Mom fail – NAILED IT!

Kender I fornemmelsen af at det bare kører? At alting er på skinner, man når alt man skal og mere til?

Sådan en morgen havde jeg.

Jonas skulle tidligt afsted, så jeg havde ansvaret for at få begge piger i tøjet, fodret og klar til aflevering og nå på arbejde i tide. Det er der som sådan ikke noget i. Det har jeg gjort masser af gange og det gør forældre over hele landet og hele verden hver eneste dag.

Men i morges, du. Der kørte det bare. Jeg havde overskud til at løse konflikter om dagens påklædning og om hvilket legetøj hvilket barn måtte have, med humor og pædagogik.

Vi nåede at spise, rydde af, rede senge, lege og rydde op. Få tøj på, få sko på, få tøj på Lillesøster igen (dejligt med selvhjulpne børn. Mindre dejligt når de tager hue og trøje af fem gange i træk), komme ud af døren i god ro og orden og helt uden at skulle skynde på nogen.

Aflevere Lillesøster i dagplejen med kys og kram og cykle i børnehave.

Være i gang med af aflevere Bean og have fin tid til at nå på arbejde.

… kun for at opdage, at det er tur-dag og vi har glemt både rygsæk og drikkedunk.

Kæmpe krise og ulykkeligt barn. Efterlade ulykkeligt og skuffet barn i børnehaven, løbe ned ad trapperne, kaste sig på cyklen og sprinte hjem i tour-tempo.

Løbe op ad trapperne, finde rygsæk og grave drikkedunk frem fra gemmerne. Sprinte ned ad trapperne, kaste sig tilbage på cyklen og svedende lyn-cykle tilbage til børnehaven.

Tage trapperne to trin ad gangen og rød i hovedet kaste sig ind ad døren og aflevere taske og drikkedunk præcis i tide til at børnene er klar til at tage på dagens udflugt.

Tjekke uret og konstatere, at jeg har mindre end 3 minutter til at komme på arbejde. Flyve ned ad trapperne, bande over alle røde lys og træde ind på kontoret 5 over.

Morgenens ro og overskud totalt skudt ned.

Nåmen, vi prøver bare igen i morgen, ikke?