Jeg synes ikke, det gør så ondt at føde
Disclaimer: Det følgende skriv er rigtig irriterende – især hvis du har haft en anderledes oplevelse – så bær lige over med mig. Det er ikke skrevet for at underminere eller miskreditere din oplevelse. Slet ikke. Det er skrevet for at bidrage med en anden stemme og en anden erfaring.
Mon ikke de fleste har hørt, at det føles som at ‘skide en kommode/kummefryser/indsæt-selv-større-og-gerne-hårdt-og-firkantet-objekt’ når man føder? Læs: det er en helt vanvittig smerteoplevelse og at det strider imod al sund fornuft at det overhovedet kan lade sig gøre. Derudover så er det et humoristisk udtryk, og en reference, som de fleste kan forholde sig til.
Men. Jeg synes slet, slet ikke, det gør ondt på den måde at føde. Faktisk overhovedet ikke.
Misforstå mig ikke. Jeg betvivler virkelig ikke, at nogle og måske endda mange, oplever fødslen som en stor smerte. Slet ikke. Det er bare ikke den eneste sandhed. En fødsel er i min erfaring en krævende proces og det er et kæmpe stykke arbejde, man gennemgår under veerne og i pressefasen. Virkelig. Det kræver energi, det kræver fokus, det kræver forberedelse og at man har strategier for hvad man gør, når man bliver fysisk såvel som mentalt udfordret. Det kræver omstillingsparathed og at man er tryg og stoler på sig selv og sin fødselspartner(e). Sådan har det været for mig.
^^Lillebitte og helt nye Lillesøster på knap 12 timer. Bliver man nogensinde træt af at se på de allerførste billeder?
Jeg påstår bestemt ikke, at jeg ikke kan mærke veerne eller har haft brug for en masse kræfter til at arbejde med dem og med min krop i processen. Og jeg er udemærket klar over, at jeg har det, som jordemødre vist kalder en ‘god fødekrop’. At jeg har været velsignet med børn, der har skruet sig den helt rigtige vej mod exit-lyset og at jeg har haft fødsler uden komplikationer.
Gør det ondt? Jeg synes snarere end decideret smerte, at det er en intensitet af hidtil ukendte dimensioner, jeg har stået overfor. Stået midt i. En følelse af at være omsluttet af en urkraft og at være helt og fuldt krop. En fornemmelse af at lære at føde undervejs i fødslen – at overgive sig til en kropslig viden, der er langt ældre end jeg. At lære at arbejde med veerne og spænde af i stedet for at spænde op og modarbejde kroppens arbejde.
Alle fødsler – hver eneste nogensinde i menneskehedens historie – er forskellig. Ingen er mere rigtig end andre. Hver eneste fødselsoplevelse er unik. Så når nogen siger, at det føles som at skide en kommode, er det sandt for dem. Men den logiske følgeslutning er ikke, at det også nødvendigvis og per definition er sandt for dig. Det har ikke været sandt for mig.
I øvrigt kan du læse (eller genlæse) mine fødselsberetninger HER og HER, hvis du har lyst.
Jeg er helt enig. Jeg var overrasket over hvor ondt det ikke gjorde, men til gengæld presset til det yderste i forhold til hvor mange kræfter det krævede. (Og jeg aner ikke hvordan jeg skulle have haft kræfterne hvis ikke jeg midtvejs havde fået en epidural).
Jeg synes, det er vigtigt med de gode historier, for Gud ved man får smidt rigeligt med rædselshistorier i hovedet, når man er gravid. Og for mange af os, er det faktisk ikke smerterne der fylder mest ved fødslen. Jeg glæder mig faktisk til næste gang.
Vil også lige tilføje, at jeg har prøvet at have nyresmerter og dét var et smertehelvede. Der kunne vesmerterne overhovedet ikke være med!