Det bedste tidspunkt på dagen

Jeg synes, det er passende med et glimt at lykke på en dag, hvor verden har mistet en fantastisk poet og sangskriver. Fordi dette glimt af lykke, som lige nu er mit bedste tidspunkt på dagen, er med Lillesøster og dermed for mig uløseligt forbundet med Leonard Cohen.

Cohen var den, der bød Lillesøster velkommen til verden med sit Halleluja. Hans stemme og hans ord var det første, vi hørte, da stormen havde lagt sig og Lillesøster var så nyfødt, som noget menneske kan være. Mens hun lå og missede roligt med øjnene i det dæmpede lys i soveværelset og jeg for allerførste gang fik lov at holde det barn i mine arme, der i 37 uger havde boet under mit hjerte.

For det er jeg evigt taknemmelig. Det var uden sammenligning noget af det smukkeste, jeg har oplevet.

Ikke alle dage, timer eller øjeblikke er idyl i en børnefamilie. Mon ikke det er sådan for de fleste mennesker? Der er ulvetimer, konflikter, pligter. Jeg forsøger så vidt muligt at finde og holde fast i glæden og lykken i det små. At huske på, at det kun er en kort tid, vi har børn, der er så små. At de hellere vil være ude end hjemme i favnen på mig lige om lidt.

Det bedste tidspunkt på dagen er at komme hjem. Uanset om jeg har Lillesøster med op ad trapperne eller hun byder mig velkommen i kravlende lyntempo, når jeg træder indenfor. Jeg har et vindue på omkring 30 sekunder til at få jakke, hue, tørklæde, vanter og sko af, før Lillesøster bliver utålmodig og begynder at skælde ud – som regel ender det hele spredt langs møbler og gulv på vejen fra entré til stue.

Det bedste tidspunkt på dagen er, når vi sætter os ind i lænestolen og Lillesøster først grådigt, siden roligt og afslappet tanker op på ‘mor’. På nærhed, tryghed, kærlighed. I armene på mig er hun stadig lille. Meget mindre, end når hun stavrer omkring langs møblerne og med et par tøvende skridt ud i det åbne rum, inden hun hvinende kaster sig ned på hænder og knæ igen. Mindre end når hun i stadigt stigende grad forstår, reagerer og agerer på vores ord. Når der dagligt kommer nye ord til hendes ordforråd. Mindre end når hendes søster og hende skraldgriner i en vild fangeleg eller læser en bog sammen. Mens vi sidder dér, sammen og forbundne endnu engang, cementeres og bekræfter vi ordløst båndet til hinanden. Når hun er tilfreds, begynder hun at smile og le og skal ae og nusse – inden hun til sidst klatrer ned og jeg kan knappe blusen igen og samle mit overtøj sammen. Kramme Bean. Kysse Jonas.

Så er jeg hjemme. Præcis, hvor jeg skal være.