En kirkegård for redningsveste og et barsk reality check

Når man tænker sommerferie i det græske øhav, er det ikke bådflygtninge, der er forrest i bevidstheden. Alligevel blev flygtninge og humanitære katastrofer en del af vores ferie. Og det er jeg taknemmelig for, selvom det måske lyder noget bagvendt.

På vej til en taverna i den nærmeste by, spottede vi hvide papirsfugle fra buske, træer, skure og på skilte langs vejen. De var også på Taverna Eftalou, og vi fik en snak med tjeneren om, hvad de mon havde af betydning. Han fortalte at de mange fugle er sat op af frivillige og aktivister, der har været på Lesbos og hjulpet mens flygtningene i overfyldte både hver dag kom ind på strandene på nordøen. Fuglene bar inskriptionerne ‘Birds without borders’ og mange havde variationer af ordene ‘love’, ‘peace’ og ‘hope’. Vi vidste jo godt, at Lesbos, der ligger så tæt på Tyrkiet, har haft mange, mange flygtninge. Vi havde bare ikke koblet ferieparadis med flygtningekrise.

Dagen efter fik vi mulighed for at besøge en makaber påmindelse om omfanget af både krisen og antallet af menneskeliv og skæbner, det drejer sig om. Gemt væk fra offentligheden, et stykke ude af en grusvej halvt oppe på et bjerg, ligger på en slags kirkegård og monument over en virkelighed, der er grim og barsk. En losseplads med bunker og bjerge af redningsveste. Tusinder og atter tusinder. Titusindvis af veste. Nogle med indmad af pap, solgt af skruppelløse menneskesmuglere. Småbitte veste til børn og babyer, der er velegnede til swimmingpools. Ikke til en farefuld og usikker rejse over et hav. Hver eneste vest fortæller om et menneskeliv. Om en skæbne. Om et valg, der er umuligt, men nødvendigt at træffe. At sætte sig selv og sine børn i en overfyldt båd uden sikkerhed, men dog med håbet om en fremtid – eller blive i et krigshærget område uden muligheder for ordentlig lægehjælp og forsyninger af mad, drikke, tøj og tryghed.

Rundt om redningsvestene lå ophuggede joller, både og små skibe. Fartøjer, der så fine ud til korte fisketure med få passagerer. Ikke tværs over havet stopfyldt med desperate mennesker. Bådene bliver konfiskeret og ophugget, så snart de rammer kysten. For at undgå at de nogensinde bliver brugt igen. De oppustelige både bliver flænset og resten brækket i stykker som en makaber påmindelse om alle de både, der aldrig har nået land.

Vi havde valgt at lade Bean blive på hotellet med en dansk familie med børn, hun legede godt med. Det var faren i denne familie, der kendte til stedet, og han kørte os derop. Ingen af os havde lyst til at hun skulle kende til denne slags virkelighed. Vi havde talt om fuglene og deres betydning, og hun ved godt, at nogle mennesker er nødt til at forlade deres hjem, fordi andre mennesker er dumme og slås. Men dette? Det var voldsomt og ubehageligt for os voksne. Tårerne sad i øjenkrogene og vi havde alle en hård knude i maven. Alligevel er jeg både glad og taknemmelig for at have set redningsvest-kirkegården. Det giver perspektiv og underbygger min holdning til at vi som mennesker skal hjælpe andre mennesker snarere end at indhegne hele Europa og lukke øjnene for problemerne i resten af verden.

Bekvemmelighedsflygtninge? Ingen vælger at sejle over havet på denne måde af bekvemmelighed – at sætte sit eget liv og sine børns liv på spil for at undslippe en endnu værre skæbne. Ingen. Og jeg er så færdig med at høre om ‘invasionen’ af flygtninge over de danske grænser. Det er både udansk, ynkeligt og småligt ikke at unde sine medmennesker sikkerhed, husly og hjælp.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram