Det bedste tidspunkt på dagen

It takes a village

Det kan godt være, vi ikke har den største lejlighed i verden. I løbet af de sidste måneder er børneværelset imidlertid blevet udvidet med et par etager, og det er intet mindre end skønt.

Under os bor en familie bestående af mor og en pige på godt 2,5. På første sal er flyttet en sammenbragt familie ind med mor, far, en pige på 5 og en tumling på 15 måneder. Og når vi selv er den ultimativt traditionelle kernefamilie, så kan jeg faktisk også ret godt lide, at Bean oplever andre varianter af det normale. At man kan leve på mange forskellige måder.

I løbet af den seneste tid har der været et rend op og ned ad trapperne. Spontane eftermiddags- og weekendlegeaftaler. En halv time i ulvetimen, en ekstra middagsgæst eller to. Besøg mens mor handler eller en ekstra sovegæst til den første del af aftenen fordi en babysitter meldte afbud i sidste øjeblik.

Det føles godt. Rigtig godt.

Lillesøster og hendes jævnaldrende er naturligvis endnu for små til at have glæde af det spirende fællesskab. Men Bean leger på tværs af alle etager – hun hygger sig med den lille på 2. sal og de leger en type leg, og der er opstået et fint og skønt venskab med hende på 1. sal. De to blev instant venner og det er en fornøjelse at følge deres leg fra sidelinjen. De indgår kompromiser, deles, skiftes til at bestemme og nyder hinandens selskab.

mom-bod 2^^Flashback til dengang Lillesøster var 14 dage, Bean var lillebitte og jeg havde markant flere postpartum kilo på kroppen!

Vi voksne kan heldigvis også fint sammen, og man kan lige så godt spise sammen af og til. For alle laver jo mad alligevel til hver sin lille flok.

Legeaftaler kan være svære at passe ind i hverdagen, og vi glemmer at få lavet dem. Hente og bringe og hvornår passer det lige. Det her er så nemt. Bean kan endda selv lukke fordøren op (fandt jeg ud af på et tidspunkt, da jeg ammede Lillesøster i søvn i soveværelset og det bankede på døren…) og hun er så stolt over at kunne gå ned selv og banke på. Og op igen. Heldigvis kan hun ikke lukke hoveddøren op, så der er ikke det store at være bekymret for dér.

Det er nyt for os at bo sådan, hvor man kommer hinanden ved. Tidligere har det ikke været så oplagt, for Bean har været det eneste store barn i opgangen – men der sker altså et eller andet når der kommer flere børn, der er store nok til at lege med hinanden. Og der er intet som en legekammerat til at afmontere ulvetime-brok!

Livet bliver bare lidt nemmere, når man kan trække på et par ekstra familier til de små ting i hverdagen. Det er nemt, det er gratis og det er dejligt at kunne hjælpe hinanden. Har I også fællesskaber omkring jer? Naboer, genboer, underboer og overboer? Familie og venner, der bor lige om hjørnet?

Jeg tror, det er vejen frem. At vi holder op med at isolere os i hver vores lille familieenhed og i stedet dyrker fællesskaberne og bliver bedre til at bruge hinanden, give en hånd til andre og selv bede om hjælp.

It takes a village. Heldigvis!

4 kommentarer

  • Den type renden på tværs har vi ikke så meget af i vores lille forstadsenklave i efterårs- og vinterhalvåret. Når temperaturen stiger, og havedørene altid står åbne så, ja SÅ, ved man aldrig, hvor mange børn der er i haven, hvem der er på besøg hos hvem, og hvor mange der skal laves eftermiddagsmad til. Det er kaotisk og intet mindre end fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er nemlig bare skønt – og det er mest et fænomen man hører om i forbindelse med parcelhus/forstads/lilleby-livet. Så det er virkelig herligt at det også fungerer inde midt i byen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Har lige læst det her indlæg – lidt sent at kommentere, men selvom jeg ikke læser med hver dag, så er din blog altid læseværdig! Tak for det. Det lyder simpelthen så skønt at have naboer med børn. Vi bor også i lejlighed, men ingen omkring os har små børn. Vi overvejer at finde et bofællesskab og taler også med et vennepar om at flytte sammen i noget med to etager. Jeg er dog ikke så opsat på at skulle helt ud af byen, og det er smådyrt med sådan to villalejligheder, selvom der sommetider dukker noget op. I er heldige at have fællesskabet midt i byen! Hvor må det være dejligt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for din kommentar – og fordi du læser med. Det bliver jeg rigtig glad for.
      Det ér dejligt! Og det er kommet inden for det seneste halve år knap og nap. Det kræver at man bor med mennesker, man synes om – og at man måske af og til er den første til at strække en hånd og en invitation ud. Måske er der nogle af jeres naboer/underboer/overboer, der med glæde vil agere stand-in bedsteforældre/legeonkler/børnepassere i en halv time mens man handler dagligvarer etc eller bare deles om et måltid mad af og til?

      PS: Jeg er helt med dig ift at blive i byen. Jeg. Elsker. Byen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bedste tidspunkt på dagen