Langtidsamning på børneafdelingen

Vi er hjemme igen. Ved stuegang fredag blev vi udskrevet efter 6 dage på børneafdelingen på Hvidovre Hospital, og siden har vi brugt tiden på at komme til kræfter og finde os selv igen i vores lille familieenhed.

Det er dejligt at være samlet igen alle 4, og det er tydeligt at mærke på lille E at hun også er glad for at være tilbage i trygge omgivelser. Hun er langt fra rask endnu, men rask nok til ikke at skulle være på et hospital. Hun er mat og afkræftet og har ikke meget energi, men hun har lyst til at lege, til at pludre og endda til at smile af og til.

Appetit har hun stadig ikke meget af, og det er her, amningen kommer ind i billedet. Jeg er så lykkelig for, at jeg stadig ammer. Bortset fra da hun var allerdårligst tilpas, har hun hele tiden villet amme. Det var en sikkerhed for, at trods alt lidt væske og næring kom i den lille krop, selvom det naturligvis er langt fra nok til en stor, lille pige på 17 måneder.

Jeg ammede også på hospitalet. Så ofte som muligt, faktisk. Uden et eneste løftet øjenbryn eller undrende blik. Tværtimod syntes samtlige læger og sygeplejersker, at det var aldeles glimrende. Både fordi at det netop var en garanti for at noget kom i barnet (udover væsken fra det drop, der blev lagt), men også fordi det gav trøst og tryghed midt i omgivelser, der ikke som udgangspunkt er rare at være i. Når hun skulle have medicin intravenøst, når droppet skulle skiftes, når nogen skulle undersøge noget. Så fandt Lillesøster relativ ro, og det lettede arbejdet for alle.

Hvor længe vi bliver ved endnu, må tiden vise. Når Lillesøster er blevet helt frisk igen og ikke længere har brug for al den ekstra væske, hun kan få, så har jeg et håb om at udfase natteamningen. Jeg trænger her efter knap halvandet år efterhånden til at kunne overlade natte-ansvaret af og til og generobre min egen – uafbrudte – nattesøvn.

^^Photo cred: Frederikke Brostrup

… vi praktiserede i øvrigt også samsovning på børneafdelingen. En hospitalsseng i voksenstørrelse kunne fint rumme både hende og jeg, og det fungerede så fint. Det var let at holde øje med hende, nusse hende hvis hun blev urolig, og amme hende, når hun trængte til det fra sengen. Og let at komme til for sygeplejerskerne også.