At leve. At elske. At dø.

Der er noget grundlæggende forkert ved at forældre begraver deres børn. Helt ind i marv og ben forkert. Uanset at børnene er blevet voksne selv. Det er naturstridigt. Det er den omvendte rækkefølge. Det er den ultimative frygt, som følger med moderskabet – lige bagved den altfavnende kærlighed.

I weekenden begravede vi min fætter. Alt for tidligt. Han var kun lige fyldt 48. Det var en smuk ceremoni. Præsten holdt en god tale – og havde tydeligvis lyttet efter hans forældre og brødre, da de har talt sammen forinden – for han fik det meste med. Jeg havde Lillesøster med, for Jonas og Bean var på weekendtur i skoven. Heldigvis passede det med at hun skulle sove i kirketiden, men hun vågnede op før vi var færdige og var med til resten. Fascineret af musik og sang – og ovenud begejstret for de pegebøger med dyr, som vi lånte i kirken.

På en eller anden måde var det også en bittersød note, at hendes glade, lille stemme fulgte kisten ud. At livet leves stadigvæk. Og med det glæden også.

Det var et uventet dødsfald. Måske en konsekvens af ikke at passe ordentligt på sig selv. En påmindelse til alle tilstedeværende – alle i det hele taget – om at leve og elske, så meget og så længe vi kan. At være noget for hinanden. Det er slående som kontrasten – livet – altid tegnes tydeligst op i dødens skygge. Sjældent sætter man pris på selv de mindste ting, som når man bliver konfronteret med, at duften af nyfalden regn eller fornemmelsen af en blød barnehånd på sine kinder er midlertidigt. Flygtigt.

Jeg gik igang med et strikkeprojekt, da vi kom hjem igen, Lillesøster og jeg. En lillebitte trøje til en lillebitte dreng, der endnu ikke kender til andet hjem end det, der er under hans mors hjerte. En kærlighedsgerning og en meget konkret påmindelse om at livet fortsætter. Trods alt.