Lad mig sove i fred!

Nåmen, hvordan går det så med det dér nytårsønske?

Altså. Det er vist langt fra unormalt, at nedenstående fornemmelse er en del af pakken, når man bliver nogens forælder. Måske især nogens mor. Ikke mindst, når der nat-ammes. (Det synger i øvrigt på næstsidste vers for mit vedkommende, men mere om det en anden gang.)

Men. Der er træt og udmattet på begynderniveau. Og så er der Lillesøster og Bean i en skrækindjagende duo, der udøver søvnterrorisme på et ret avanceret niveau. Natteuroen hos min yngste er tiltaget helt ekstremt, og oven i en urolig og bøvlende (og maraton-diende) Lillesøster, har Bean en hoste-periode. Hun hoster generelt en del i vinterhalvåret, og lige nu er det meget. Som i: Rigtig meget. Timevis ad gangen. Og af og til så man bliver i tvivl om hun ender med at kaste op af det. Det er synd for hende, men det er også ekstremt anstrengende i længden. Og så ender jeg (inden i) med at have det sådan her…

Helt ærligt. Hvorfor er der ikke nogen af mine børn, der kan finde ud af bare at sove stille og roligt i noget, der minder om en hel nat på den anden side af deres 1-års fødselsdag? Er det for meget af forlange? Eller bare have en enkelt, lillebitte, (og absolut rimelig) opvågning? Der er dage, jeg kommer igennem ved ren viljestyrke, mens den kroniske træthed trækker streger i øjenkrogene og mørke aftegninger under øjnene. Jeg har været her før. Da Bean var lille og aldrig nogensinde sov ordentligt. Nu er vi tilbage. Tilbage til en periode af endnu uvis længde, hvor der ligger en mat dis af udmattelse over alle dage. Hvor jeg burde gå i seng samtidig med pigerne for at indhente bare lidt, men hvor jeg også har brug for mine aftener – så afbrudte og fragmenterede som de er – til at være voksen. Være nogens kæreste. Strikke. Skrive. Være stille og ikke blive stillet overfor andres krav eller forventninger.

Af og til føles det som om jeg i ethvert givet øjeblik kunne gøre sådan her. Nogle dage er det næsten uoverskueligt, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan sove igen. Jeg ville ikke bytte. Jeg ville ikke undvære pigerne for noget i verden. Jeg ville bare gerne kunne huske, hvordan det føles at være udhvilet.

Min hedeste drøm er en hel nats søvn. (Beklager, Jonas – men jeg ved, du er ret enig!) Jeg behøver ikke engang sove længe. Bare 6 eller måske endda 7 timer uden afbrydelser. I et par dage i træk.

Det kommer igen blev der sagt. Kan I huske Kesis Søvnløs? ‘Jeg har ikke sovet i et år?’ Tsk. Jeg har ikke sovet i 18 sammenhængende måneder. And counting.