Kampen om søvnen

‘Men på et tidspunkt må I vel bare lade hende skrige i en uge, og så er det klaret’

En henkastet bibemærkning om Lillesøsters sove/natammevaner, jeg ikke lige havde set komme.

Sover min 20 måneder gamle terrorist tumling igennem? Nej. Not by a longshot. Hun vågner i løbet af aftenen 1-5 gange. Hun vågner i løbet af natten et tilsvarende antal gange og det føles ærligt talt af og til som russisk roulette at gå i seng. Det er bl.a. grunden til at jeg ikke lægger mig til at sove, når jeg går i seng – forklaring findes HER. Søvn er essentielt for mennesker, store som små. Der er en grund til at systematisk søvnfrarøvelse anses som decideret torturmiddel. Faktisk kan man dø af søvnmangel, hvis det bliver grelt nok.

Vi har brug for pauser, hvor kroppen og sindet kobler af, restituerer, lader op.

Lillesøster sover ikke igennem, hvilket betyder at jeg heller ikke gør. Vi har efterhånden forsøgt os en lille håndfuld gange med at stoppe natamningen, men hver gang har resulteret i 2-3 nætter med voldsomt og langvarigt skrigen og en ulykkelig Lillesøster, der langt fra er udhvilet og klar til næste dage. Samt en udmattet mor og far og storesøster, der heller ikke får deres søvn. Og efter 2 nætter med skrig og stort set ingen sammenhængende søvn kræver det mere end almindeligt megen viljestyrke at sætte sig igennem endnu en nat. For ikke at tale om en hel uge. Havde Lillesøster vist tegn på at græde mindre på dag 2 og 3, så var det en anden snak. Det gør hun ikke. Som i. Slet ikke. Og så er det hverken fair for hende eller os at fortsætte eksperimentet.  Man lader ikke bare børn skrige i en uge. Heller ikke selvom det slet ikke er ment eller tænkt så voldsomt som det lyder, for i det scenarie samsover vi stadig og Lillesøster vil blive trøstet og ikke ligge alene i egen seng på eget værelse.

Den nuværende løsning giver mest mulig søvn for flest mulige mennesker. Sådan kan vores familie bedst fungere. Det er bedre at der er en, der er træt end fire. Som regel får Bean al sin nattesøvn og Jonas det meste af sin, fordi jeg når at stoppe Lillesøster fra at råbe op ved at tilbyde hende brystet og roen dér. Jeg indhenter som regel en time om morgenen, hvor Jonas står op med børnene, men nætter med 5 forstyrrelser på 20. måned er alligevel ikke sådan at spøge med. Lillesøster skal naturligvis ikke natamme for evigt. Så jeg forsøger at lukke mælkebaren, når der er overskud til det – og så fortsætte eller tage retræte afhængigt af resultaterne.

… til ovenstående bemærkning kunne jeg i øvrigt ikke lade være med at tænke for mig selv, at man kan tale med om den slags, når man selv har to børns søvn at forholde sig til og i øvrigt har været frarøvet sin egen så længe, at enhver chance for at få ro gribes. Heldigvis ender vores putninger som regel ikke med at nogen (læs: mig) råbegræder, og de små sejre gælder også.