Tilværelsens ulidelige træthed

‘Er der noget du har brug for, inden jeg tager afsted?’ spurgte Jonas i formiddags inden han tog weekendtasken over skulderen og smuttede mod Fyn.

‘… at du ikke tager afsted‘, svarede jeg.

Det gjorde han. Til en fest, der har været planlagt længe og med en flok venner, han sjældent ser. Jeg vidste, han ville tage afsted, men jeg ville ønske, han var blevet. Han kommer hjem en gang i morgen. Jeg har ikke hørt fra ham i løbet af dagen. Det er der intet mærkeligt ved. Manden er generelt offline. Jeg har med vilje ikke ringet eller skrevet. For en sikkerheds skyld, så jeg ikke gentog mig selv. Kom hjem.

Det er en balancegang. Og en øvelse. Hvem tager ud? Hvor meget? Hvor lidt? Hvornår?

På fredag står en fredagsbar i min kalender. For første gang i et par måneder en aften ude. Jeg krydser allerede nu fingre for, at Lillesøster er ude over at vågne op hver og hver halve time hele aftenen. 15 gange blev det til i går. Hun vil have sin mor. Ingen andre. Jeg forudser, at min friaften snarere bliver et par fritimer.

Det er forventeligt og intet mysterie, at jeg som så mange mødre før mig, er mere home bound end fædrene. Fædre er fantastiske og kan næsten alt. At gro et barn, at føde og at amme. Det kan de ikke. Der er en anden frihed i fædreskabet – i en biologisk, fysisk forstand. Det udligner sig. Måske. For udlængslen er ikke nødvendigvis den samme. Behov er forskellige.

Men derfor kan jeg alligevel godt drømme om at den sociale kalender skæres ned. I al fald de aktiviteter der ligger om aftenen og kun involverer den ene af os. Det er en fortløbende samtale, en der snirkler og snor sig, udvikler sig med os. Den har været frustreret, såret og uforstående og er blevet åben og forsonende med tiden. Vi nærmer os hinanden, men jeg tror ikke, vi nogensinde bliver helt enige.

Vi har haft en god dag, pigerne og jeg. Jeg elsker at se dem med hinanden. De leger, griner og fjoller. Bean er omsorgsfuld og finder på sjove lege. Lillesøster følger med så hurtigt som hendes bløde ben og buttede hænder kan kravle. Hun soler sig i opmærksomheden og sin søsters nærvær. Men jeg er træt. Udmattet. Og jeg trænger sådan til ikke at være den eneste voksne på matriklen, hvis aftener og nætter er fragmenterede.

 ^^Helt urelateret, men et sigende billede af en yndlingsbeskæftigelse. Pigerne har fået ny bogreol. Den gør det så meget lettere at se hvilke bøger, man har lyst til at læse, når nu man ikke kan læse endnu. Lillesøster kan selv fiske alle sine bøger ud fra nederste ‘hylde’ – og gør det flere gange i løbet af dagen. Jeg har købt den her hvor den er på udsalg.