Radiostilhed, strikkerier og indkøring i dagpleje

Jeg. En langtidsammer.

I denne uge er det World Breastfeeding Week. Det er en oplagt anledning til at skrive lidt (mere) om amning. Ikke, at jeg ikke tidligere har berørt emnet. Det har jeg. Masser af gange. Når det har været svært og gjort ondt. Når det blev debatteret hvorvidt amning i offentligheden var comme il faut eller faux pas.

11831660_10153038251596009_6225407678488565052_nDenne gang handler det om ‘langtidsamning’. Som egentlig er en mærkelig betegnelse, for det er jo i virkeligheden bare helt almindelig amning. Præfikset kommer på, når amningen overskrider 12 måneder. Til alle, der er førstegangsgravide eller har en lillebitte, ny baby, så virker ’12 måneder’ som MEGET gammelt og en vældig stor baby. Det ved jeg. Sådan havde jeg det også. I virkeligheden er 12 måneder jo ingenting. Lillesøster kan ganske vist kravle, spise de fleste former for mad, drikke vand af et glas, grine og fjolle. Nusse og kysse. Næsten forstå små, enkle beskeder. Hun peger på det, hun gerne vil have og artikulerer helt vildt med sit baby-sprog. Men hun er stadig lillebitte. Ydermere er hun i en rivende udvikling – motorisk, fysisk og mentalt. Hun er stadig i den kritiske første fase af sit liv, hvor fundamentet for tryghed, kærlighed og forståelse af selvet og verden indlæres. Hvor de primære relationer er så afgørende for den videre udvikling.

Amningen kører upåklageligt. Det fungerer for mig og for Lillesøster. Ikke mindst efter hun er holdt op med at eksperimentere med at bide med sine skarpe mælketænder. Derfor giver det ikke megen mening for mig at skulle tvinge et ammestop igennem. Slet ikke lige nu, hvor hun er igang med indkøring i dagpleje og hvor alle rutiner og normer laves om.

Med Bean lærte jeg at slippe alle forestillinger om hvad man ‘burde’ – hun blev ammet, når hun udtrykte behov. Ikke efter et bestemt klokkeslet eller tidsrum. Hun stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var mellem 13 og 14 måneder. Jeg var ikke klar, men det var hun. Og så blev det sådan.

Udgangspunktet er at Lillesøster også selv får lov at sige stop. Det viser hun virkelig ingen tegn på endnu, så mon ikke hun ‘slår’ sin søster i ammelængde?

Det har aldrig været en ambition, at jeg skulle langtidsamme. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville amme mine børn. Også gerne indtil det første år var omme. Man planlægger ikke at blive langtidsammer. Jeg gør i al fald ikke. Man ammer bare en dag mere end i går, og pludselig er tiden gået.

Alle med børn kender den sandhed, at dagene (og nætterne) kan være lange, men tiden er alt for kort. Inden man ser sig om er de små, rynkede nyfødte blevet runde babyer, der umærkeligt bliver til frygtløse tumlinge og igen til selvstændige, fantastiske børn med egne holdninger og meninger.

Jeg ammer ikke for min egen skyld. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker ammestunderne. Deri findes en ro, en fornemmelse af samhørighed og de rammer dyb, varm tone i en biologisk klangbund, når jeg sidder med Lillesøsters – og før hende med Beans – lune, bløde krop i armene. Når jeg kan ae den dunede isse og favne mit lille barn for en stund, inden hun kravler videre med smut i øjnene og mod på livet. Jeg ammer, fordi jeg elsker det. Fordi jeg kan. Men mest og vigtigst af alt ammer jeg, fordi det er mit barns behov. Det er Lillesøster, der bestemmer rytmen. Hun søger og finder ro, tryghed og sikkerhed i det kendte. Det er en kærlighedsgerning i ligeså høj grad som en fødekilde. Hvis ikke højere på dette tidspunkt.

Jeg ved ikke, hvor min grænse går. Det finder jeg ud af, når (hvis?) jeg kommer til den. Indtil da vil jeg fortsætte med at sætte uendelig stor pris på ammestunderne med min lille baby, der bliver alt for hurtigt stor.

… og så er det i øvrigt en ret god bonus, at jeg nu i snart to år ikke har behøvet at forholde mig til hverken freebleeding eller hvorvidt jeg nu havde husket at få feminine hygiejneprodukter med i tasken eller indkøbskurven. Det er skisme en smart ‘bivirkning’ ved amning (selvom min læge var meget omhyggelig med at påpege, at det IKKE er en sikker præventionsform!)

529091aa076ba5aea42c9a18f34725b6

8 kommentarer

  • Therese

    Det er så fint skrevet og så rigtigt. For ens selv er det jo stadig ens lille baby, og som du skriver, bliver de ikke “for store” bare fordi de fylder et år, fx. Men for andre kan det godt ligne et stort barn, man ammer – især hvis der er en lille ny i nærheden. Jeg håber at det snart bliver mere normalt at langtidsamme – jeg har i hvert fald heller ingen planer om at stoppe (min datter er snart 11 mdr), og hvis nogen stiller spørgsmålstegn, vil jeg vise dem din forklaring her <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for den fine kommentar – og skønt at du kan nikke genkendende til glæden ved amningen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Elsker det her indlæg. Og amning! Ammer på snart 10. måned og fortsætter indtil pigen siger stop – eller jeg gør, vi får se 😀 Men det har i hvert fald været et privilegium, at opleve nærheden og kærligheden gennem amningen. Og i de hårde nattestunder, hvor kun mor og hendes bryst kan bruges, der er mit mantra netop “nætterne er længe, men tiden kort”. Tak for påmindelse og de fine ord om amning, jeg aldrig selv helt kan finde 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for den skønne kommentar, Anne! Og ja, det er lige nøjagtig sådan man skal huske at tænke de aftener og nætter, hvor det hele går op i rod og amning. Det er – på den lange bane – kun så kort en periode <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Sikke et skønt indlæg, som fik tårer frem i øjenkrogen her, hvor jeg netop har “overleveret” den 11 mdr. gamle datter til far-barsel( måske også derfor tårerne flyder lidt let)!
    Jeg er én af dem, hvor amning af to omgange har været en kamp. Jeg producerer bare ikke nok mælk, og det har kostet blod, sved og tårer samt to meget sultne og skrigende babyer. Vi har prøvet alt for at stimulere og sætte produktionen op, men begge gange har vi måtte supplere med flaske og stimulere med elektrisk brystpumpe for at jeg overhovedet producerede mælk! En lang og sej kamp, som vi delvist vandt i og med, at jeg jo ammede i stor udstrækning, men efter 6 mdr. første gang og 3 mdr. anden gang, måtte vi smide håndklædet i ringen og droppe det, for udmalkning efter HVER amning døgnet rundt er altopslugende og hårdt!!!!
    Det jeg egentlig ville sige med ovenstående er, at jeg elsker dine ammeindlæg(tø hø!), selvom det niver lidt i maven hver gang, for jeg ville jeg ønske at mine forløb havde lignet dine! Skønt for jer at det kører og bliv endelig ved så længe lillesøster har lyst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hold nu op hvor er du en topsej mor – al min respekt for at kæmpe i sådan en grad for at få amningen til at lykkes. Og respekt for at træffe det valg, der var rigtigt for jer og gav en mor med mere overskud <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg elskede at amme min søn. Ammede ham tik han var 20 måneder.Jeg havde brystbetændelse med feber og det hele 7 gange, men jeg tænkte virkelig ikke på at stoppe, nærheden der etableres med amning er fantastisk. Og jeg havde også samme gode bieffekt som dig 😊 Til januar kommer lillebror eller lillesøster og jeg glæder mig helt vildt til at amme igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hold nu op, det er altså også noget af en omgang. Men fantastisk at du bare fulgte din egen lyst og overbevisning – og stort tillykke med den kommende baby <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Radiostilhed, strikkerier og indkøring i dagpleje