En hilsen fra fortiden – og noget om de spor, vi sætter i andres liv

Forleden opdagede jeg en besked i min indbakke på Facebook. Den havde ligget et par uger. I ‘Andet’-folderen, der er en lidt gemt og glemt indbakke. I al fald hos mig.

Beskeden var fra en ung mand, som jeg kendte, da han var en stor dreng på grænsen mellem barndom og tidlig pubertet. Året efter jeg blev student, arbejdede jeg som lærervikar. Jeg havde fast skema og fik ansvar for min egen klasse bestående af 2 drenge, der på hver deres måde var faldet igennem systemet på de skoler, de hver især tidligere havde gået på.

To drenge, der havde hver deres udfordringer. Især indlæringsmæssigt, men også som følge deraf socialt. De var begge langt bagud i forhold til deres jævnaldrende. Flere klassetrin, faktisk. Dem havde jeg privilegiet og fornøjelsen af at have for mig selv 4 timer om dagen i et skoleår. Dansk, matematik og til sidst endda lidt engelsk. Vi læste, skrev, stavede, regnede, tegnede, talte. Jeg hverken har eller havde nogen formel lærerfaglig eller pædagogisk uddannelse. Jeg er til gengæld lærerbarn og kunne sparre med både mine forældre og med mine dygtige kollegaer – især inden for specialområdet – og derfor sammensætte undervisningen i øjenhøjde med mine to drenge. Og så brugte jeg min empati og mine evner for formidling.

Med hver deres baggrund gik de forskelligt til sagerne – ud fra deres tidligere, og dårlige, erfaringer med skolearbejde. En blev hurtigt tvær og opgivende i starten. Den anden blev stille og kom til at føle sig forkert. Jeg arbejdede hårdt på at vinde deres tillid – for hvorfor skulle de dog stole på endnu en voksen? – og få vendt deres erfaringer med ikke at kunne og at være ‘dumme’ til at tro på sig selv. Til at tro på, at de kunne lære. At de kunne lykkes. At de faktisk var dygtige. Jeg ikke var i tvivl om deres potentialer. De var søde, empatiske børn – sjove at være sammen med og gode til en hel masse ting.

De kunne. De ville. Og de knoklede! De arbejdede sig op på siden af deres jævnaldrende. 2-3-4 klassetrin rykkede de sig på det ene år. De blev gladere. De begyndte at tro på sig selv. Den ene fortsatte året efter i en almindelig specialklasse. Den anden i en helt almindelig klasse. Hans forældre husker jeg som gode mennesker, der støttede og hjalp alt det, de kunne – men han havde brug for en anden, en udefrakommende, der bakkede ham op. Der var over ham, når tankerne begyndte at vandre. Det kan man ikke i en klasse med 28 elever. Ikke i det omfang, som det krævede i starten.

Det var ham, der skrev til mig.

Jeg vil bare gerne sige til dig, at du reddede mit skoleliv og fremtid. Du gav mig mod på at lære noget og troen på at jeg kunne blive til noget. Jeg ønsker dig og din familie alt godt frem over fordi du har gjort en kæmpe forskel i mit

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg fik et sug i maven af glæde og stolthed, da jeg læste hans besked. Ikke over mig selv. Slet ikke. Jeg blev stolt over ham. Og jeg blev dybt, dybt taknemmelig over at have været med til at spille en rolle i et andet menneskes liv. At have været en positiv katalysator, der var med til at få ham til at se det potentiale, han indeholdt. Det burde være alle mennesker forundt at have nogen, der tror på dem.

Det er et privilegium at få lov at sætte spor i andres liv. Jeg kom til at tænke på min dansklærer i folkeskolen, der var både empatisk, rummelig og som stillede krav. Differentierede krav til os elever med forskellige evner. Min historie- og billedkunstlærer i gymnasiet, der var totalt ligeglad med, om nogen synes, det var kedeligt at lære om kunstteori og land-art i stedet for at lave med ler. Der var et kraftværk af energi og som krævede af os, at vi var velforberedte og velreflekterede. Hun var halvanden meter høj, men affødte en naturlig respekt med sit væsen og sin viden. Hun ved det ikke, men hun er hovedårsagen til, at jeg overhovedet opdagede at man kunne studere kunsthistorie. Igennem mit studie mødte jeg en dejlig veninde, hvis kæreste var venner med Jonas – og på den måde kom hun til at præge mit liv mere end nogen kunne have forudset.

Er der nogen, der har gjort en positiv forskel for dig i løbet af din opvækst eller skolegang? Har du nogensinde fortalt dem det?