15 måneder med verdens allerbedste Lillesøster

Jeg synes ikke, det gør så ondt at føde

Disclaimer: Det følgende skriv er rigtig irriterende – især hvis du har haft en anderledes oplevelse – så bær lige over med mig. Det er ikke skrevet for at underminere eller miskreditere din oplevelse. Slet ikke. Det er skrevet for at bidrage med en anden stemme og en anden erfaring.

Mon ikke de fleste har hørt, at det føles som at ‘skide en kommode/kummefryser/indsæt-selv-større-og-gerne-hårdt-og-firkantet-objekt’ når man føder? Læs: det er en helt vanvittig smerteoplevelse og at det strider imod al sund fornuft at det overhovedet kan lade sig gøre. Derudover så er det et humoristisk udtryk, og en reference, som de fleste kan forholde sig til.

Men. Jeg synes slet, slet ikke, det gør ondt på den måde at føde. Faktisk overhovedet ikke.

Misforstå mig ikke. Jeg betvivler virkelig ikke, at nogle og måske endda mange, oplever fødslen som en stor smerte. Slet ikke. Det er bare ikke den eneste sandhed. En fødsel er i min erfaring en krævende proces og det er et kæmpe stykke arbejde, man gennemgår under veerne og i pressefasen. Virkelig. Det kræver energi, det kræver fokus, det kræver forberedelse og at man har strategier for hvad man gør, når man bliver fysisk såvel som mentalt udfordret. Det kræver omstillingsparathed og at man er tryg og stoler på sig selv og sin fødselspartner(e). Sådan har det været for mig.

lillesøster^^Lillebitte og helt nye Lillesøster på knap 12 timer. Bliver man nogensinde træt af at se på de allerførste billeder?

Jeg påstår bestemt ikke, at jeg ikke kan mærke veerne eller har haft brug for en masse kræfter til at arbejde med dem og med min krop i processen. Og jeg er udemærket klar over, at jeg har det, som jordemødre vist kalder en ‘god fødekrop’. At jeg har været velsignet med børn, der har skruet sig den helt rigtige vej mod exit-lyset og at jeg har haft fødsler uden komplikationer.

Gør det ondt? Jeg synes snarere end decideret smerte, at det er en intensitet af hidtil ukendte dimensioner, jeg har stået overfor. Stået midt i. En følelse af at være omsluttet af en urkraft og at være helt og fuldt krop. En fornemmelse af at lære at føde undervejs i fødslen – at overgive sig til en kropslig viden, der er langt ældre end jeg. At lære at arbejde med veerne og spænde af i stedet for at spænde op og modarbejde kroppens arbejde.

Alle fødsler – hver eneste nogensinde i menneskehedens historie – er forskellig. Ingen er mere rigtig end andre. Hver eneste fødselsoplevelse er unik. Så når nogen siger, at det føles som at skide en kommode, er det sandt for dem. Men den logiske følgeslutning er ikke, at det også nødvendigvis og per definition er sandt for dig. Det har ikke været sandt for mig.

I øvrigt kan du læse (eller genlæse) mine fødselsberetninger HER og HER, hvis du har lyst.

8 kommentarer

  • Merete

    Jeg er helt enig. Jeg var overrasket over hvor ondt det ikke gjorde, men til gengæld presset til det yderste i forhold til hvor mange kræfter det krævede. (Og jeg aner ikke hvordan jeg skulle have haft kræfterne hvis ikke jeg midtvejs havde fået en epidural).
    Jeg synes, det er vigtigt med de gode historier, for Gud ved man får smidt rigeligt med rædselshistorier i hovedet, når man er gravid. Og for mange af os, er det faktisk ikke smerterne der fylder mest ved fødslen. Jeg glæder mig faktisk til næste gang.
    Vil også lige tilføje, at jeg har prøvet at have nyresmerter og dét var et smertehelvede. Der kunne vesmerterne overhovedet ikke være med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      ‘hvor ondt det ikke gjorde’ – hvor er det godt udtrykt! Og helt enig – man bliver presset og man skal koncentrere sig og være så meget til stede i sig selv og nuet. Og tak fordi du forstår intensionen.

      Veer er jo noget naturligt og positivt for kroppen (forstå mig ret!) – hvorimod nyresmerter er tegn på at noget er galt i kroppen. Derfor synes jeg det giver rigtig god mening, at det opleves smertefuldt og som voldsomt ubehageligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hmm, en intensitet, det var egentlig et godt udtryk at bruge. Jeg har også været så heldigt at have haft to gode fødsler (temmelig forskellige, men endog begge gode), hvor jeg forlod fødestuen med en oplevelse af at være “sej til det der pis”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, ikke? Jeg synes det rammer min oplevelse bedre end ordet smerte, som bliver så negativt og angstfremkaldende. Følelsen af at være så badass er virkeligt noget af det mest bekræftende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har to meget forskellige fødselsoplevelser.

    Storesøster stod skævt i bækkenet og ramte derfor ned i en bækkenknogle under hver eneste ve. Det gjorde helt vanvittigt ondt, og jeg kunne næsten ikke være i det. Endte med akut kejsersnit.
    Fødslen af lillebror var helt anderledes ukompliceret. Det gjorde ondt, synes jeg, men det var en smerte jeg kunne håndtere og arbejde med. Han blev født vaginalt. Det var så fedt! Jeg gør det gerne igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Av! Jamen, så er der jo også noget ‘forkert’ i forhold til den normale rejse gennem bækkenet og det reagerer kroppen selvfølgelig på. Hvor dejligt at oplevelsen med lillebror var anderledes. Jeg gør det også gerne igen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes, at det gjorde ondt, det gjorde allerhelvedes ondt, men på en mærkelig måde var det en smerte, som jeg ikke forbandt med noget ondt. Det var en smerte, som var til at holde ud (selvom jeg til tider skreg!), fordi man kunne arbejde med det. Mine to fødsler har været meget forskellige. Storesøster er født med hånden oppe ved tindingen og havde derfor ret svært ved at komme frem. Det endte med en sidste kraftanstrengelse fra moren og en hård cup – se, det gjorde ondt! At få sat den ind på hendes hoved, det var en smerte af andre dimensioner, nok fordi det var en udefrakommende smerte. Det var stygt! Lillesøsters fødsel var heldigvis betydeligt mindre dramatisk. Du har ret i at alle fødsler er forskellige og de gode (læs: mindre dramatiske) fødselsberetninger bør komme mere frem i lyset, så man som førstegangsfødende ikke kun læser alle skrækhistorierne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, det er jo lige præcis det: at det er ikke smerte som i ‘av, jeg væltede på cyklen’. Altså de dér møgunger med hænderne oppe ved hovedet. Det havde Bean også – en knyttet hånd om øret. Det tog også lige en afdelingsjordemoder med et fast håndgreb at få hende ud til allersidst. Jeg tror du har helt ret i at koppen er en udefrakommende smerte og derfor noget markant anderledes. Og tak fordi du forstår – har man haft en væmmelig og dramatisk fødsel skal man naturligvis og selvfølgelig have lov at bearbejde og fortælle igen og igen. Bare ikke til dem, der er gravide! Det er der simpelthen ingen grund til. Gode fødsler skal man også altid have lov at fortælle om. Fordi det er så enorm og livsforandrende en oplevelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 måneder med verdens allerbedste Lillesøster