New rouTEAnes

I morges tog jeg ikke mit almindelige tøj på. I stedet var det løbetøjet og et par løbesko, der kom på, da jeg skulle følge pigerne i dagpleje og børnehave. I en måneds tid har jeg for alvor kunnet mærke lysten til at løbe – lur mig om ikke det har noget med lysets tilbagevenden at gøre. Der var en gang. I mange år løb jeg regelmæssigt. Jeg har løbet maraton i København to gange. En god håndfuld halve af slagsen også. Det er over 5 år siden, jeg for alvor løb. Sådan rigtigt. Siden pigerne er kommet til er det mest af alt blevet til en lille tur hist og pist. 3-5, måske 7 km. Ikke mindst siden Lillesøsters fødsel har jeg haft svært ved at finde motivationen – og tiden!

Der er 24 timer i døgnet. Hvis man skal passe sit arbejde, sove lidt, kramme sine børn, lave mad, skifte bleer, læse bøger, lege og måske også nå at strikke, blogge, læse, tale med sin kæreste – så er den tid allerede overskredet.

Det er et spørgsmål om prioriteter. Jeg har længe prioriteret at sidde hjemme med mit strikketøj, og jeg har virkelig nydt det, lært en masse og fået stakke af lækkert baby- og børnetøj ud af min tid. Jeg nyder det stadig, og det er højt oppe på min prioritetsliste. Men det var løb også engang. Og ligesom strik så giver løb også et endorfin og oxitocin-boost for mig.

I dag blev den første dag. Målet er at begynde at løbe fast igen. 2-3 gange om ugen. I starten er jeg sådan set ligeglad med hvor langt eller hvor hurtigt det kommer til at gå. Så længe jeg kommer ud ad døren. Jeg skal have gen-indsat løb som en rutine. En ny, gammel en.

En anden rutine, der skal indføres er at skære ned på de søde sager og skærmtiden. Det er en dårlig vane. Næsten hver aften, når pigerne sover, så tænder vi for Netflix og på et eller andet tidspunkt kommer der også noget sødt på bordet. Vi er begge virkelig heldige med vores stofskifte, og derfor slipper vi afsted med det uden at den imaginære badevægt stiger. Der er en anden ro, når skærmen er slukket. Når vi læser bøger. Taler sammen.

Jeg vil forsøge at begrænse de søde sager. Tage en kop te i stedet. Der var en gang, jeg stort set aldrig drak kaffe. Så fik jeg børn. True story. Og selvom jeg elsker min daglige, pæne kop kaffe, så kan te også noget. Der er en anden form for zen og ro over en kop te. Hvid eller grøn. Urtete. Gerne med blød, rund, frugtig smag. Meget gerne i løsblade – men når det skal gå hurtigt, så er en pose altså heller ikke at kimse ad. Jeg synes faktisk, at Fredsted gør det ret godt med deres nye urteteer. Ikke mindst den lyserøde og lilla udgave falder i god jord herhjemme.

Børn gør som man selv gør. Ikke som man siger. Jeg vil forsøge at være et godt eksempel. Vise pigerne, at det er sundt, dejligt og godt at prioritere fysisk træning som en del af sit personlige velbefindende. At sødt hører til undtagelserne, og ikke til hverdagen. Og at man sagtens kan foretage sig en masse spændende, når bare man har slukket fjernsyn, iPad og telefonen er lagt væk.

Bean var vildt imponeret. Hun syntes, jeg var dagens sejeste mor, fordi jeg skulle løbe en tur. Både tilfældige mennesker på gaden, forældre i børnehaven og pædagogerne blev oplyst om, at hendes mor altså skulle løbe en hel, lang tur (at den så var på sølle 3 km er i denne sammenhæng sagen aldeles uvedkommende!). Det gav stof til eftertanke. Og ikke mindst en ekstra motivation til at NU skal det være.