er den største, frodigste olivengren, der findes. Hun er barnet, der med vold og magt skal tvinges i andet end kjoler og til nød nederdele. Bukser er nogenlunde det værste hun ved, men hun ved til gengæld også, at hendes far og jeg synes at de klæder hende fantastisk godt og at hun ser både stor og sej ud med bukser på. Så. Bukser og bluse var det i dag. Jeg forstod det godt. Det var ikke nødvendigt med ord. Af og til taler handlinger tydeligere.

Vi har haft den skønneste dag. Jeg hentede hende tidligt, fik en smuk perlekæde og vi brugte et par timer i køkkenet på at bage fødselsdagskage og boller, inden huset blev fyldt af min søster, mine forældre og Jonas og Lillesøster. (Mit mindste menneske kunne i øvrigt næsten ikke være i sin krop af glæde over at se mormor – men mere om det en anden gang) Faktisk fortalte Jonas, at olivengrenen var vokset frem allerede i går, da de kom hjem fra børnehave. Der var en ledig plads i cykelstativet både ved siden af hans og min cykel, men Bean valgte pladsen ved min.

Kjolen? Den fandt hun på en bøjle, hvor den hang inden under en anden kjole. Hun vidste nøjagtig, hvilken det var, og hun havde naturligvis ret. Den var der. Hun fik en uforbeholden undskyldning for at jeg ikke havde troet på hende.

I morgen har jeg fødselsdag. Denne aften, for 33 år siden, var mine forældre i teatret og se ‘Da jazz’en kom til byen’ – min mor med begyndende veer, men de blev og så forestillingen. Nu havde de jo billetterne, du ved. Da natten blev til tidlig morgen var de blevet forældre og min historie begyndte. I morgen vender den endnu et blad, og
 jeg ved allerede at det bliver en god dag.