Så hold dog MUND barn!

Fra Bean var 1 år, talte Jonas og jeg meget om, hvornår mon hun begyndte at tale? Ih, vi glædede os til nye ord, nye forståelsesrammer og til at kunne føre en samtale med hende. Hun brugte ikke specielt mange ord dengang – færre, tror jeg, end hendes jævnaldrene. Da hun blev 2, begyndte hun at tale. I helsætninger. Tilsyneladende ventede hun bare, til hun mestrede sproget relativt godt før hun åbnede munden.

Siden er hun aldrig holdt op igen. Nogensinde. Barnet taler og taler og taler. Non-stop og hele tiden. I alle hendes vågne timer er skærebrænderrøsten et kommentatorspor over hele hendes og vores liv. Hun taler med en volumen så selv en hørehæmmet 93-årig kan være med og hun  taler på en frekvens, der på en god dag er tålelig og på en dårlig er så vanvittigt irriterende at jeg virkelig må bide mig selv i tungen for ikke at blive vred.

På plussiden betyder den konstante talestrøm at barnet har et imponerende ordforråd og kommer med vendinger, formuleringer og fortalelser, der gang på gang forunder, morer og glæder os. På minussiden derimod…

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad vi kan gøre. Eller om vi overhovedet skal og bør gøre noget. Børn larmer. I know. Men. Bean er mere højrøstet og ‘på’ end flertallet af de børn vi kender og oplever i vores omgangskreds og rundt omkring i vores øvrige færden.

Vi – indrømmet: særligt jeg – beder hende med jævne mellemrum om at skrue ned for lyden. Af og til beder vi hende specifikt om at være stille. Det kan hun ikke. Jeg aner virkelig ikke hvorfor. Oprigtigt talt. Hvor svært er det at holde sin mund lukket. I bare et minut?

Jeg elsker hende ikke en eneste smule mindre, fordi jeg synes denne specifikke adfærd er så utroligt anstrengende i længden. Det er det dér med relation versus situation. Til gengæld bliver jeg en rigtig træls mor, fordi mit overskud bliver talt væk i løbet af en hel dag. Måske bliver jeg netop så frustreret dels fordi jeg selv har behov for ro i hovedet og stunder uden konstant tale og dels fordi jeg ikke kan finde ud af, om det er urimeligt af mig at forvente at hun ikke taler i råbe-volumen og/eller konstant.

Pointen? Den er ikke-eksisterende. Input? De er utroligt velkomne, så længe de er konstruktive. Det plejer I heldigvis at være gode til derude bag skærmene.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram