Den smukkeste fotobog. Artifact Uprising

For nogle uger siden bestilte jeg en fotobog fra amerikanske Artifact Uprising, og jeg har ventet spændt på at få den i hænderne – og jeg har også lovet flere af jer en anmeldelse af proces og produkt.
Det var en meget enkel proces at få sammensat bogen – der er mulighed for at uploade fra computerens billedbank, fra Facebook og fra Instagram direkte, så man ikke behøver at samle billeder et sted først. Det forenkler processen en hel del og er nemt at arbejde med.
Man kan være mere eller mindre holdt i hånden i opsætningsprocessen, men jeg valgte at få billederne placeret automatisk og så rykke rundt på dem og deres formater efter behov. Jeg har valgt et fuldt dustcover, men man kan også vælge et halvt og både en titel og undertitel – og så har jeg valgt en smuk grå lærredsindbinding til selve bogen, men der er mange flotte muligheder og det er en luksuriøs detalje. Derudover elsker jeg at de har enkle og inspirerende blogindlæg og tips og tricks til at få det bedste ud af bogen.
Det tog omkring en uge at få bogen fra USA til Danmark og jeg gav 28 dollars for fragten, hvilken ikke er billigt, men bestemt rimeligt. Man kan være heldig at slippe igennem tolden, men ellers kan der også komme toldomkostninger.
Inspired by the disappearing beauty of the tangible
Den er så smuk. Lækker indbinding og smukke, matte sider. Jeg har lavet en god håndfuld fotobøger efterhånden, men det her er uden sammenligning den lækreste af dem. Både overall men også i opsætningen. Jeg er vild med at der veksles mellem fuldside, 3/4 side (på den lange led), mindre billeder i forskellige firkantede former og størrelser og så mindre kvadrater. At der af og til er en blank side, der giver fuld fokus til billedet overfor. Jeg er naturligvis ikke objektiv omkring indholdet, men det er jo op til den enkelte hvad bogen skal indeholde. Børn. Rejser. Familie. Sko. Mad. Små glimt af virkeligheden og hverdagen. Natur.
Jeg kan kun anbefale Artifact Uprising til at lave fotobøger. Min er hardback og selve bogen kostede omkring 600 DKK. Det er ikke galt, og jeg har før betalt tilsvarende. Ganske vist for lidt flere sider, men jeg er blevet bedre til at vælge ud og være selektiv omkring indholdet. Det betaler sig, for bogen her er markant mere interessant visuelt og indholdsmæssigt end den første jeg lavede. Practise makes perfect. Der er også mulighed for at lave coffee table books som er luksusproduktet, samt softcovers og – en rigtig sød ide til fx en bog til barnet eller til minder fra en miniferie – bøger i kvadratisk og Instagramvenligt format til bare 18 dollars.
Åh, endelig en dansker, der har erfaring med Artifact Uprising! Jeg har ledt efter dig;-) Og sikke et hyggeligt sted, du har herinde jeg tror lige, jeg vil kigge mig lidt omkring;-)
Må jeg spørge, hvilken str. bog, du valgte og hvor mange sider, du har?
Er de 600 kr. inkl. fragten?
Kom du til at betale moms – eller var du heldig?
Har du nogle erfaringer med til en evt. anden bestilling – format, antal sider, layout osv, så du kan hjælpe med?
På forhånd mange tak, hvis du kan hjælpe – og så vil jeg kigge mig lidt omkring herinde;-)
Gode hilsner
Susanne