Begyndelsen til enden?

Lillesøster er stadig snottet. Og igang med et få en – måske to – tænder. Det betyder, at hun er øm i munden og stoppet i næsen på samme tid, hvilket gør det så besværligt og irriterende for hende at amme, at hun hellere undværer. Faktisk er hun i de sidste dage blevet rasende, hvis jeg har formastet mig til at tilbyde det sædvanlige mælkefix, når hun vågner om natten. Om dagen har hun heller ikke været synderligt interesseret – i al fald ikke i andet end en hurtig hyggetår.

‘Mam-mam?‘ lyder det spørgende, inden hun lynkravler hen mod mig og forsøger at løfte op i trøjen, men det er mest på skrømt. I al fald er der ved at ske et skifte i hendes tilgang til amningen (selvom hun stadig ser ‘all-inclusive-buffet’, hvis hun får et glimt af mig på vej ud af badet!). Og det er fint. Det er jo sådan, det skal være. Det er sådan, jeg hele tiden havde tænkt mig forløbet. At Lillesøster selv trapper ned og stopper, når hun er klar. Det er måske ved at være nu. Noget tyder i al fald på det.

Efter snart 15 måneder, glæder jeg mig efterhånden til at vinke farvel til nat-amningen (og endnu mere til hun sover bare nogenlunde igennem!), så vi kan være to voksne om at dele opvågningerne. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kommer til at savne at amme. For mig er der noget særligt fint forbundet med den nærhed, som jeg har oplevet med mine piger.

… og jeg havde alligevel ikke regnet med, at det var en gedigen omgang forkølelse, der skulle blive begyndelsen på enden.