33
33 er kommet ret godt fra start. Jeg skød fra hoften og inviterede ret spontant og helt og alderes uformelt en flok af de bedste kvinder, jeg kender, ud til drinks lørdag aften – og med under en uges varsel, var der alligevel en håndfuld, der havde mulighed for at kigge forbi. Lesson learned. Jeg er ikke 20 længere.
Jeg blev vækket med sang og kys lørdag morgen og stod op til et velvoksent brunch-bord og fine gaver. Tegninger, perlekæder, glimmersokker og et gavekort til en middag og overnatning på hotel kun for mig. En luksus og en fuld nats søvn uden forstyrrende elementer – store som små – forude er slet ikke så skidt.
Jeg havde ønsket mig en tur til Arken for at se Gys!-udstillingen, og som forudset var begge piger vilde med det. Bean var dybt fascineret af de mange menneskefremstillinger – hyperrealisme, surrealisme og i miniature og kæmpestørrelse. Lillesøster tonsede rundt på sine buttede ben og kom med begejstrede udråb her, der og alle vegne. Ron Muecks gigantiske baby var skøn. Jeg ved godt, at mange synes, den 5 meter lange skildring af en nyfødt pige med navlestreng, hævede øjne og lidt blod er creepy, men jeg er muligvis totalt miljøskadet, for jeg syntes hun var aldeles bedårende og vanvittigt skøn. Lillesøster stoppede brat op, da hun fik øje på værket. ‘Baaaby. DOOOOOHR!’ konstaterede hun inden hun skulle videre om næste hjørne.
Jeg elsker at have pigerne med på museer. Jeg elsker deres fascination, umiddelbarhed og glæde ved kunsten. Maleri, skulptur, samtidskunst eller ældre kunst. Det hele giver input og anledning til gode snakke og skæve vinkler på livet. Det var første besøg på Arken for resten af min lille stamme, og vi kunne bestemt godt tænke os at kigge forbi en anden gang – men vi må også erkende, at Ishøj er et godt stykke væk, når man også skal forholde sig til middagslure og trætte, små ben.
Ingen kommentarer endnu