Ravneforældre

Jonas og jeg har brugt dagen i dag på at spise en ret fabelagtig frokost på en Michelin-restaurant her i efterårsferieland. Imens har vi sendt det halsbetændelses-ramte ældstebarn til provinsen og yngstebarnet i dagpleje. Jo, jo. Sådan nogle forældre er vi.

3-2-1 lynchstemning!

1: MAN HOLDER DA IKKE FERIE UDEN SINE BØRN! Som udgangspunkt: Nej. Det gør man ikke. Det gør vi heller ikke. Jonas har undervisningsfri i hele denne uge men har en kæmpe bunke stile og forberedelse og arbejdsopgaver i øvrigt at tage sig af. Jeg har taget fri onsdag, torsdag og fredag. Pigerne har også holdt fri siden onsdag – naturligvis. (Og heldigvis for det – for ellers havde det jo bare heddet ‘barn syg’ og puslespilslægning og arbejde og logistik) 

2: MAN SENDER IKKE SYGE BØRN UD AF HUSET! Igen. Som udgangspunkt: Nej. Det gør man ikke. Det gør vi heller ikke. Men mini-ferien hos bedsteforældrene har været planlagt længe, og både lægen, mine forældre og – vigtigst af alt – Bean, syntes af sådan en ferie var en smaddergod idé. Selvom der skal tages lidt medicin undervejs. Ro og forkælelse hos mennesker, hun elsker og er helt og aldeles tryg ved. Mennesker, som absolut har erfaring med at passe og pleje syge børn og som ikke er nervøse for det. Bean er lidt mat og hoster, men hun er derudover glad og ved godt mod. Har fin appetit og er frisk. Da jeg var barn, blev jeg af og til passet af min farmor, når jeg var syg. Det var fantastisk! Trygt, kærligt og med tid og overskud. Mine forældre kunne med ro i maven tage på arbejde, mens jeg var i gode hænder hos et menneske, jeg elskede og som elskede mig. Og der er naturligvis forskel på at være sløj og at være rigtig dårlig.

Status er derfor, at Bean hygger sig i provinsen, og Lillesøster har haft en kort dag i dagplejen (hvor hun i øvrigt ikke havde tid til at sige farvel, da hun blev afleveret halv ti, fordi hun havde alt for travlt med at finde bøger og læse med yndlingspædagogen). I mellemtiden har Jonas og jeg fået klaret hængepartier – arbejdet lidt, blogget, svaret på mails. Og som kirsebærret øverst i sunday’en plejet vores forhold på den måde, som vi var rigtig gode til engang. Læs: før vi fik børn. Nemlig med rigtig god mad.

Man skal ikke underkende værdien af at sætte tid og ressourcer af til tosomheden. Især ikke når planen er, at vi skal blive gamle sammen og vedblive med at være en familieentitet resten af livet. Der har ikke været mange muligheder for dates siden Lillesøsters fødsel. Dels fordi pasning af to børn er noget mere omfattende at bede om og at arrangere end pasning af et barn. Dels fordi Lillesøster stadig ammer. Og især fordi hun vågner flere gange i løbet af en aften og vil have sin mo-ar. Det dur ikke at byde hverken hende eller en babysitter. Så. Når muligheden byder sig, må man af og til tage den.

Det gjorde vi i dag. Og ved I hvad? Det føltes faktisk rigtig godt!