Jeg. En langtidsammer.
I denne uge er det World Breastfeeding Week. Det er en oplagt anledning til at skrive lidt (mere) om amning. Ikke, at jeg ikke tidligere har berørt emnet. Det har jeg. Masser af gange. Når det har været svært og gjort ondt. Når det blev debatteret hvorvidt amning i offentligheden var comme il faut eller faux pas.
Denne gang handler det om ‘langtidsamning’. Som egentlig er en mærkelig betegnelse, for det er jo i virkeligheden bare helt almindelig amning. Præfikset kommer på, når amningen overskrider 12 måneder. Til alle, der er førstegangsgravide eller har en lillebitte, ny baby, så virker ’12 måneder’ som MEGET gammelt og en vældig stor baby. Det ved jeg. Sådan havde jeg det også. I virkeligheden er 12 måneder jo ingenting. Lillesøster kan ganske vist kravle, spise de fleste former for mad, drikke vand af et glas, grine og fjolle. Nusse og kysse. Næsten forstå små, enkle beskeder. Hun peger på det, hun gerne vil have og artikulerer helt vildt med sit baby-sprog. Men hun er stadig lillebitte. Ydermere er hun i en rivende udvikling – motorisk, fysisk og mentalt. Hun er stadig i den kritiske første fase af sit liv, hvor fundamentet for tryghed, kærlighed og forståelse af selvet og verden indlæres. Hvor de primære relationer er så afgørende for den videre udvikling.
Amningen kører upåklageligt. Det fungerer for mig og for Lillesøster. Ikke mindst efter hun er holdt op med at eksperimentere med at bide med sine skarpe mælketænder. Derfor giver det ikke megen mening for mig at skulle tvinge et ammestop igennem. Slet ikke lige nu, hvor hun er igang med indkøring i dagpleje og hvor alle rutiner og normer laves om.
Med Bean lærte jeg at slippe alle forestillinger om hvad man ‘burde’ – hun blev ammet, når hun udtrykte behov. Ikke efter et bestemt klokkeslet eller tidsrum. Hun stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var mellem 13 og 14 måneder. Jeg var ikke klar, men det var hun. Og så blev det sådan.
Udgangspunktet er at Lillesøster også selv får lov at sige stop. Det viser hun virkelig ingen tegn på endnu, så mon ikke hun ‘slår’ sin søster i ammelængde?
Det har aldrig været en ambition, at jeg skulle langtidsamme. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville amme mine børn. Også gerne indtil det første år var omme. Man planlægger ikke at blive langtidsammer. Jeg gør i al fald ikke. Man ammer bare en dag mere end i går, og pludselig er tiden gået.
Alle med børn kender den sandhed, at dagene (og nætterne) kan være lange, men tiden er alt for kort. Inden man ser sig om er de små, rynkede nyfødte blevet runde babyer, der umærkeligt bliver til frygtløse tumlinge og igen til selvstændige, fantastiske børn med egne holdninger og meninger.
Jeg ammer ikke for min egen skyld. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker ammestunderne. Deri findes en ro, en fornemmelse af samhørighed og de rammer dyb, varm tone i en biologisk klangbund, når jeg sidder med Lillesøsters – og før hende med Beans – lune, bløde krop i armene. Når jeg kan ae den dunede isse og favne mit lille barn for en stund, inden hun kravler videre med smut i øjnene og mod på livet. Jeg ammer, fordi jeg elsker det. Fordi jeg kan. Men mest og vigtigst af alt ammer jeg, fordi det er mit barns behov. Det er Lillesøster, der bestemmer rytmen. Hun søger og finder ro, tryghed og sikkerhed i det kendte. Det er en kærlighedsgerning i ligeså høj grad som en fødekilde. Hvis ikke højere på dette tidspunkt.
Jeg ved ikke, hvor min grænse går. Det finder jeg ud af, når (hvis?) jeg kommer til den. Indtil da vil jeg fortsætte med at sætte uendelig stor pris på ammestunderne med min lille baby, der bliver alt for hurtigt stor.
… og så er det i øvrigt en ret god bonus, at jeg nu i snart to år ikke har behøvet at forholde mig til hverken freebleeding eller hvorvidt jeg nu havde husket at få feminine hygiejneprodukter med i tasken eller indkøbskurven. Det er skisme en smart ‘bivirkning’ ved amning (selvom min læge var meget omhyggelig med at påpege, at det IKKE er en sikker præventionsform!)
Det er så fint skrevet og så rigtigt. For ens selv er det jo stadig ens lille baby, og som du skriver, bliver de ikke “for store” bare fordi de fylder et år, fx. Men for andre kan det godt ligne et stort barn, man ammer – især hvis der er en lille ny i nærheden. Jeg håber at det snart bliver mere normalt at langtidsamme – jeg har i hvert fald heller ingen planer om at stoppe (min datter er snart 11 mdr), og hvis nogen stiller spørgsmålstegn, vil jeg vise dem din forklaring her <3